Rdet klager over klagerd Socialministerens lovforslag om klage- og ldrerd p hjemmehjlpsomrdet og boligministerens lovforslag om plejehjemsboliger, som oprindelig blev kaldt plejehjemspakken, nede ikke at komme til behandling i Folketinget inden Tinget lukkede for sommerferien. Sommerferien skulle i stedet bruges til at debattere lovforslagenes indhold. Socialministeriets lovforslag nr. 264 har mdt kraftig modstand hos handicaporganisationerne og ogs hos Det centrale Handicaprd. Rdet har netop afsendt sit hringssvar om Socialministeriets lovforslag om klage- og ldrerd p hjemmehjlpsomrdet, efter at forslaget har vret til debat p det seneste Rdsmde. Rdet pegede i sit svar p, at lovforslaget har sit udspring i en beretning fra Folketingets Socialudvalg fra 1993, hvorefter benbart urimelige hjemmehjlpsforhold skal kunne ankes. Rdet konstaterer, at retstilstanden p omrdet med dette lovforslag er undret. Sfremt regeringen alligevel nsker at gennemfre lovforslaget, anbefaler Rdet, at klagerdenes sammenstning bliver gjort uafhngigt af ldrerdene for at sikre, at alle relevante brugergrupper reprsenteres i klagerdene. Boligministeriet sendte i begyndelsen af august sit lovforslag nr. 265 om handicap- og ldreboliger til hring hos Det centrale Handicaprd. Rdet er meget tilfreds med boligministerens lovforslag, der giver amterne mulighed for nybyggeri af boliger til vidtgende handicappede. Men Rdet siger i sit hringssvar, at der ogs br vre en mulighed for, at amterne kan renovere de nyere, men utidssvarende 112-institutioner i stedet for kun at opfre nye plejeboliger. Rdet henviser i sit svar til Statens Byggeforskningsinstituts undersgelse fra 1995, der pviser, at standarden p vrelserne p 112-institutioner er vsentligt ringere end p de almindelige plejehjem. Undersgelsen siger om dette, at mens over 50% af plejehjemmene opfyldte standarden, gjaldt det kun 15% af 112-boligerne. En stor del af de eksisterende 112-institutioner br derfor efter Rdets opfattelse erstattes med tidssvarende nybyggeri. Lovforslaget arbejder med en forudstning om, at der opfres 100 nye boliger om ret for handicappede. Det vil s tage mere end 80 r, fr boligstandarden nr op p 1995-niveau. Dette er baggrunden for, at Rdet foreslr, at amterne, udover nybyggeri, ogs br have mulighed for renovering af 112-omrdet. Det centrale Handicaprd afsendte sit hringssvar den 31. august 1995. Besg fra Randers Med et debatoplg fra direktr for Reva-Randers, Ulla Jespersen, tog Rdet fat p en diskussion om revalideringsinstitutionernes fremtid og hvilke ndringer, der skal til for at f brugerne ud p arbejdsmarkedet. Ulla Jespersen mindede om, at mens Bistandsloven i vrigt er ndret et utal af gange, er reglerne om revalideringsinstitutionerne aldrig blevet revideret, bortset fra bestemmelsen om de beskyttede enkeltpladser. Ulla Jespersen gik ud fra egne erfaringer og omtalte et torigt udslusningsprojekt for brugere, der efter et ophold p revalideringsinstitutionen er klar til arbejdsmarkedet. Der blev stillet krav om en konkret plan for placeringen og udarbejdet en skriftlig aftale med arbejdsgiveren. Kort sagt et fast program, der skulle vre til gavn for brugeren. I 3 mneder var der tt opflgning, og det var institutionernes opgave at finde en ny placering, hvis den frste ikke var en succes. Vigtigheden af den lokale forankring blev understreget, man kan gre meget lokalt for at ge forstelsen hos arbejdsgiverne og i de faglige organisationer. Men ogs revalideringsinstitutionerne selv m flge godt med. De m have de samme arbejdsredskaber, som bliver anvendt p arbejdspladser i dag. Ulla Jespersen ppegede, at institutionerne skal tage hjde for ndringer i behov for arbejdskraft og tilpasse institutionen til de ndrede behov. Revalidering p en almindelig virksomhed med sttte fra institutionen er en mulighed, sagde Ulla Jespersen og fortsatte med at forklare, at man mske endda kunne ende med at komme s langt, at institutionen kun skal afprve og vurdere klienten, hvorefter denne kunne placeres p det almindelige arbejdsmarked. Hun mente i vrigt ogs, at de beskyttede enkeltpladser som 50/50-ansttelse og 1/3-ansttelse er alt for stive ordninger. De burde vre mere fleksible og i hjere grad afspejle den ansattes arbejdsevne. - Og det gr lovlig hurtigt med at placere folk i 50/50-ordninger nu om dage, sagde hun. Der skal faktisk mere end 3 mneder til for at kunne vurdere, om fremtiden for denne person er en 50/50-ansttelse. Det er vigtigt at tnke udslusning ind fra den frste dag og flge op lbende, s de, der er parat til arbejdsmarkedet, kommer ud fra institutionen, fastslog hun. Hun mente, at de beskyttede vrksteder for udviklingshmmede udgr et srligt problemfelt. Med god opflgning vil mange af disse kunne komme ud p en almindelig arbejdsplads. Det er stabile medarbejdere, nr de fler sig trygge. Dog var hun opmrksom p, at nogle fra denne gruppe aldrig vil kunne udsluses fra vrkstedet til det almindelige arbejdsmarked. Der var i Rdet divergerende opfattelser af, om revalideringsinstitutionerne fortsat skal ligge i Socialministeriets regi, eller om man ud fra sektoransvarlighedsprincippet burde flytte dem over i Arbejdsministeriets omrde. Rapport fra sknejobudvalget Arbejdsministeriet og Socialministeriet nedsatte i maj 1995 et flles udvalg om sknejob i den private og den offentlige sektor. Udvalget har foruden de to ministerier reprsentanter fra Finansministeriet, Dansk Arbejdsgiverforening, Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgivere, LO, Kommunernes Landsforening og Amtsrdsforeningen. Udvalget fik til opgave at komme med forslag til, hvordan man kan fremme etableringen af sknejob. Udvalgets arbejde tager udgangspunkt i de sociale kapitler, som nu indgr i en rkke private og offentlige overenskomster samt i de offentlige sttteordninger til etablering af stillinger p srlige vilkr. Udvalget har netop offentliggjort sin frste rapport, som omhandler foranstaltninger til fremme af sknejob for allerede ansatte, som, af den ene eller anden grund, fr behov for ansttelse p srlige vilkr. Udvalget vil senere p efterret offentliggre sin anden rapport, som kommer til at handle om sknejob til personer, som aldrig har haft varig kontakt til arbejdsmarkedet. Som nvnt omhandler denne frste delrapport alene sknejob til allerede ansatte. Det indebrer, at de problemfelter, som analyseres i rapporten, tager udgangspunkt i den situation, som en ansat str i, hvis vedkommende p grund af sygdom, arbejdsulykke eller andet risikerer at miste kontakten til arbejdsmarkedet. Selv om rapporten har den allerede ansatte som udgangspunkt, s er rkkevidden i rapportens anbefalinger langt videre. Flertallet af de anbefalinger, udvalget nu fremkommer med, vil vre bestemmende for diskussionen om