Årsberetning 1996

Når vi ser tilbage på arbejdet i 1996, er der grund til at tro på, at vi er kommet nærmere et samfund for alle. Et samfund hvor handicappede har lige vilkår med alle andre.

I arbejdet frem mod dette langsigtede mål har Rådet satset på den danske model: dialog og samarbejde. Der har i 1996 været mange positive eksempler på, at denne strategi fører til handling og konkrete resultater.

Befolkningen bakker op om indsatsen og sætter sjældent spørgsmålstegn ved nødvendigheden af, at handicappede skal have hjælp og støtte.

Forslagene fra Boligministeriets tværministerielle udvalg og Kulturministeri- ets udvalg om handicappede og kulturen er eksempler på, at dialog omsættes til handling i form af konkrete initiativer. Dialog bliver til handlingsplaner og forhåbentlig til økonomiske prioriteringer, der vil forbedre forholdene i samfundet for mennesker med handicap.

Vi har også i det forløbne år i samarbejde med Social- og Arbejdsministerierne arbejdet med holdningsbearbejdning, både ved vores pjece om FNs Standardregler: Fra Regler til Handling og med pjecen Focus på ressourcerne.

Holdningspåvirkning er nødvendig, hvis vi skal håbe på, at dialog fører til ændringer. Men holdningspåvirkning er kun en nødvendig, ikke en tilstrækkelig forudsætning for at nå et samfund for alle.

Vi har brug for konkrete handlinger, der fjerner barrierer for handicappedes deltagelse i samfundslivet, og skal gerne have inddraget såvel den offentlige som den private sektor.

Målet er, at handicappede får lige muligheder for at komme omkring i samfundet, for at gå i gang med den uddannelse, de er optaget på, for at gå til den læge, de selv har valgt, eller for at komme i arbejde, for nu at tage nogle eksempler fra årets arbejde.

Rådet har i 1996 anbefalet regeringen under Regeringskonferencen om revision af EU-Traktaten at arbejde for tilslutning til en politisk og moralsk forpligtende tilkendegivelse om at leve op til FNs Standardregler om Lige muligheder for Handicappede.

Vi foreslog samtidig, at man i EU-regi fik et rådgivende organ i handicapspørgsmål, som Kommissionen var forpligtet til at høre. Også her pegede vi altså på den danske model og foreslog etablering af et Europæisk Centralt Handicapråd.

Det er Rådets opfattelse, at et Europæisk Centralt Handicapråd kan blive et redskab, som kan bringe handicapaspektet ind i EU's beslutningsproces tilstrækkelig tidligt. På længere sigt vil denne nye måde at tænke på skabe holdningsændringer i systemet. Handicappedes behov vil således tilgodeses, allerede når der tages beslutninger om den brede samfundsudvikling, og det er det, der skal til.

Mainstreaming - ny trend i den internationale handicappolitik?

Iagttagere af den handicappolitiske debat vil have registreret, at der gennem den seneste tid hyppigere og hyppigere er dukket et nyt trend-ord op i debatten: mainstreaming.

Ifølge Gyldendals røde ordbog betyder mainstream slet og ret hovedstrøm. Den aktive form mainstreaming betyder m.a.o. at gøre noget til en del af hovedstrømmen. Begrebet er således udtryk for ønsket om at gøre det usædvanlige til en del af det sædvanlige. Det er modpolen til at segregere og henvise det fremmedartede til egne særlige reservater.

Det er interessant at beskæftige sig med begrebet mainstreaming, dels fordi det netop udtrykker den tankegang, som liger til grund for Det Centrale Handicapråds indstilling vedrørende antidiskriminationslovgivning, som beskrives i den næste artikel. Dels på grund af det tidspunkt, hvor begrebet dukker op i debatten.

Ja til de brede boulevarder

Begrebet indfinder sig i debatten på et tidspunkt, hvor vi i øvrigt, inden for den internationale handicapbevægelse ser en tendens, som peger i modsat retning af mainstreaming. Denne tendens fokuserer på regelfastsatte rettigheder specielt for handicappede: antidiskriminationslovgivning etc. Altså en strømning som - ganske vist med positivt fortegn - går i retning mod en ny udskillelse. Eller for nu at sætte det på spidsen: en positiv segregering.

