Frivillige og handicap: Kan vi lære af London?

 

Af Tue Byskov Bøtkjær, formand for Det Centrale Handicapråd, og Vibe Voetmann, formand for Frivilligrådet

Foto af Tue Byskov Bøtkjær, formand for Det Centrale Handicapråd

Tue Byskov Bøtkjær

Foto af Vibe Voetmann, formand for Frivilligrådet

Vibe Voetmann

London afholdt for nylig to gigantiske arrangementer, De Olympiske Lege og De Paralympiske Lege - verdens to største sportsbegivenheder. Arrangementerne var hver især en kæmpe succes. De Olympiske Lege var nok de mest velafviklede nogensinde. Og De Paralympiske Lege var i forhold til både præstationer, tilskuere, TV-seere og afvikling intet mindre end et internationalt gennembrud for handicapidrætten – med perspektiver for synet på mennesker med handicap mere generelt.

Da festen skulle rundes af med De Paralympiske Leges afslutningsceremoni, var der hyldest til alle, der havde bidraget. Det uden sammenligning største bifald gik til de 70.000 ”games makers”, de frivillige, som overalt bidrog til en effektiv afvikling og fantastisk stemning ved legene med alt fra vejvisning til oprydning og administration. Disse ”games makers” havde levet op til navnet ved at sætte en grundtone for begivenheden. Det var begejstret, afslappet og i øjenhøjde. Man blev ikke bare hjulpet på vej af disse mennesker i lilla dragter, man delte en oplevelse med dem.

I Danmark er de frivillige på dagsordenen. Det er en dagsorden, som bl.a. handler om at finde nye løsninger i lyset af den økonomiske krise og de små generationer, der skal forsørge flere i fremtiden. Kan de frivillige løse nogle opgaver her – f.eks. på det sociale område? Det kan de givetvis i et eller andet omfang, men der er også udfordringer. Som Næstveds borgmester for nylig skrev i kommunernes blad: ”Hvis de frivillige får en oplevelse af, at kommunen forsøger at vælte opgaver over på dem, eller hvis de synes, at deres projekter bliver overtaget, ja så slukkes deres engagement hurtigt.”

Borgmesterens erfaring er givetvis helt reel, men skeler man til London, ser der ud til at være en vej videre. De 70.000 ”games makers” er nemlig ikke hele historien. Den omfatter også de 170.000 flere, der søgte om at få lov til at lægge i alt 8 mio. frivillige arbejdstimer i de to arrangementer. På trods af, at man her netop havde nogle konkrete opgaver, man bad om at få løst. Men man skal også have de 1,2 mio. timer med, som de frivillige brugte på at blive uddannet til opgaven. Der blev investeret i deres arbejde.

Der er selvfølgelig langt fra paralympiske festligheder til hverdagens små sejre og nederlag for mennesker med handicap – også når det handler om at appellere til frivillige bidrag. Men derfor kan vi godt lade os inspirere og lære af de ting, de er lykkedes med derovre.  For i bund og grund kan det vel være mindst lige så meningsfuldt at bidrage til livskvalitet for mennesker med handicap i hverdagen som at vise publikum vej til deres sportsstjerners præstationer?

 

 

 

 

 

Mandag, 24 september, 2012