sknejob, uanset rsagen til etableringen af sknejobbet og uanset, hvilken hidtidig tilknytning til arbejdsmarkedet brugeren af sknejobbet mtte have. Med udgangspunkt i en ganske omfattende analyse fremkommer udvalget med flgende hovedsynspunkter. - Udgangspunktet er, at behovet for sknejobs fortrinsvis dkkes gennem aftaler mellem arbejdsgivere og lnmodtagere uden tilskud fra det offentlige. I det omfang lnmodtagerens erhvervsevne er s nedsat, at vedkommende ikke kan aftale sig til en arbejdsindkomst, som dkker personens fulde forsrgelse, s skal der, efter godkendelse fra det offentlige, vre mulighed for offentligt tilskud. Det betyder med andre ord, at der foresls en offentlig visitationsordning til de private sknejobsaftaler, som aftaleparterne indgr, nr der er tale om aftaler, som forudstter offentligt tilskud. Hvordan en sdan visitationsordning skal udformes, fremgr ikke af rapporten. - Udvalget tager afstand fra kvotaordninger eller andre former for tvangsforanstaltninger for at fremme ansttelse af personer med erhvervshmning. - Bde arbejdsgivere og lnmodtagere p det private arbejdsmarked frarder kollektive belnningsformer til virksomheder, som etablerer sknejob. Parterne p det offentlige arbejdsmarked finder derimod, at det i visse tilflde vil fremme etablering af sknejob, hvis institutionen kan f et tilskud til lnudgift. - Udvalget anbefaler en get anvendelse af de nuvrende individuelle tilskudsordninger i bistandslovens revalideringsbestemmelser: arbejdspladsindretning, beskyttet beskftigelse, arbejdsprvning m.v. og lov om personlig assistance til handicappede i erhverv. Alt dette m betyde, at Udvalget ikke foreslr nye sttteordninger. - Udvalget finder, at der er behov for en smidiggrelse af de individuelle tilskudsordninger, s de lettere kan spille sammen med de sknejobsaftaler lnmodtagere og arbejdsgivere indgr. Udvalget foreslr med andre ord ikke nye konkrete ndringer i de nuvrende ordninger, men foreslr, at der etableres forsg med 50/50-ordningen med henblik p at f erfaringer med andre tilskudsformer end de nuvrende. Af rapporten fremgr det imidlertid, at der har vret drftet ndringer p flgende omrder: - at gre tilskuddet uafhngig af fagets mindsteln - at gre tilskuddet til et fast kronebelb pr. time - at gre tilskuddet til en fast ydelse pr. ansttelse - at gre tilskuddet til en fast ydelse til personen - at faststte tilskuddet i forhold til personens erhvervsevnenedsttelse - at give mulighed for anciennitetsstigning -Udvalget foreslr en ndret byrdefordeling mellem stat, amt og kommune vedrrende lntilskudsdelen i stillinger oprettet efter bistandslovens  91 (50/50-ordningen). Formlet er at sikre, at de myndigheder, der betaler tilskuddet, har et konomisk incitament hertil. -Udvalget foreslr, at visitationen til beskyttede stillinger gres smidigere og mere effektiv. Visitationstiden er i dag ofte for lang. -Udvalget konstaterer, at den manglende mulighed for at bevare dagpengeretten i 50/50-ordningen er en barriere for udbredelse af ordningen. Udvalget er imidlertid enigt om ikke at foresl ordningen gjort dagpengeberettiget. Udvalget finder, at ordningen konflikter med de basale principper om rdighed og arbejdskravet. Udvalget konstaterer imidlertid, at der er et nske om at f undersgt, hvilke alternative lsninger, der kan findes for at overvinde barrieren. -Udvalget konstaterer, at Arbejdsministeriet og Socialministeriet vil oprette et Udviklingscenter for job p srlige vilkr. Udvalget anbefaler, at dette udviklingscenter fr til opgave at ivrkstte: -En oplysningskampagne om mulighederne for at oprette sknejob, herunder om de offentlige tilskud og vejledningsmuligheder. -En rejsende konsulenttjeneste, der regionalt/lokalt initierer netvrk og samarbejde mellem virksomheder, arbejdsmarkedsorganisationerne og offentlige myndigheder om etablering af sknejob. -Forsg med fleksible tilskudsordninger efter bistandslovens  91 samt forsg med tvrfagligt virksomhedsopsgende arbejde. - Sttte til virksomheder efter ansgning i forbindelse med tildeling af midler fra den pulje, der er afsat i Social- og Arbejdsministeriet til fremme af sknejob. I skrivende stund har den endelige ordlyd af rapporten kun vret kendt nogle f dage, hvorfor det ikke er muligt at g ind i en nrmere vurdering af rapporten. Rapporten synes imidlertid at diagnosticere problemerne ganske prcist. At stte navn p den helbredende behandling overlades derimod i vid udstrkning til den debat, som forhbentlig flger af rapporten. Set fra Rdets synspunkt er det naturligvis positivt, at udvalget anerkender, at den manglende dagpengeret i 50/50-ordningen udgr en reel barriere for udbredelsen af ordningen. Det er imidlertid skuffende, at udvalget ikke foreslr dette problem lst n gang for alle ved at foresl, at ordningen kan danne grundlag for optjening af dagpengeret. Det har ogs vret diskuteret, hvorvidt det vil vre formlstjenligt med en fleksibel tilskudsprocent i 50/50-ordningen. Der har vret delte meninger herom - ogs blandt handicaporganisationerne, men et m st fast, at det bliver svrt at forene udvalgets nske om at smidiggre visitationsproceduren til 50/50-ordningen, hvis man samtidig indfrer en individuel erhvervsevnevurdering forud for faststtelse af en personlig tilskudsprocent. Endelig m man ogs konstatere, at udvalget ikke ofrer mange ord p den frygt for udpresning fra det almindelige arbejdsmarked til sknejob, som ikke mindst handicaporganisationerne har udtrykt frygt for. Det br derfor foresls, at det kommende Udviklingscenter for job p srlige vilkr fr til opgave at evaluere udviklingen i etableringen af sknejobs, s det bliver muligt at konstatere, hvorvidt den frygtede udpresning finder sted eller ej. Smhusreglementet Det er ikke frste gang Rdet har smhusreglementet p dagsordenen. Frste gang var helt tilbage til 1984 og allerede dengang stillede Rdet krav om, at nyopfrte boliger blev gjort tilgngelige for handicappede. Sprgsmlet er heller ikke blevet gjort mindre aktuelt efter, at FN har vedtaget Standardreglerne, der netop siger om tilgngelighed, at de enkelte lande br ivrkstte foranstaltninger til at fjerne barrierer i de fysiske omgivelser. Det hedder endvidere i regel 5, som er reglen om tilgngelighed, at foranstaltningerne br best i at udarbejde standarder og retningslinjer, samt overveje at indfre lovgivning til sikring af tilgngelighed til f.eks. boliger. Med henvisning til denne regel mener Rdet derfor, at der i reglementet br vre krav om, at alle nyopfrte boliger opfres handicapegnede. Rdet er blevet hrt af Boligministeriet om smhusreglementet med svarfrist til den 2. oktober 1995. Debat om genteknologi Sundhedsministeren udsendte i midten af maj 1995 en redegrelse til Folketinget om genteknologi og den lgelige behandling