Ressourceforløb kan faktisk virke

Deltagere på Handicapidrættens Videnscenters ressourceforløb spiller spil på internat

Rådet har holdt rådsmøde. Blandt andet med beskæftigelse og ressourceforløb på dagsordenen.

En ridetur, besøg på socialøkonomiske virksomheder, maleøvelser og musik. Det har været nogle af grundstenene i Handicapidrættens Videnscenter samarbejdsprojekt Ressourceforløb, som rådsmedlem Kristian Jensen fra Handicapidrættens Videnscenter fortalte de øvrige medlemmer af rådet om på mødet i dag.

Projektet er affødt af førtidspensions- og fleksjobreformens mål om, at færre skal på førtidspension. I stedet skal borgere med komplekse udfordringer i ressourceforløb, som i bedste fald udvikler deres arbejdsevne, så de kan komme i arbejde eller i gang med en uddannelse.

Blandede erfaringer med ressourceforløb

De første erfaringer med ressourceforløb har været noget blandede. Men Muskelsvindfonden og Spastikerforeningen har i samarbejde med Handicapidrættens Videnscenter udviklet et forsøgsprojekt, som blandt andet skal bruge organisationernes viden om handicap til at hjælpe deltagerne tættere på uddannelse og arbejde. Midlerne er internatophold med idræt, fællesskab med andre deltagere, naturoplevelser og besøg i virksomheder og individuel opfølgning, når deltageren er hjemme igen.

Den individuelle opfølgning forsøger at rydde op i deltagerens liv, undersøger muligheder og kontakter uddannelsessteder og arbejdspladser. Arrangørerne regner med at cirka 35 vil gennemføre projektet, som startede i januar 2014. Indtil videre er erfaringerne rigtig gode. Mange har oplevet en ny start efter lange forløb i de kommunale systemer.

Forskning: Arbejde er ikke lig trivsel

Rådet hørte også Ph.d. Iben Nørup tale om resultaterne af sin forskning. Nørups afhandling fra 2014 viste, at det ikke har nogen indflydelse på, hvor godt man trives, om man har et arbejde eller ej, fortalte hun til rådet. Det medfører med andre ord ikke lavere trivsel at stå uden for arbejdsmarkedet ifølge Nørup, der ikke kan se, at mennesker uden arbejde har dårligere sociale netværk eller deltager mindre i foreningsliv og fritidsaktiviteter end mennesker i arbejde. Nørup fremhævdede, at hun tværtimod så en tendens til, at hvis man er meget syg og begrænset af sin sygdom, så er det lettere at være en del af fællesskabet, hvis man ikke bliver presset til at bruge sit overskud på at passe et arbejde nogle få timer om ugen.

Læs om Handicapidrættens Videnscenters ressourceforløb hos Videnscenteret

 

Fredag, 4 september, 2015