Det Centrale
Handicapråd Det Centrale
HandicaprådForside | Om Rådet | Rådsmateriale | Årsberetninger | Nyhedsbrev | FN-standardregler | Udgivelser | Søg |
De lover, at kommunalpolitikerne nok skal frigøre de nødvendige ressourcer ved at få folk i arbejde, lægge skoler sammen og finde løsninger for de svageste, som er både bedre og billigere. Hvis bare de nationale politikere vil lade være med at love befolkningen noget og så i øvrigt lette kommunernes arbejde ved at fjerne nogle regler og give kommunerne bedre muligheder for at fastsætte lokale serviceniveauer på »det specialiserede børne- og voksenområde«.
Det ser ud, som om kommunerne har smidt tiggerdragten, stoppet klagesangen og iført sig ansvarlighedens klædelige gevandter. Det må lune i Finansministeriet.
Men hvad er det for noget med de lokale serviceniveauer? Det må kommunerne da gerne – så længe de lever op til et vist minimum. Det gælder på alle områder, også det specialiserede børne- og voksenområde, som blandt andet dækker over indsatsen for mennesker, der har det uheld at måtte leve med et handicap.
Logisk set er den eneste grund til at ville indføre lokale serviceniveauer, at man allerede er på minimum og gerne vil gå lavere. Det er altså prisen for at redde velfærden: Kommunerne skal have lov til at gøre det ringere for dem, der har størst behov. Det kan man da kalde at smide barnet ud med badevandet. Og hvordan passer det med at gøre det bedre og billigere?
I det mindste skylder Erik Fabrin og Jan Trøjborg os at fortælle, hvem der skal holde for. Er det borgeren, som har brug for et talesynteseprogram til sin computer for at kunne kommunikere med sine nærmeste, og som kommunen nu skal kunne nægte ham? Eller borgeren med udviklingshæmning, der ikke længere kan komme ud og gå en tur men må blive på botilbuddet, fordi kommunen nedprioriterer ledsagertimerne? Eller borgeren med sklerose, som ikke længere orker at gå på arbejde, fordi kommunen skærer i hendes hjælpertimer derhjemme?
Det handler om, at nogle mennesker kan nærme sig et selvstændigt liv, som flertallet tager for givet. Uanset hvor meget man iklæder det begreber service og prioritering. Hvis man vil gøre det dårligere, kunne man i det mindste vise disse mennesker den anstændighed at sige det lige ud.
For godt to år siden underskrev Danmark FNs handicapkonvention. Her forpligter vi os til at styrke hancippedes mulighed for at leve selvstændige liv som alle andre i takt med samfundets udvikling.
Nu er valget udskrevet. Og når valgkampen er overstået 15. september, tillader jeg mig at tro, at de mennesker, befolkningen har valgt, vil stå ved den underskrift og vores lange tradition for at støtte de mennesker, der er ramt af tilværelsens ugunst.
(Fra Berlingske Tidende, 1. sektion, side 18).
Til top