til hring hos bl.a. Det centrale Handicaprd. Rdet har svaret p henvendelsen den 15. august og siger i sit svar, at det langt hen ad vejen er enigt i debatoplgget, der bl.a. anbefaler, at der bliver oprettet et Genterapird. Rdet lgger vgt p, at handicaporganisationerne skal vre reprsenteret i det nye genterapird. Rdet nsker desuden debat om og stillingtagen til en rkke sprgsml om, hvad der f.eks. vil ske med den familie, der vlger at undlade at f foretaget en gentest, eller som fr foretaget en gentest og alligevel vlger at f et barn. Rdet nsker svar p, om denne familie kan f konomisk og praktisk hjlp til deres handicappede barn. Det m ligeledes afklares, hvor stor en grad af normalitet samfundet forventer af sine borgere. Rdet opfordrer til, at disse sprgsml kommer til afklaring, inden lovgivningen om patientrettigheder udformes, og at besvarelsen vil indg i den planlagte genetiske rdgivning. Ny bekendtgrelse Det centrale Handicaprd har fet en ny bekendtgrelse, som glder fra den 1.juli 1995. Den vsentligste nyhed er, at sektoransvarlighedsprincippet er blevet slet fast i den nye bekendtgrelse. Tidligere var socialministeren i fokus, men efter ndringen kan alle ministre og Folketinget hente rd og vejledning i Det centrale Handicaprd. Samtidig har Arbejdsministeriet fet medlemsstatus. Kulturministeriet og Forskningsministeriet har fet plads i Rdet som srligt sagkyndige. En anden ndring er den, at Rdets funktionsperiode er forskubbet r for at undg, at den falder sammen med de kommunale rds valgperiode. Det betyder, at Rdet fremover virker for en 4-rig periode fra 1. juli i ret efter kommunalvalget. Hele Rdet kan herefter nybeskikkes p n gang efter de kommunale valg, s alle Rdets medlemmer kan fungere samlet i samme periode. Helios efter 1996 P Rdsmdet blev der orienteret om, at EUs sociale handlingsprogram for 1995 - 1997 bl.a. omfatter to tiltag p handicapomrdet. For det frste vil der, da Helios II programmet afsluttes i 1996, af Kommissionen blive ivrksat brede hringer om en evt. fortsttelse i form af Helios III. Det kan i vrigt oplyses, at der igen i r bliver afholdt en dansk informationsdag om Helios II. Informationsdagen bliver i r d. 8. november. For det andet vil Kommissionen fremlgge meddelelse om de foranstaltninger, der skal trffes for at fjerne de diskriminerende hindringer, handicappede i Europa endnu udsttes for. I europiske handicapkredse bliver det for jeblikket indgende diskuteret, om foranstaltningerne skal vre lovgivningsinitiativer i lighed med den amerikanske rettighedslov ADA, eller om man br g den vej, vi har fulgt i Danmark, hvor man foretrkker at holdningspvirke, s det er de gode viljer, der frer til forandringer, og ikke regler og love. Emnet vil ogs komme op i forbindelse med regeringsforhandlingerne om traktaten i 1996, og i Rdet kunne man meget vel forestille sig, at Rdet fik en officiel hring, forinden disse forhandlinger gr i gang. Aflysning af konference om Standardreglerne. Rdet sendte i august indbydelser ud til en konference den 10. oktober i Kbenhavn om FNs Standardregler om lige muligheder for handicappede. Konferencen havde til forml at udbrede kendskabet til Standardreglerne hos beslutningstagerne p det hjeste offentlige niveau. Invitationen gik til alle landets borgmestre, amtsborgmestre og ministre med oplysning om, at hvis den politisk ansvarlige var forhindret, var den administrative topchef velkommen til at deltage. Programmet bd p indlg fra den af FN udpegede srlige rapportr til overvgning af Standardreglerne Bengt Lindqvist, socialminister Karen Jespersen og journalist Herbert Pundik. Der var ogs planlagt indlg fra en departementschef, en amtsborgmester og en borgmester med bud p, hvad Standardreglerne vil betyde i deres ministerie, amtskommune eller kommune. De tilmeldinger, vi modtog var p et kvalitativt hjt niveau, men kvantitativt kneb det. Ved tilmeldingsfristens udlb var der kun modtaget et halvt hundrede tilmeldinger. Rdet besluttede herefter p sit mde d. 13. september med stor beklagelse at aflyse mdet, da formlet ikke ville kunne opns med s begrnset en deltagerskare. Punkter p sidste Rdsmde Overskrifterne p mdet var Formandens indledning Meddelelser og gensidig orientering Siden sidst Ny bekendtgrelse nr. 499 af 21. juni 1995 om Det centrale Handicaprd med tilhrende forretningsorden af s.d. Handicaprdets konference om Standardreglerne den 10. oktober 1995 Virksomhedernes sociale engagement: Kampagne i Kampagnen, herunder formandskabets mde med socialministeren den 29. juni 1995 Orientering om forlbet af temadag den 21. august med initiativer til etablering af sknejob til allerede ansatte, afholdt af Sknejobudvalget Orientering om Tilsynsrdet for Nordjyllands Amts afgrelse i principiel sag om fysisk tilgngelighed til en folkeskole Direktr for REVA-Randers Ulla Jespersen: Revalideringsinstitutionernes fremtid - hvordan fr vi klienterne ud p arbejdsmarkedet, hvilke ndringer skal der til? "Plejehjemspakken: Boligministerens lovforslag om revision af loven om boliger for ldre og for personer med handicap m.v. og socialministerens lovforslag om ldrerd og klagerd p hjemmehjlpsoprdet Bygge-og Boligstyrelsens forslag til nyt bygningsreglement for smhuse Faststtelse af mdedatoer i 1996. Oversigt over bilag Som noget nyt vil Handicaprd fremover bringe en oversigt over, hvilke bilag rdsmedlemmerne har modtaget siden det sidste mde. Interesserede lsere fr herefter en mulighed for at henvende sig direkte til den primre afsender og f dokumenterne tilsendt. Siden det sidste rdsmde i juni mned er der udsendt 21 bilag. Svar den 8. august 1995 fra Kulturminister Jytte Hilden vedlagt svar fra Danmarks Radio og TV 2 vedr. tekstning af TV-udsendelser. Trafikministerens svar den 28. juni 1995 til Det centrale Handicap vedr. individuelle krselsordninger. Det centrale Handicaprds brev den 21. marts 1995 til Sundhedsministeriet vedr. behovet for tidlig indsats omkring taleundervisning ved behandling af apopleksiramte. Sundhedsministeriets svar den 28. juni 1995 vedr. behovet for hurtig ivrksttelse af taleundervisning til apopleksiramte. Apropos Handicap - nr. 6/1995. Det centrale Handicaprds brev den 4. juli 1995 til sundhedsminister Yvonne Herlv Andersen vedr. adgangsforhold til helseklinikker. Det centrale Handicaprds brev den 4. juli 1995 til miljminister Svend Auken vedr. adgangsforhold til helseklinikker og anvendelse af planloven. Miljministerens svar den 24. juli 1995 til Det centrale Handicaprd vedr. adgangsforhold til helseklinikker. Socialministeriets bekendtgrelse nr. 499 af 21. juni 1995 om et Centralt Handicaprd - med virkning fra 1. juli 1995. Forretningsordenen, dateret 21. juni 1995, for Det centrale Handicaprd - med virkning fra 1. juli 1995. Apropos