Det Centrale Handicapråd

Forside | Om Rådet | Rådsmateriale | Årsberetninger | Nyhedsbrev | FN-standardregler | Udgivelser | Søg |


Velfærdsteknologi handler om mennesker

Det Centrale Handicapråd holdt møde i går om velfærdsteknologi. Rådets perspektiv er, at udgangspunktet ikke er teknologien, men de mennesker, der kan få bedre livskvalitet ved at bruge den.

Det Centrale Handicapråd holdt i går møde med velfærdsteknologi på dagsordenen. Mødet blev holdt på IT-universitetet, hvor rådet fik præsenteret en ny, banebrydende teknologi til at styre en computer med øjnene ved hjælp af et ganske almindeligt webkamera. Rådet havde også inviteret Inger Kirk Jordansen fra Hjælpemiddelinstituttet, som gav en spændende præsentation af blandt andet de muligheder og udfordringer, der ligger i at anvende f.eks. smartphones til at afhjælpe handicap.

Der var enighed om, at der er en række problemstillinger, som der bør tages fat på. Rådets klare perspektiv er, at udgangspunktet ikke er teknologien, men de mennesker, der kan få bedre livskvalitet ved at bruge den. Rådet vil udarbejde et reflektionspapir om velfærdsteknologi med det perspektiv.

Formand Tue Byskov Bøtkjær vil gerne have flyttet debatten: ”Nu er vi efterhånden ved at være lidt trætte af at høre om robotstøvsugere. Vi står midt i en teknologisk revolution, som ændrer hele vores måde at kommunikere og være sociale på. Ud over de praktiske gevinster, den giver. Der er et kæmpe potentiale for at forbedre livskvaliteten for mange mennesker med handicap, som for eksempel kan kommunikere bedre end tidligere, men det kræver, at vi tænker udviklingen med udgangspunkt i det enkelte menneske og indretter regler og systemer, så de støtter op om, at teknologien skaber livskvalitet i praksis.”



Tue Byskov Bøtkjær

Portræt af formand for Det Centrale Handicapråd, Tue Byskov Bøtkjær.

Til top
08.12.2011