Positiv eller ej, så er der tale om en ny-segregering, og den danske handicapbevægelse og Det Centrale Handicapråd har da også af samme grund lagt distance til denne nye særrettighedstendens i den europæiske handicapdiskussion. Fra dansk side har synspunktet været klart: Det almindelige skal gøres så bredt og fleksibelt, at det kan rumme det særegne som en naturlig og integreret del af det almindelige. Handicappede vil færdes ad de brede boulevarder - ikke henvises til sidegader og blindgyder.

Begrebet mainstreaming er med andre ord et indlæg i den løbende debat om forskellige minoritetsgruppers strategier for at opnå fuld deltagelse.

Mainstreaming - alternativ til rettighedsstrategi

Ordet mainstreaming stammer oprindeligt fra 1960'ernes diskussion i USA om integration af handicappede elever i det almindelige skolesystem. Men relanceringen af begrebet skyldes den amerikanske kvindebevægelse og de sorte amerikaneres borgerrettighedsbevægelser. Som reaktion på og i frustration over at de hidtidige bestræbelser ikke har ført til de ønskede resultater, genbruges begrebet nu som udtryk for en strategisk nyorientering i opposition til den hidtidige rettighedsorienterede strategi.

USA er, på trods af de stærke borgerrettighedsbevægelser, fortsat et stærkt raceopdelt samfund, og der er ikke opnået ligestilling mellem mænd og kvinder. Forestillingen om det amerikanske samfund som en stor smeltedigel, hvor etniske grupper smeltes sammen til ét folk, er en illusion, som Clinton fornylig understregede i sin tiltrædelsestale.

Det vil naturligvis være forkert at konstatere, at borgerrettighedsstrategien er slået fejl, men det må samtidig konstateres, at strategien ikke har ført til den ligestilling, som var målet.

At det ønskede mål ikke er nået, hænger sammen med en indbygget selvmodsigelse i selve strategien. Lidt firkantet kan man sige, at rettighedsstrategien forsøger at bekæmpe én form for segregering ved hjælp af en anden form for segregering. Man kunne kalde det vaccinationsprincippet: med ondt skal ondt fordrives.

Men problemet er bare - som man af og til ser med vaccinationer - at det, der var tænkt som en forsvarsmekanisme, vender sig mod patienten selv. Ved at etablere særlige rettigheder til bestemte befolkningsgrupper, fastholdt man reservattænkningen. I stedet for at mindske kløften mellem forskellige befolkningsgrupper, formaliserede man forskellen. I stedet for at befordre forestillingen om ét folk, etablerede man en rettighedskrig, hvor minoriteterne blev forskanset bag et pallisadeværk af særlige rettigheder. En konstruktion som når sit højdepunkt, da den amerikanske Højesteret definerer et amerikansk statsborgerskab som retten til at have rettigheder.

Dialog eller skyttegravskrig

Konsekvensen af denne logik er, at MINE individuelle rettigheder bliver det centrale, uden hensyntagen til eller tanke på fællesskabet og uden forståelse for, hvad der tjener helheden bedst. Man opgiver konsensustænkningen og dialogen til fordel for en ekstremt individualistisk vej.

Udviklingen befordrede en adfærd, som måske nok skaber en indbyrdes samhørighed med den rettighedsgruppe, man tilhører, men ikke nogen samhørighed eller dialog med fællesskabet. Man har fået etableret et stammesamfund, som fører en skyttegravskrig, hvor den ene rettighedsstamme slår den anden stamme i hovedet med sine rettigheder. Og slagmarken er henlagt til domstolene.

Til forsvar for den amerikanske rettighedslovgivning på handicapområdet (ADA-lovgivningen) er det blevet fremført, at mange amerikanske handicappede oplever, at de med ADA-lovgivningen har fået deres værdighed tilbage. Det er givetvis både rigtigt og meget forståeligt. I et samfund, hvor værdighed og samfundsmæssig accept netop er forbundet med det at være tilknyttet en rettighedsgruppe - ja hvor statsborgerskabet ligefrem defineres som retten til rettigheder, er det naturligvis identitetsgivende at blive defineret som en gruppe med særlige rettigheder.

