Selvom ikke-diskriminationen er en hjørnesten i FN's handicapkonvention, er der i dansk lov intet forbud mod at afvise en person, fordi vedkommende har et handicap. Det skriver formand for Det Centrale Handicapråd, Tue Byskov Bøtkjær

Hvis en person med et handicap, en homoseksuel og en med en hudfarve, der afviger fra flertallets, tager en tur i byen sammen, beskytter dansk lov personen med anden hudfarve mod at blive afvist af den grund. Den homoseksuelle må heller ikke afvises, fordi hun er homoseksuel.

Men i dansk lov er der intet forbud mod at afvise en person, fordi vedkommende har et handicap. Ikke-diskrimination er ellers en hjørnesten i FN’s handicapkonvention.

Danmark har netop i absolut stilhed afgivet en beretning til FN’s komite for rettigheder for personer med handicap. Beretningen er en del af den eksamen, som Danmark skal til i forlængelse af, at vi som 148 andre lande har underskrevet FN’s handicapkonvention. En konvention, som forpligter Danmark til løbende at forbedre forholdene for mennesker med handicap. I dokumentet skal Danmark redegøre for, hvad vi har gjort for at efterleve konventionens forskellige bestemmelser.

Det er blevet til en temmelig lang opremsning af regler og initiativer, som har med handicap at gøre. Man går derimod forgæves, hvis man for eksempel søger svar på, hvorfor man har valgt ikke at skrive et diskriminationsforbud ind i dansk lov. Eller hvis man bare søger et reelt indblik i, hvordan det er at leve med et handicap i Danmark, og hvor det er blevet bedre eller værre, efter at vi tiltrådte konventionen.
Der findes heldigvis mange gode ordninger og initiativer, og det er selvfølgelig helt i orden at nævne dem i sådan en beretning. Men det er vigtigt at holde fast i, at bundlinjen for konventionen ikke er mængden af ordninger eller for den sags skyld de millioner, der bruges på dem.

Bundlinjen skal aflæses i den hverdag, som det er muligt for mennesker med et handicap at leve.

I den hverdag bliver de mange ordninger alt for ofte til et puslespil, som den enkelte selv skal lægge. Det er spild af ressourcer både for samfundet og det menneske, der skal støttes.

Jeg tror, de færreste gør sig klart, hvor indgribende det er at være afhængig af andre mennesker og systemer, der i varierende grad lige skal vurdere, om det, man vil bruge sin frihed til at gøre, nu også ligger inden for denne eller hin ydelseskasse. Og at skulle foretage omfattende undersøgelser og lave særlige aftaler for eksempelvis at kunne gå til koncert. Men det må være åbenlyst for de fleste, at det lægger en dæmper på deltagelsen.

Her et par år efter tiltrædelse af konventionen har regeringen taget initiativ til en analyse, som skal føre til en langsigtet handleplan på handicapområdet, og jeg vil meget håbe, at handlingsplanen er sat i værk, når FN om yderligere et par år er klar til at foretage den egentlige eksamination af Danmark på grundlag af beretningen.

Måske kan vi slippe af sted med at opremse ordninger til den tid. Men jeg håber og forventer, vi vil være klar til at bruge konventionen konstruktivt til at stille de gode spørgsmål til indsatsen for, at mennesker med handicap kan være inkluderede i samfundet på linje med alle andre.

Derfor kunne den kommende analyse også passende starte med at måle oplevelsen hos mennesker med handicap op imod både konventionen og de mål for indsatsen, vi har i vores egen lovgivning.

Tue Byskov Bøtkjær er formand for Det Centrale Handicapråd

Læs indlægget på Kristeligt Dagblads hjemmeside: http://www.kristeligt-dagblad.dk/