Handicap nr. 7 - 1995. Justitsministeriets lov nr. 388 af 14. juni 1995 om vrgeml. Center for Ligebehandling af Handicappedes pjece: Sdan informerer du alle! - En vejledning i at informere handicappede, juli 1995. Det centrale Handicaprds svar den 15. august 1995 til Sundhedsministeriet vedr. debat om redegrelsen om genteknologi og lgelig behandling af mennesker. Palle Simonsens tale ved Undervisningsministeriets Sor-konference om uddannelse den 2. august 1995. Sundministererens svar d. 17. august 1995 p Rdets henvendelse den 4. juli 1995 vedr. adgangsforhold til helseklinikker. Uddrag af udkast til nyt bygningsreglement for smhuse, hringsudgave 20. juli 1995. Notat af 15. august 1995 fra udvalget om sknejob:"Barrierer for etablering af sknejob", vedlagt "Idekatalog til forsg og oplysningskampagne" samt "Udkast til Udviklingscenter for beskftigelse p srlige vilkr". Center for Ligebehandling af Handicappedes notat om "Antal beskyttede enkeltpladser" fra 11. august 1995. Det centrale Handicaprds svar den 31. august 1995 til Boligministeriet, Bygge- og Boligstyrelsen, om Boligministeriets hring af 4. august 1995 over forslag til lov om ndring af lov om boliger for ldre og personer med handicap, lov om individuel boligsttte, lov om leje og lov om boligbyggeri. Apropos Handicap nr. 8 - med tillg: "Flere sommerglder". Bilag Palle Simonsens tale ved Undervisningsministeriets Sor-konference om uddannelse den 2. august 1995. Hvordan vi sikrer, at tilbagevendende uddannelse bliver for alle - det sociale aspekt. introduktion Temaet for dette rs Sor-mde "Livslang lring - tilbagevendende uddannelse" er et srdeles vigtigt tema. Ikke blot fordi emnet er spndende, men ogs fordi det kan tolkes som en erkendelse af, at vi her str med et ganske betydeligt problem. Jeg er blevet bedt om at komme med nogle betragtninger om, hvordan vi sikrer, at tilbagevendende uddannelse bliver for alle - det sociale aspekt. Det er nok stort set lige s vanskelig en opgave som at lse cirklens kvadratur. I mine bestrbelser p at samle materiale ind om emnet, er jeg blevet yderligere bestyrket i vanskelighederne ved at f styr p det. "Uddannelse er et vigtigt omrdet bde for den enkelte og for samfundet. For den enkelte giver uddannelse frdigheder og viden, som gr det lettere at klare sig p arbejdsmarkedet. Uddannelse udvikler ogs p det personlige plan. For samfundet er det et ml at sikre, at folk fr en uddannelse, der kan bruges p arbejdsmarkedet og samtidig kan synes meningsfyldt. Og endelig er det bde p det personlige og p det samfundsmssige plan vigtigt gennem uddannelse at sikre, at unge vil kunne fungere i et demokratisk samfund". Det var et citat fra Velfrdskommissionens indledning til afsnittet "uddannelsespolitik for de nye ungdomsrgange". Citatet understreger - synes jeg - vigtigheden af, at uddannelse giver muligheder p arbejdsmarkedet. Det fr mig s til at fremfre den frste pstand: At uddannelsespolitikkens samspil med arbejdsmarkedspolitikken er af uhyre stor vigtighed. Jeg har opfattet min opgave her i dag om reprsentant for den sociale samvittighed. Og det har jeg tnkt mig at tage alvorligt, selvom nogen s efterflgende vil pst, at der manglede helhedssyn og gennemsnitsbetragtninger. Jeg vil tage udgangspunkt i den kendsgerning, som fremgr af flere rapporter: at ca. 1/3 af hver ungdomsrgang ikke nr at f en erhvervskompetencegivende uddannelse. Fundamentet for livslang lring er, at man overhovedet kommer i gang. Derfor fler jeg mig overbevist om, at man i forlngelse af min frste pstand kan konstatere, at jo svagere grupper vi har med at gre, desto vigtigere bliver samspillet mellem uddannelsespolitik og arbejdsmarkedspolitik. Citatet fra Velfrdskommissionen stter imidlertid ogs fokus p nogle "blde" og mere personnre dimensioner: Livskvalitet, livsmuligheder,... Uddannelse drejer sig ikke kun om arbejde og erhvervschancer, det er samtidig en af de bedste og mest sikre adgangsbilletter, der overhovedet kan lses til det moderne samfund. Prcis de samme komplekse sammenhnge mellem uddannelse, arbejdsliv og dagligliv i en bredere forstand var et omdrejningspunkt for Socialkommissionen. Som bekendt talte den om den skaldte sociale arvelov, som siger: "brn af vindere bliver sjldent tabere - brn af tabere bliver sjldent videre", og man konstaterer i den forbindelse, at den sociale arv er ubrudt trods en massiv uddannelsesindsats. Derfor er det vigtigt for mig frst at se p den svage gruppes vanskeligheder i forhold til uddannelsessystemet som helhed, men samtidig er det vigtigt at se p de svage grupper i sig selv - hvem er de, hvorfor og hvordan er de svage? Hvilke krav og forventninger kan vi stille? SPRGSML Som sagt ca. 1/3 af hver ungdomsrgang nr ikke at f en erhvervskompetencegivende uddannelse. 1/3 er ganske enkelt for mange, og de omkostninger - menneskeligt, socialt og samfundsmssigt - der flger med, er for store. Det giver mig i frste omgang anledning til at stille en rkke mere overordnede sprgsml, og nogle af dem er jeg ikke i stand til selv at besvare, men jeg mener de er relevante for en diskussion. -Passer vort uddannelsessystem overhovedet til denne gruppe? -Forstr det nuvrende uddannelsessystems udvere at hndtere uddannelse, som ikke primrt baserer sig p teori eller boglig indlring? -Hvad er den sociale baggrund for den gruppe? - Har denne gruppes problemer sin rod i folkeskolens utilstrkkelighed? -Svkker vort strkt decentraliserede politiske- og forvaltningsmssige system i realiteten mulighederne for at gre en mlrettet indsats for denne gruppe? -Ser danske virksomheder - bde offentlige og private - bort fra et socialt ansvar og udstder svage medarbejdere? -Vil mennesker, som er tabt i ungdomsuddannelserne og ikke har vret p skolebnken i 25 r, overhovedet vre motiveret for en skaldt voksenuddannelse? -Og hvis man ser p de arbejdsmssige muligheder: Vil den teknologiske udvikling fjerne s mange af de mere praktiske og manuelle jobs, at det er umuligt at skaffe arbejde til bogligt svage? -Hvilke faktorer skaber motivation for den bogligt svage gruppe? -Hvilke barrierer er der i forhold til virksomhederne? Som jeg nvnte, er jeg ikke i stand til at svare p alle sprgsmlene, men jeg skal senere vende tilbage til nogle af dem. HVEM ER DE SVAGE, HVORFOR OG HVORDAN ER DE SVAGE? En hovedoverskrift i utallige analyser over de seneste rtiers udvikling p arbejdsmarkedet er, at kravene til uddannelse og kvalifikationer er skrpet og fortsat skrpes. Processen indebrer en snigende opdeling af samfundet, som ikke mindst kommer til syne i form af udstdning fra arbejdsmarkedet. Udstdningens mekanismer kommer til syne p virksomhederne i deres bud efter arbejdskraft, men det er for snvert at pst, at virksomhederne alene har ansvaret for udstdningen. Dybest