DCH på Folkemødet

I juni tog vi til Bornholm for at gå i dialog på Folkemødet om temaer, som er vigtige for mennesker med handicap. Folkemødet er nu fem år gammelt, og der sker hele tiden forbedringer, som skal gøre til det en god oplevelse for alle – også i forhold til tilgængeligheden. På Folkemødet lagde vi først ud med et møde med festivalleder Jette Lykke og formand for DH Bornholm Ole Lærke om tilgængeligheden, og hvordan vi kan formidle gode eksempler til inspiration for andre. Hvis du har gode eksempler på tilgængelighed, som kan bruges på Folkemødet eller andre steder, så del dem på vores Facebookside. Du finder siden her. 

 

Debat: Diskrimination af mennesker med handicap. Forbud eller dialog?

Hverdagens vilkår og nødvendige prioriteringer går ikke altid hånd i hånd med mulighederne for at deltage på lige fod for mennesker med handicap. Det er boligområdet et godt eksempel på, hvor mange bygninger er opført, før tilgængeligheden for alvor kom på den handicappolitiske dagsorden. Og negative holdninger kan opleves som en yderligere udfordringer i forhold til at deltage på lige fod. Men fremmer vi bedst lige muligheder for gennem diskriminationsforbud eller dialog? Det var omdrejningspunktet for fredagens paneldebat, som vi havde arrangeret sammen med Institut for Menneskerettigheder.

V havde inviteret seks paneldeltagere, som hver kom med deres bud på, hvordan vi fremmer lige muligheder. Panelet bestod af Bent Madsen, adm. direktør i Boligselskabernes Landsorganisation (BL) og medlem af Det Centrale Handicapråd, Sif Holst, næstformand i Danske Handicaporganisationer, Jens Zimmer Christensen, formand for Horesta, og Line Barfod, fhv. retsordfører for Enhedslisten. Derudover fortalte Pernille Møller Jensen og Mads Brix Baulund, to unge med handicap, deres historier om at møde udfordringerne i dagligdagen.

Mads er svagtseende og fortalte om at skulle finde en tilgængelig bolig og samtidig kunne leve et ungdomsliv ligesom alle andre. Og Pernille, som bruger gangstativ, fortalte om diskoteksbesøg med vennerne, hvor hun det ene sted er blevet afvist i døren af sikkerhedsgrunde, mens hun det andet sted er blevet båret hele vejen ind af dørmanden. ”Jeg vil gerne have muligheden for at være ung som alle andre. Det er mindst lige så farligt at gå rigtig fuld rundt i byen, som at gå i byen med et gangstativ. Desuden går jeg jo heller aldrig i byen alene. Jeg er altid sammen med mine venner, som hjælper mig”.

Bent Madsen (BL), og Jens Zimmer Christensen, formand for Horesta, fortalte om deres vilkår og indsatser for at fremme deltagelse for alle. Bent Madsen fortalte om en ny mærkeordning, som BL barsler med, hvor man blandt andet kan få et overblik over tilgængeligheden til de almene boliger. Og Jens Zimmer Christensen fortalte om Horestas samarbejde med foreningen God Adgang, som et værktøj til at fremme og synliggøre god tilgængelighed. Alt sammen rigtig gode indsatser, som bidrager til lige muligheder.

Undervejs gav publikum deres besyv med. Vi spurgte blandt andet om, hvorvidt det er diskrimination, hvis man ikke kan komme ind i en bygning, hvis bygningen er opført før tilgængelighed for mennesker med handicap for alvor kom på dagsordenen? Omkring 75 % af publikum svarede nej.

Men hvad gør vi herfra? Dialog eller forbud? Sif Holst påpegede, at der lige nu er forskellige diskriminationsregler, som gør at mennesker med handicap kun er beskyttet mod diskrimination på arbejdsmarkedet. Lovgivning blev derfor nævnt om effektivt instrument og et vigtigt signal til omverdenen. Line Barfod pegede også på betydningen af, at eksempelvis arkitekter bliver uddannet i tilgængelighed. Paneldeltagerne var alle enige om, at det er vigtigt at arbejde med holdninger til handicap. For Pernilles historie viser med al tydelighed, at holdninger kan være lige så stor en barriere som manglende tilgængelighed. I den afsluttende publikumsafstemning spurgte vi, om dialog eller forbud er vejen frem, og en overvejende andel svarede ”Dialog”. Jens Zimmer Christensen sluttede af med en tilkendegivelse om at se på dørmandsuddannelsen. For hvis nogen nægtet adgang alene på grund af handicap og uden anden grund, så er det ikke godt nok, var hans klare budskab.

Tak til alle paneldeltagerne for en engageret og konstruktiv debat! Og tak til publikum for at give deres mening til kende i sms-afstemningerne undervejs! 

Du kan se billeder fra paneldebatten her. 

 

DCH’s Udviklingslaboratorium. Vilde ideer og god energi.

Og så videre til Det Centrale Handicapråds Udviklingslaboratorium fredag aften. Vi åbnede dørene for 25 engagerede folkemødedeltagere, som gav deres input til, hvordan vi får rusket op i holdninger og fordomme om handicap. Ideerne skal bidrage til vores arbejde med at udforme en strategi for, hvordan vi fremmer positive holdninger til handicap. Der var både plads til vildskud og pletskud, og mange gode ideer så dagens lys. Ideerne vil senere indgå i en digital høring, som vi skyder i gang i september. Tak til alle, som bidrog til Udviklingslaboratoriet!

Du kan se billeder fra Udviklingslaboratoriet ved at klikke her. 

 

Det er ikke et handicap, fordi…

Omkring 100.000 gæstede Folkemødet i år. Vi mødte flere interessante og seje folkemødedeltagere i Allinge, som fortalte os om livet med et handicap. Det kom der en fin lille billedserie ud af, som du finder på vores Facebookside ”Det er ikke et handicap”. Klik her for at komme videre til Facebooksiden. 

Torsdag, 18 juni, 2015