Telefon: 33 11 10 44
Teksttelefon: 33 11 10 81
Telefax: 33 11 10 82
E-mail: dch@dch.dk
Det Centrale Handicapråds årsberetning udgives også på lydbånd og på diskette.
Redaktion: Mogens Wiederholt (ansvarshavende), Lene Kann-Rasmussen og Morten Kidal (layout)
Fotos: Fotogruppen 2. maj: Lars Bahl forside, Nana Reimers s. 9, Kissen Møller Hansen s. 12 & s. 42, Henrik Saxgren s. 20, Leif Gabrielsen s. 23, Lars Säfström s. 30.Andre fotografer: Peter Schlüter s. 4, Peter Bak Rasmussen s. 35.
Tryk: Scanprint. Oplag: 1.800
ISBN-nr: 87-985790-4-5. ISSN.nr: 1395-4660
Elektronisk udgave: Morten Kidal, april 1998
Beretningen om Det Centrale Handicapråds arbejde i 1997 har mange enkelthistorier om en vellykket indsats fra Rådets side. Lad mig nøjes med at nævne følgende fire gode eksempler: Arbejdsministerens lovforslag om kompensation til handicappede i erhverv. Boligministerens handlingsplan for han-dicappedes adgang til det fysiske miljø. Samarbejdet med Socialministeriet om en pjece om fleksjob som led i Socialministeriets kampagne om virksomhedernes sociale ansvar. Og forskningsministerens initiativer for også at gøre informationsteknologien tilgængelig for handicappede.
Samarbejdet med Centret fungerer over al forventning. Rådets arbejde er både kvalitativt og kvantitativt blevet styrket ved samarbejdet med Center for Ligebehandling af Handicappede. Der samarbejdes tæt, og initiativerne kommer fra begge sider. Rådet tager ofte sager op, som Centret har fundet frem til, hvor der er brug for politisk aktion. Et eksempel herpå er sagen om handicappedes mulighed for at adoptere og de tidsubestemte retsfølger, som beskrevet i artiklen på side 23. Tilsvarende kan Rådet opfordre Centret til at udarbejde en analyse eller et oplæg til Rådet. Det er f.eks. tilfældet med oplægget til sektoransvar for handicappedes studier på de videregående uddannelser, som Rådet har sendt til undervisningsministeren.
Folketingets Ombudsmand har også taget udfordringen op, og ved at den kommunale sektor nu også er omfattet af hans indseende, ligger der en særlig retssikkerhed i, at også Ombudsmanden følger med i handicappedes forhold.
En kvalificeret årlig handicappolitisk debat i Folketingssalen er, hvad vi har brug for. Og det er lige præcis, hvad Rådet ønsker sig som fødselsdagsgave i anledning af 5 års jubilæet for Folketingsbeslutningen fra april 1993 om ligebehandling af handicappede.