Det gør en forskel, hvordan man viser folk

I dag har Det Centrale Handicapråds formand, Tue Byskov Bøtkjær, et debatindlæg i Jyllands-Posten.
Indlægget kan læses her:
 

Det gør en forskel

Tue Byskov Bøtkjær, formand for Det Centrale Handicapråd

De Paralympiske Lege i London blev en kæmpe succes og flyttede holdninger, viser en ny engelsk undersøgelse om offentlighedens opfattelse af handicappede sportsudøvere.

Undersøgelsen dokumenterer en stor positiv indvirkning på folks opfattelser af og holdninger til både handicappede sportsudøvere og folk med handicap generelt.

De Paralympiske Lege fik syv ud af ti til at overveje at deltage i handicapidrætsbegivenheder som tilskuer og fik otte ud af ti personer med handicap til at overveje at dyrke mere sport og motion.

Herhjemme søsatte DR en stor satsning i forbindelse med De Paralympiske Lege og sendte i alt 70 timer fra legene på DR HD og et magasin hver aften på hovedkanalen. Det bragte seertallet op på det dobbelte i forhold til legene i Beijing i 2008 – i gennemsnit havde magasinet hver aften 443.000 seere, som formodentlig har fået et mere nuanceret syn på mennesker med handicap i lighed med de engelske seere. Det gør en væsentlig forskel, hvordan og hvor meget medierne præsenterer forskellige befolkningsgrupper. Det påvirker vores syn på hinanden, på os selv, og hvordan vi forholder os til hinanden. Og dermed hvilke muligheder, vi hver især har.

Alle skal bidrage

Reformen af fleksjob og førtidspension skal nu føres ud i livet. Det handler om, at alle skal bidrage med det, de kan, på arbejdsmarkedet. Arbejdsgivere og arbejdstagere skal finde hinanden. Deres holdning bliver afgørende for, om det lykkes eller ej.

Gode forbilleder kan være en løftstang for andre – det gælder både virksomheder og ansatte. Succeshistorier påvirker indstillingen og fremhæver muligheder i stedet for begrænsninger.

Den engelske undersøgelse har fokus på idræt, men er også interessant i et lidt bredere perspektiv – det gør en forskel, hvordan man viser folk. Det gælder ikke kun i idrætslivet, men i livet i almindelighed.

 

 

I dette link kan du også læse indlægget på Jyllands-Postens hjemmeside.

 


Få nyheder og opdateringer fra os ved at klikke "synes godt om" os på vores Facebook-side her.

 

Mandag, 12 november, 2012