I en større sags tjeneste

I en større sags tjeneste

Af Tue Byskov Bøtkjær, formand for Det Centrale Handicapråd 

I morgen er det veterandag. Vi viser vores respekt for de mænd og kvinder, som har sat liv og helbred på spil for Danmark. For mange har det haft store konsekvenser. Nogle har betalt den højeste pris. Andre er mærket for livet.Mange veteraner har pådraget sig et fysisk eller psykisk handicap. Det er svært at omstille sig til en tilværelse, hvor handicappet sætter uvante grænser. Den oplevelse har de fleste mennesker med handicap haft, for langt de fleste har fået deres handicap i løbet af livet.

Tilbuddene skal hænge sammen

Der kan også vente en overraskelse i mødet med det offentlige system, som skal hjælpe med at klare en tilværelse med et handicap. De udfordringer har fået forsvaret til at stille en indsats op, som rækker ind over, hvad der egentlig er kommunernes ansvar. De har også affødt et forslag om en veteranstyrelse, der skal sikre, at der bliver taget hånd om veteranernes behov.

Lad mig sige det med det samme: En veteranstyrelse er ikke vejen frem. Det vil være en monumental falliterklæring for det kerneområde i vores velfærdssamfund, som handler om at støtte mennesker med handicap i at udfolde sig på lige fod med andre. Om det er en mine eller en maskine, der har taget dine ben, skal du selvfølgelig have en ordentlig behandling i Danmark. Der skal være de rigtige tilbud, og de skal hænge sammen, så de er den bedst mulige hjælp til at kunne uddanne sig, arbejde, lave fritidsaktiviteter og udfylde sin rolle i familien.

 

Har ønsket at gøre en forskel

Veteranerne har ønsket at gøre en forskel i verden. De har engageret sig i et højere formål. Deres krav om en ordentlig behandling er fuldt ud berettiget. Lad os vise dem den respekt at gøre noget ved de problemer, de peger på. Lad os bruge deres oplevelser til at fokusere, forbedre og skabe et samfund, hvor man bedre kan være med – også med et handicap. På den måde vil veteranerne endnu en gang kunne gøre en forskel i en større sags tjeneste.

Onsdag, 4 september, 2013