Man kan diskutere, om forargelse er en smuk følelse. Men når vi bliver forargede, siger det noget om vores værdier. Således også den forargelse, der viste sig efter afsløringer for nylig af dårlige forhold for ældre udviklingshæmmede på et botilbud i Jyderup.

En journalist havde arbejdet under cover på botilbuddet og kunne berette, at beboerne levede med uskiftede bleer, personalets alt for lange pauser, omfattende overmedicinering og generel ligegyldighed over for beboernes basale behov.

Det er desværre ikke første gang, vi får chokerende billeder af uværdig behandling af samfundets svageste. Denne gang var det Ekstra Bladet. Tidligere har det været TV 2 med Strandvænget og Tokanten, og hver gang er forargelsen ikke til at tage fejl af.

Og forargelsen viser tydeligt, at det beskrevne er langt over grænsen for, hvad de fleste mener er en rimelig behandling af denne gruppe medborgere.

Det er både godt og vigtigt, at der er nogen, der følger op på velfærdssamfundets indsatser og afslører, når det ikke er godt nok.

Men hvor langt bærer øjeblikkets forargelse i forhold til, at mennesker med handicap mødes med værdighed og en indsats, der svarer til mulighederne i et rigt samfund som vores?

Hvem tager stafetten, interesserer sig og stiller krav, der rækker fremad?

En ufrivillig del af debatten

Vi har netop haft en ophedet diskussion om udgifterne til det specialiserede socialområde.

Kritikere har fremført, at udgifterne til mennesker med handicap ikke har været til diskussion i mange år.

Det er ikke kun et økonomisk problem. Det er også et problem for mennesker med handicap, at der ikke løbende bliver sat ord på, hvad vi vil med området - også i forhold til, hvad vi får for de penge, vi bruger. Tænk bare på folkeskolen, hvor man konstant diskuterer hvilke resultater, vi skal have for skattekronerne.

De ældre udviklingshæmmede er en ufrivillig del af den økonomiske diskussion.

Men hvor er de i vores bevidsthed? Som mennesker med værdighed; mennesker, der har interesser og et liv, der skal leves; mennesker, der skal kunne udvikle sig på deres egne præmisser. Ligesom andre mennesker.

Økonomi - forståeligt, men ...

Valgkampen handler mest om økonomi. Forståeligt og vigtigt. Men økonomi er også at støtte mennesker i at være en del af samfundslivet frem for passivt at modtage hjælp og pleje. Og det er jo grundlæggende det, handicappolitik handler om.
Men hvor er alle politikerne henne i den diskussion? Hvor er visionerne? Vi har ikke råd til at undvære dem.

Journalistpraktikanten fra Ekstra Bladet skriver om de ansatte på botilbuddet: »Selv om de ikke passede deres arbejde, som de skulle, var de ikke dårlige mennesker. Tværtimod. De var venlige og imødekommende folk, som jeg rigtig godt kunne lide.«

Det er uacceptabelt, at man ikke passer sit arbejde. Men vi kommer ikke videre ved bare at dæmonisere en gruppe ansatte. Vi må også spørge, om ikke kaffepauserne ville blive lidt kortere, hvis omgivelserne og politikerne interesserede sig mere for værdien af de opgaver, der skal løses mellem pauserne.

Også når de ikke er på forsiden af aviserne.

Vi må også spørge, om ikke kaffepauserne ville blive lidt kortere, hvis omgivelserne og politikerne interesserede sig mere for værdien af de opgaver, der skal løses mellem pauserne.

Læs indlægget på Jyllands Postens hjemmeside: http://jp.dk/opinion/breve/article2535314.ece