set er der blot tale om udtryk for en udvikling, der prger hele samfundet, og som det er samfundets ansvar at gre op med. Og som dermed ogs er et ansvar hos hver enkelt af os. Uddannelsessystemets udvikling i den samme periode er ikke mindst et spejlbillede heraf, men jeg tror ikke jeg generer nogen ved at bemrke, at det er som om, vi p en eller anden mde har koncentreret vore anstrengelser om at skaffe muligheder til de strke. Det kan vi glde os over p de strkes vegne, og deres muligheder skal naturligvis ikke forringes, men konsekvensen er den benbare, at afstanden mellem de strke og de svage bliver forget. De svage grupper er ikke mindst svage som konsekvens af en udvikling, som gr andre grupper strke, og som i nogen grad indebrer en prioritering af de strkes vilkr og muligheder. Men apropos den sociale samvittighed: Jeg synes, det er et stort problem, at der ikke er ofret s mange krfter p at f fundet ud af, hvordan denne gruppe af unge er sammensat, hvorfor og hvordan de er svage? Det er klart, at en betydelig del af gruppen bestr af mennesker, som har det til flles, at de er skoletrtte, demotiverede og ikke har tilstrkkelig gennemslagskraft i forhold til de formaliserede systemer - men det skal ikke overses, at rsagerne til, at det er sdan fat, er uendeligt forskellige. Gruppen bestr ogs af mennesker, som har det handicap, at teoretisk indlring stder p meget store vanskeligheder. Som kun har eet nske: at f lov til at bruge deres hnder. Og s er der naturligvis gruppen af traditionelt handicappede. Det kan vre svel fysisk som psykisk handicappede. Det kan vre psykisk syge og misbrugere. Og der er naturligvis ogs en del indvandrere. Gruppen af "svage" er mangfoldig, og det samme er den "svaghed", som dens medlemmer brer p. En pstand, som jeg vil tilbyde, er, at vi ved for lidt om de "svage" og deres "svagheder". Det er, som jeg ser det, et alvorligt problem, fordi sdan en viden er en vsentlig forudstning for at kunne yde en mere mlrettet og kvalitetsbetonet indsats overfor de svage grupper. Specielt er det vigtigt, at vi tager den "sociale arvelov" alvorligt: For vsentlige grupper blandt de svageste, er rsagerne til, at de ikke nr igennem uddannelsessystemets "nlejer" formentlig at sge i sociale og kulturelle forhold. Hvis det er tilfldet, s er svaret p disse svage gruppers uddannelsesmssige problemer nppe en isoleret uddannelsesmssig indsats. DEM DER ALDRIG KOMMER I GANG Marginalisering er ikke et isoleret ungdomsfnomen. Det er ikke en uhelbredelig sygdom, som man erhverver i en srlig alder. Men alligevel: P et praktisk plan siger "den sociale arvelov" netop, at marginalisering for mange tager sit udspring i ungdomsperioden. De grupper, som marginaliseres helt i forhold til arbejdsmarkedet, er frst og fremmest de grupper, som slet ikke kommer i gang med en uddannelse efter folkeskolen. Det ansls, at ca. 6% af en ungdomsrgang slet ikke kommer i gang med en uddannelse efter folkeskolen. Hertil kommer knap 20%, der falder fra uddannelserne. Disse unge str ogs i en kritisk situation. Ikke engang 1/6 af dem, der afbryder et eller flere forlb, sknnes i sidste ende at fuldfre en uddannelse. Det er ikke mindst p de tekniske erhvervsuddannelser, at det store frafald sker, mens frafaldet p gymnasieomrdet er meget begrnset. En del af frafaldsproblemet m ndvendigvis falde tilbage p uddannelsesinstitutionerne, p uddannelsernes indhold og struktur og p kvaliteten i undervisningen; men der er ogs andre forhold, der har betydning. Erhvervsuddannelserne opleves ofte som utidssvarende og ikke s tiltrkkende for de unge sammenlignet med gymnasiet og HF. Et srligt problem i forhold til erhvervsuddannelserne er mske, at de tilbud, der ligger p den anden side af uddannelsen, opleves som begrnsede af de unge, der opsger eller kunne tnkes at opsge uddannelserne. Det store frafald i erhvervsuddannelserne samt det forhold, at mange unge, der i dag sger gymnasiet, ville vre bedre tjent med en faglig uddannelse, peger sledes p dels at gre erhvervsuddannelserne mere attraktive dels at forbedre kvaliteten og formentlig ogs gre uddannelserne mindre teoretiske. Her anbefaler Velfrdskommissionen jo netop en uddannelsesreform, og de fremhver, at det er ndvendigt med en forbedret styring af uddannelsestilbuddet og etablering af nye uddannelser, indlring af praktiske kundskaber tidligere i forlbene samt at styrke vekselvirkningen mellem teori og praksis og ikke mindst at skabe et forbedret undervisningsmilj. Det er min opfattelse, at man herigennem netop skal kunne f fat p en stor del af de unge, der er skoletrtte, og mske ogs mange af de demotiverede. Dernst tror jeg p, som noget utrolig vsentligt, at man ogs herigennem vil kunne reducere frafaldet p erhvervsuddannelserne i betydeligt omfang. Jeg er helt opmrksom p, at der ligger en modstning i de forhold, jeg har ridset op: en praktisk og mindre teoretisk orientering af erhvervsuddannelserne kan vre meget svr at forene med en ambition om, at uddannelserne samtidig skal give adgang til bedre og mere vidtrkkende videreuddannelsesmuligheder p den anden side af uddannelserne, men s m der vre behov for differentierede tilbud. Uddannelse til alle - de svagestes vilkr Hvordan str det s egentlig til med de vilkr, som bydes den svagere del af den tredjedel, der aldrig fr en kompetencegivende erhvervsuddannelse? Jeg har bemrket mig, at der i regeringsgrundlaget indgr en mlstning om: "Alle unge skal have tilbud om uddannelse eller job, der giver fast tilknytning til arbejdsmarkedet. For de unge, der ikke opnr en kompetence, der giver adgang til arbejdsmarkedet, br der aftales job p lrlingelignende vilkr". Undervisningsministeriets redegrelse om uddannelse til alle, gennemfrelse af EGU-uddannelsen, den nye frie ungdomsuddannelse samt det skaldte Brobygningsprojekt giver, og det er ubestrideligt, nogle helt nye og betydelige muligheder. Men et af de sprgsml, jeg rejste i starten, var: - Forstr det nuvrende uddannelsessystems udvere at hndtere uddannelse, som ikke primrt baserer sig p teori eller boglig indlring? Jeg vover det ene je og svarer "nej" til det sprgsml. Et andet sprgsml var: -Svkker vort strkt decentraliserede politiske- og forvaltningsmssige system i realiteten mulighederne for at gre en mlrettet indsats for de svage grupper? Dertil vil jeg s godt svare nu: Sdan er det vist desvrre, og det skal jeg prve at give nogle eksempler p. I det sidste nr. af Landsforeningen til Sttte af Sent Udvikledes blad er der et referat af en paneldebat med reprsentanter fra en rkke uddannelsesinstitutioner i Aalborg. Temaet for diskussionen var bl.a., hvordan man kunne benytte de nye uddannelser EGU og FUU. Panelet strakte sig fra Efterskolen i Bakkerne over produktionsskoler til forskellige