Men det er langt fra ensbetydende med, at der skabes resultater, at der skabes dialog, som får myndigheder og enkeltpersoner til at ændre adfærd. Og det er først og fremmest langt fra ensbetydende med, at modellen vil have nogen som helst effekt - heller ikke som identitetsskaber - i mere homogene samfund som de europæiske og skandinaviske, hvor lejrtænkningen er mindre udpræget end i USA.

Det er baggrunden for, at både danske handicaporganisationer og danske myndigheder har forholdt sig meget tøvende over for den nye rettighedstrend, som hjemsøger USA og store dele af Europa. Fra dansk side er det igen og igen blevet understreget, at mainstream-løsninger skal foretrækkes frem for særordninger og special-løsninger. Handicappedes ligebehandlingsproblemer løses ikke ved tilbagevenden til tidligere tiders særbehandling.

Derfor kan den nye interesse for begrebet mainstream kun opfattes som en større forståelse for den position, som i en årrække har været den danske. En erkendelse af at rettighedsstrategien ikke er tilstrækkelig, fordi den alt for let blot fører til tomme, symbolske rettigheder uden folkelig og politisk forankring. Interessen for mainstreamløsningen er udtryk for en spirende erkendelse af, at handicapspørgsmål ikke først og fremmest er juridiske spørgsmål, men langt mere komplekse politiske spørgsmål, som må være underlagt den almindelige politiske proces.

Mainstreaming i praksis

Begrebet mainstream er naturligvis ikke blot del af en overordnet strategisk diskussion om midler i handicappolitikken. Begrebet har også en helt håndgribelig og praktisk betydning. Som praktisk guideline må begrebet mainstreaming betyde, at vi i endnu større omfang end i dag indtænker de særlige behov i det almindelige.

Vi bygger stadig særlige handicap- og ældreboliger. Vi burde i stedet bruge mere energi og flere ressourcer på at sikre, at det ordinære byggeri lever op til de standarder, som er nødvendige, for at vi fortsat kan bo der. Både hvis vi får et handicap, og når vi bliver ældre.

Vi etablerer alternative offentlige transportsystemer for handicappede, men forsømmer tilgængeligheden til den almindelige kollektive trafik. Vi producerer stadig i vid udstrækning særlige produkter alene med det formål at kunne betjene andre produkter. Apparater til at åbne låg eller mælkekartoner. Albyler, P-piller og valium forhandles i fuldstændig ens emballage, så man må opfinde sindrige mærkningsordninger for, at blinde og svagtsynede kan kende pakningerne fra hinanden. Og ikke nok med det, vi opfinder sågar særlige tilkaldeanlæg, så vi kan kalde apotekeren ud på gaden for at ekspedere os, i stedet for at bygge en rampe så vi kan komme ind til apotekeren.

Lykkeligvis ser vi dog også eksempler på, at mainstreamtankegangen vinder indpas. Det har vi først og fremmest set i forbindelse med Boligministeriets indsats i Det tværministerielle udvalg om tilgængelighed. Her er der blevet udfoldet ganske betydelige bestræbelser på at få integreret handicapperspektivet i de almindelige bygningsnormer og i de standarder, byggeri selvfølgelig skal overholde.

Tilsvarende har vi set en IT-handlingsplan for handicappedes brug af informationsteknologi. I IT-handlingsplanen er fokus netop langt på at gøre den generelle borgerrettede IT-anvendelse tilgængelig for handicappede - ikke ved at etablere parallelle alternativer, men gennem tilpasning og modifikation af de generelle løsninger.

Men der er stadig lang vej at gå, før filosofien om ét samfund for alle er en realitet. Hvis den tankegang, som ligger i begrebet mainstreaming, i højere grad fik lov til at styre vores adfærd, så ville vi kunne reducere behovet for specialløsninger i væsentlig grad.

Det ville ikke alene fremme ligestillingen mellem handicappede og ikke-handicappede, det ville også frigøre ressourcer til en mere effektiv indsats der, hvor en særlig indsats er uundgåelig. I dag sparer vi på femørerne, men lader dalerne rulle.

NÆSTE KAPITEL