former for daghjskoler samt en reprsentant fra den kommunale ungdomsskole og en EGU-vejleder. For at sikre, at diskussionen kom til at handle om de sent udviklede unge, havde man beskrevet fire typiske eksempler p elever, der efter endt skolegang i folkeskole eller efterskole var strandet uden at vre kommet i gang med en uddannelse eller arbejde. En overordnet konklusion af paneldebatten mtte desvrre blive, at kun meget f havde lyst til at byde ind p disse fire "besvrlige unge". De blev kendetegnet som "umodne", "usikre", "ukendte" og "belastede". rsagen til denne lidt deprimerende indstilling skal nok ses i lyset af, at de fleste uddannelsesinstitutioner kender alt for lidt til den type unge. Det var derfor heller ikke overraskende, at det var Efterskolen i Bakkerne og produktionsskolerne, der havde flest konkrete tilbud. Som referenten konkluderer, var det nok en noget skuffende diskussion, men p den anden side blev der sat fokus p nogle problemstillinger, der skal arbejdes videre med: Forldre og vejledere mtte gre sig klart, at der skal tnkes meget kreativt for at sikre, at de nye tilbud ogs kommer til at glde sent udviklede unge. Set fra de sent udvikledes synspunkt er uddannelsessystemet simpelthen ikke rummeligt nok -og det vil ndringer p erhvervsuddannelsesomrdet ikke ndvendigvis kunne lave om p. Der skal sledes en kraftigere indsats til, for at den del af regeringsgrundlaget, som jeg citerede, ogs bliver opfyldt. De handicappede Tilsvarende problemer gr sig gldende, hvis man ser p handicappedes adgang til uddannelsessystemet, og dermed ogs til livslang lring. Her kan man konstatere, at der p en rkke uddannelser ikke er hjemmel til at yde specialpdagogisk bistand, dvs. at undervisningsstedet ikke er forpligtet til at stille hjlpemidler, srligt tilrettelagt undervisningsmateriale, personlig hjlp i form af tolk eller sekretr/praktisk hjlp til rdighed. P Undervisningsministeriets omrde drejer det sig om alle de videregende uddannelser og de almene voksenuddannelser. Hvad angr produktions- og daghjskoler er der netop her i forret kommet en ndring, sledes at man "kan" yde specialpdagogisk bistand. Erfaringen er imidlertid, at en "kan bestemmelse" nsten er mere skadelig end ingen bestemmelse, fordi disse skaldte fakultative bestemmelser i praksis har en tendens til Nr det drejer sig om FUU, glder de samme retningslinier som for de enkelte uddannelser, som indgr i FUU. Det betyder i realiteten, at der kun sjldent ydes specialpdagogisk bistand. For uddannelse uden for Undervisningsministeriets omrde er specialpdagogisk bistand stort set ukendt. Der er frst og fremmest grund til her at nvne AMU-uddannelserne under Arbejdsministeriet, men det glder ogs uddannelser under Kulturministeriet, Sundhedsministeriet, Erhvervsministeriet og Boligministeriet. Nu er jeg selvflgelig helt p det rene med, at den omstndighed, at en uddannelsesinstitution ikke yder specialpdagogisk bistand, ikke betyder, at eksempelvis handicappede aldrig fr hjlp, men det er ogs klart, at det virker uforsteligt, at uddannelser for mennesker med handicap fortsat skal vre et socialt anliggende. Der er behov for at f gjort op med den tankegang, at handicappede dybest set er mennesker, som andre br tage sig af! Dem der bliver stemplet svage Resultatet er, at selv elever, som "kun" har et fysisk handicap som f.eks. et synshandicap, et hrehandicap, et talehandicap eller et bevgehandicap bliver gjort til bistandsklienter for at gennemfre en uddannelse, og hermed er det de kommunale sagsbehandlere, som styrer, hvad der er realistisk med et givent handicap. Pga. utilstrkkelige konomiske ressourcer medfrer det ofte, at handicappede tilskyndes til at vlge korte uddannelser for hurtigst muligt at n frem til et forsrgelsesgrundlag. Det vil jeg godt give et praktisk eksempel p. En kommune forsger at stoppe en handicappet jurastuderende efter bachelorgraden med henvisning til, at den pgldende nu har et forsrgelsesgrundlag. Afgrelsen omgres af Den Sociale Ankestyrelse, men frst efter at Ankestyrelsen har foretaget en meget grundig analyse af beskftigelsessituationen for jura-bachelorer. Den viste sig at vre negativ. Havde den vret positiv, kan man ikke se bort fra, at Den Sociale Ankestyrelse havde givet kommunen medhold. Hvor udgifterne til f.eks. tolkebistand eller sekretrhjlp til dve eller blinde vil vre en marginal udgift p uddannelsesbudgetterne, s bliver det ofte meget synlige merudgifter p en lille kommunes socialbudget. Jeg synes ikke, det er srligt opmuntrende, at det stadig skal vre sdan, at handicappede elever og studerende, som intellektuelt og frdighedsmssigt ikke str tilbage for deres ikke-handicappede kammerater, stadig lgges hindringer i vejen af enten praktisk eller strukturel karakter. Og s har jeg i vrigt slet ikke nvnt et meget stort problem i form af mangel p fysisk tilgngelighed til masser af uddannelsessteder. Det bevirker, at handicappede i krestole fr deres uddannelse og studievalg bestemt af, om de overhovedet - i en meget bogstavelig forstand - kan komme ind p uddannelsesstederne. Decentraliseringen har bevirket, at der er meget betydelig lokal variation i, hvilke tilbud man fr. Amternes og kommunernes konomi og prioritering af uddannelsesindsatsen af de svageste elever er helt afgrende for, hvilke tilbud der gives. Bde kvaliteten og kvantiteten i tilbudet er helt afhngig af, hvor man bor. Der er nu gennemfrt - som tidligere nvnt - en rkke nye love, som kan komme til at spille en stor rolle for svage, men hvis ikke vort decentrale system stter tilstrkkelige konomiske midler bag, opnr vi ikke de nskede resultater. Nr der skal gennemfres besparelser inden for snvre konomiske rammer, er der ikke tvivl om, at man er tilbjelig til at ramme de omrder, som jeg just har omtalt. Skulle jeg vre provokerende, kunne man sprge, om nogen kan finde eksempler p amter, som har vgtet udgifterne til de svage lige s tungt som de ressourcer, man bruger p gymnasierne. Blot at indskrnke et gymnasium til fordel for de svage grupper er ikke srlig sandsynligt. Den meget store differentiering i uddannelsestilbud betyder ogs i stor udstrkning, at det overdrages til den enkelte - og mske isr til den enkeltes forldre - selv at vre opsgende i forhold til et relevant uddannelsestilbud. Nr man s samtidig ser p visse socialgruppers vanskeligheder ved at vre motiverende for brnene, er det svrt at n resultater. Derfor er det naturligvis et stort fremskridt, at loven om ungdomsvejledning og brobygningsforlb slr fast, at der skal ydes vejledning til unge i mindst to r efter undervisningspligtens ophr. Onde tunger pstr, at vor nuvrende vejledning frst og fremmest glimrer ved sin kvantitet snarere end ved sin kvalitet. Rdet for Pdagogisk Udviklingsarbejde for Sent Udviklede Unge, som afgav rapport for et par r siden, foreslog, at der for den gruppe - men det kunne ogs glde andre - blev tale om en egentlig kuratorordning, hvor en person flger den pgldende unge gennem tilbudsjunglen og sttter og rdgiver undervejs. Vejledning i forhold til den svage gruppe af unge stiller meget store krav til engagementet og til viden om, hvordan man kombinerer den enkeltes evner med de tilbudsmuligheder, der foreligger. Men apropos en tttere personlig opflgning af den enkelte - det er mske slet ikke et behov, der alene findes hos mere eller mindre synligt svage grupper. Jeg tror, at en tttere personlig opflgning af den enkelte i det hele taget er et meget vigtigt redskab, nr det drejer sig om at bekmpe frafaldet fra uddannelserne. Det er herigennem, at ogs den enkeltes ansvar og pligter i hjere grad kan fastholdes. Svage grupper blandt voksne - marginalisering og udstdning Jeg har indtil nu alene beskftiget mig med de svage unges muligheder i uddannelsessystemet eller mangel p samme. De unge, som ikke opnr en erhvervskompetencegivende uddannelse, har naturligvis en meget stor mulighed for at blive marginaliseret og er svrere at n senere hen. Socialkommissionen nvnte i sin rapport om midtergruppen, at 75 - 100.000 personer er s ressourcesvage efter relang ledighed, at de i realiteten er udstdte fra det almindelige arbejdsmarked. De er rget af i farten og vil formentlig aldrig komme med igen, hvis ikke der gres en srlig indsats. Strstedelen af denne gruppe har ingen kompetencegivende uddannelse. Flere end man skulle vente er mellem 30 og 39 r, hvilket understreger, at der i hj grad er tale om et ar fra to rtiers arbejdslshed. Mange af dem hrer til i den gruppe, der aldrig fik chancen. Netop ordet "chance" er vel meget betegnende for disse menneskers situation og for deres fremtidsudsigter: Den nedslende erkendelse er, at mange rs hj arbejdslshed bidrager i alvorlig grad til at forcere en marginalisering, men selv en ganske betydelig bedring af beskftigelsen vil ikke have den modsatte effekt - chancerne for de grupper, der allerede er marginaliserede eller udstdte, bliver ikke ndvendigvis bedre. Man blandt de marginaliserede findes ogs dem, som f.eks. har haft arbejde som ufaglrt gennem mske mange r, men hvor jobfunktionen er bortfaldet. Velfrdskommissionen peger p, at der m forventes en fortsat tendens til, at jobfunktionerne for de kortuddannede vil udgre en faldende andel i beskftigelsen. Der vil fortsat vre arbejdspladser ogs for de kortuddannede, men der kan blive frre af dem. Man peger bl.a. p, at kun 16% af alle skabte job i 1980'erne opstod inden for brancher med traditionelt mange ufaglrte. Antallet af nedlagte arbejdspladser har samtidig vret srlig markant i brancher med overvejende ufaglrt beskftigelse. Af de nedlagte job i den private sektor igennem 1980'erne kunne godt 60% henfres til brancher med relativt flest ufaglrte, selvom disse brancher kun reprsenterede 1/3 af den samlede beskftigelse i den private sektor. Fortstter denne udvikling i de kommende r, vil risikoen for udstdning sledes alt andet lige vokse for personer, der ikke har nogen kompetencegivende uddannelse. Det glder isr, hvis de kortuddannede ikke har tilstrkkelige muligheder for at forbedre kvalifikationerne, og hvis arbejdsmarkedspolitikken ikke formr at forebygge en koncentration af ledigheden p langtidsledige. Voksenuddannelse og forebyggelse af marginalisering Det er vanskeligt at stte prcise tal p, hvor mange der i dag er marginaliserede, men problemet har allerede s stort et omfang, at det stiller krav om initiativer. Det kan ske gennem en uddannelsesindsats, der forbedrer de kortuddannedes kvalifikationer, s risikoen for vedvarende ledighed formindskes. I den sammenhng er det naturligvis vigtigt, at der er gennemfrt initiativer, som netop sigter p at give bedre muligheder for voksen- og videreuddannelse - det glder isr uddannelsesorlovsordningen, styrkelsen af de lediges adgang til uddannelse og den voksenuddannelsesreform, som er p tegnebrttet. I forbindelse med en voksenuddannelsesreform er det naturligvis vigtigt med videre uddannelse af allerede uddannede, men det er vsentligt for mig at understrege, at der skal indbygges en liges strk indsats over for de uuddannede. Men det er ikke sikkert, at en forbedret uddannelsesindsats kan lse problemet alene. Uddannelse og bedre kvalifikationer kan simpelthen vise sig ikke at vre tilstrkkeligt til at bedre de mere udsatte gruppers chancer p arbejdsmarkedet. I Velfrdskommissionens analysekapitler overvejes andre muligheder for at skabe bedre overensstemmelse mellem de kortuddannedes ln- og kvalifikationsniveau bl.a. gennem lntilskud og sknejob. Man ppeger endvidere - for nu ogs at bringe lidt optimisme ind - at den nye teknologi kan give de kortuddannede strre muligheder, fordi teknologien kan forenkle arbejdsprocesserne. Et godt praktisk eksempel er historien om, hvordan tidligere tiders komplicerede manuelle styringspaneler i dag kan betjenes af en spastisk lammet med en pandepind. Stigende velstand kan forhbentlig ogs fre til strre eftersprgsel efter goder, der produceres af kortuddannede f.eks. inden for dele af forbrugsservice. Erfaringerne fra den skaldte "hjemmeserviceordning" ser dog ikke videre oplftende ud. Virksomhederne og det sociale ansvar Jeg stillede i begyndelsen sprgsmlet: -Ser danske virksomheder, bde offentlige og private, bort fra et socialt ansvar og udstder svage medarbejdere? Jeg tror desvrre, det er situationen i mange virksomheder efter syv rs lavkonjunktur. Til gengld ligger der betydelige muligheder for at ndre p det i en periode med konomisk vkst og stigning i antallet af arbejdspladser. Jeg synes ogs, man kan fornemme en voksende interesse og forstelse for i hjere grad at leve op til et socialt ansvar. Kravet - eller rettere forudstningen - er en personalepolitik, som tilgodeser det bredere samfundshensyn. Min pstand er, at det i et vist omfang lader sig gre uden, at det pvirker bundlinien, men det stiller selvflgelig betydelige krav til kreativitet. Danmark er som bekendt kendetegnet ved mange sm og mellemstore virksomheder. 60% af lnmodtagerne er i dag ansat i virksomheder med under 50 medarbejdere. Det betyder i praksis, at en stor del af vore arbejdspladser ikke har formuleret en egentlig personalepolitik. Alligevel ser vi dog heldigvis klare eksempler p, at ogs sm virksomheder kan benytte sig af den mindre udrustede arbejdskraft. Virksomhedernes sociale ansvar bestr under alle omstndigheder i at forsge at finde muligheder for de medarbejdere, som i tidligere tider blot blev udstdt. Det krver to former for indsatser: For det frste en vedligeholdelse af de pgldendes kvalifikationer gennem en udviklingspolitik. Man kan i den forbindelse tale om "den gode cirkel", der bestr i, at forandring skaber nye udfordringer, som giver grundlag for udvikling og dermed ny kompetence. Det kan ske ved jobrotation og ved uddannelse. Undersgelser viser, at den interne mobilitet i virksomhederne ikke er srligt stor. Den gode cirkel har imidlertid fet ny nring gennem de skaldte jobrotationsprojekter i arbejdsmarkedsreformen. Det er et godt eksempel p virksomhedsbidrag, uden at det gr ud over bundlinien. Den anden vigtige del er kreativitet med hensyn til tilrettelggelse af arbejdet, s man i hjere grad prver at finde plads til medarbejdere, som f.eks. har svrt ved at flge med i den teknologiske udvikling. Det har vi ikke vret gode nok til. Med disse to instrumenter tror jeg, man kan komme langt med hensyn til at forhindre yderligere udstdning. De netop indgede overenskomster med sociale kapitler kan styrke denne tendens. Det har dog vist sig - nr man ser nrmere p indholdet i de sociale kapitler - at der er en tendens til at lgge hovedvgten p allerede ansatte medarbejdere. En positiv udvikling i virksomhederne, hvad angr de allerede ansatte medarbejdere, er formentlig afgrende for, at der kan udvikles en strkere tradition omkring virksomhedernes varetagelse af et socialt ansvar. En skrpet bevgenhed og flere erfaringer p omrdet kan forhbentlig p et lngere sigt bidrage til strre interesse for ogs at skaffe plads til nogle af de allerede udstdte. Opkvalificering og geninddragelse p arbejdsmarkedet Voksen- og efteruddannelsen er ndvendig for at sikre, at arbejdsstyrken tilpasser sig de efterspurgte kvalifikationer. Derudover er der som nvnt et behov for opkvalificering af de kort- eller uuddannede p arbejdsmarkedet. Denne gruppe bestr ikke kun af de ldre, men som nvnt ogs i hj grad af de yngre, der ikke opnede kompetencegivende uddannelse i de forudgende 10 - 15 r. For at bringe flere af de allerede marginaliserede tilbage p arbejdsmarkedet igen, er det ndvendigt med en udbygning af de muligheder, der allerede eksisterer i social- og arbejdsmarkedssystemerne, men ogs at overveje nye tilbud og ordninger. Nr det drejer sig om den gruppe af marginaliserede, som i dag er i dagpengesystemet eller i kontanthjlpsystemet, presses der hrdt p for at uddannelsestilbudene skal vre s erhvervsrettede som muligt. Det er naturligvis ogs vigtigt der, hvor det kan lade sig gre. Tager man eksempelvis en ufaglrt, som har mistet sit job og ikke har vret p skolebnken i 25 r, m man gre sig klart, at et tilbud om en erhvervsrettet uddannelse ikke altid giver resultater. Det har vist sig, at netop ophold p eksempelvis daghjskoler er en ndvendig forudstning for at motivere denne gruppe til overhovedet at komme i gang. De mange projekter, som Kvindeligt Arbejderforbund har krt og krer med succes, er gode eksempler herp. Grnser for uddannelse Vi str i vrigt ogs med et andet problem, nr vi ser p voksen- og efteruddannelse, nemlig hvor langt man overhovedet skal g. I den rapport, som Udviklingscentret for Folkeoplysning og Voksenundervisning i sin tid udarbejdede for Rdet for Pdagogisk Udviklingsarbejde for Sent Udviklede pegede man p en - synes jeg - utrolig interessant problemstilling vedrrende de sent udviklede. Gennem en mlrettet indsats kunne man med held bringe en sent udviklet i et ufaglrt job. Sfremt man sger at uddanne den pgldende videre i en egentlig erhvervsuddannelse, kunne man havne i en situation, hvor den pgldende nok fik sin erhvervsuddannelse, men ikke kunne konkurrere p jobmarkedet med andre med en tilsvarende uddannelse. Det fortller noget om, at nr der tales om at overveje nye tilbud og ordninger til marginaliserede, at det s er helt afgrende, at uddannelsen er s praktisk orienteret som muligt og ofte knyttet sammen med egentlig arbejdstrning. Det glder for voksen- og efteruddannelser som for alle mulige andre uddannelser, at det er srdeles vigtigt at uddannelsen skal tilpasses det meget facetterede behov og ikke kun vre for de strke. Perspektivet: livslang uddannelse til alle At bringe os derhen, hvor alle fr mulighed for uddannelse, trning og udvikling livet igennem stiller store krav, ikke blot til uddannelsessystemet og til arbejdsmarkedet men i nok s hj grad til samspillet og koordinationen mellem uddannelses- og arbejdsmarkedspolitikken. Der skal sikres et mere varieret udbud af jobmuligheder, og der skal skabes en strkere socialt orienteret tradition p arbejdsmarkedet. Det stiller isr store krav til arbejdsmarkedets parter. Dertil kommer, at en grundlggende forudstning er en fortsat konomisk vkst. For at rette op p fortidens mangler, som blandt andet gennem to rtiers hj arbejdslshed har marginaliseret en vis del af disse ungdomsrgange, m der gennemfres en sikkerhed for, at ingen nye ungdomsrgange bliver tabt i uddannelsessystemet. Det har jeg peget p en rkke lsninger p. Uddannelse til alle, EGU, FUU, Brobygningsprojektet kan hjlpe os hertil. Men jeg har ogs peget p, at en succes p dette omrde sandsynligvis forudstter en bedre og mere nuanceret viden om, hvem de "svage" egentlig er, og det forudstter, at den viden bliver anvendt som en del af udgangspunktet for den uddannelsesmssige indsats, som tilegnes de svage grupper. Kun p den mde kan det lade sig gre at modvirke "den sociale arvelov". Vi m desuden sge at nedbryde nogle af de barrierer, der vitterlig er svel i de sociale systemer som i uddannelsessystemet, for de drligst stilledes - de sent udviklede og de handicappede - adgang til uddannelse. Vi m bestrbe os p, at uddannelsessystemet ogs overfor disse grupper gres mere rummeligt. Virksomhederne m gennem personalepolitikken bidrage til, at yderligere udstdning reduceres betydeligt, og vi m gennem en bedre tilrettelggelse af voksen- og efteruddannelsessystemet sikre, at flest muligt fr det bedst mulige grundlag for at fastholde og videreudvikle kvalifikationer og frdigheder, og vi m sikre, at ledige - herunder specielt de drligst uddannede og langtidsledige - fr mulighed for gennem uddannelse at skabe et bedre udgangspunkt for at kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet. Jeg skal p ingen mde pst, at det er en let opgave at lse, men det vil vre smukt i trd med vedtagelsen p det sociale topmde, som siger: "Vi skal lgge vgt p livslang uddannelse ved at tilstrbe at forbedre kvaliteten af uddannelserne med henblik p at sikre, at mennesker i alle aldre fr nyttig viden, dmmekraft og frdigheder samt de etiske og sociale vrdier, som er en forudstning for, at de kan udnytte deres evner bedst muligt i et liv i sundhed og vrdighed, og som er en forudstning for at de fuldt ud kan deltage i den sociale, konomiske og politiske udviklingsproces. I denne sammenhng skal der tages specielt hensyn til piger og kvinder".