Anette Laigaards forord

Sikke et år det har været!

Da daværende socialminister, Karen Ellemann, ringede til mig i starten i februar og spurgte, om jeg kunne tænke mig at blive formand for Det Centrale Handicapråd, blev jeg både glad og stolt. Det er et stort privilegie fortsat at kunne arbejde med det sociale område, som jeg brænder for og har brugt hele mit professionelle liv på.

Først og fremmest har jeg gennem året mødt de dygtige og engagerede medlemmer af Det Centrale Handicapråd og en masse kompetente mennesker med og uden handicap, der hver dag arbejder for, at mennesker med handicap får et godt og værdigt liv. Og jeg har mødt mennesker med forskellig handicap, der hver især har gjort indtryk på mig og har vist mig, at ting er mulige.

Der er et gammelt ord, som siger, at når man har en hammer i hånden, så ser man søm alle vegne. Jeg synes, at der er en kedelig tendens til, at vi som samfund kun interesserer os for at få folk i beskæftigelse eller på skolebænken. Man kunne godt få den tanke, at uddannelse og arbejde er vores løsning på alle problemer.

Men der er en række mennesker med meget alvorlige handicap, som er meget langt fra uddannelse og arbejde. De bliver glemt, mens samfundet hamrer løs. For de er ikke ’søm’ og bliver det heller aldrig. Derfor synes jeg, at vi skal have meget mere fokus på livskvalitet. Det at en person med udviklingshæmning har fået en ny ven, eller at en ung med ADHD er blevet frivillig i den lokale håndboldklub, skal også tælle med som udvikling.

Det behøver ikke at koste ekstra

I 2015 brugte vi 29,6 mia. kr. på indsatser til socialt udsatte voksne og mennesker med handicap. Det er rigtig mange penge. Der kommer meget godt ud af dem, men jeg tror, at der er potentiale til mere.

Budgetterne skal balancere, men med et lidt forslidt udtryk kan jeg godt være nervøs for, at man sparer på skillingen og lader daleren rulle. Det Centrale Handicapråd har lavet en GAP-analyse, som viser en stor tillidskrise mellem borgere med handicap og systemet. Der er desværre ingen tvivl om, at denne krise er opstået, fordi borgerne oplever dårligere service og at systemet ikke lytter. Hvis der skal ske fremgang på handicapområdet, tror jeg, at der skal være fokus på tre ting:

Omkostningerne skal holdes i ro, der skal være fokus på om indsatsen har en effekt og ikke mindst skal borgerne opleve, at de får en bedre service. Det kalder jeg en tredobbelt socialpolitisk bundlinje. Disse tre ting skal være til stede samtidig, når vi planlægger nyt eller ændrer en indsats. Så skal vi sikre os at vi får mere, som virker bedre og som giver mere tilfredse borgere.

Det kan lyde nemmere sagt end gjort, men jeg tror det er muligt, hvis vi tør løfte blikket og se de sociale indsatser i et større perspektiv, hvor vi ikke er bange for at gøre op med ´plejer´.

Min ambition er, at rådet skal blande sig og dermed bidrage til udviklingen af dansk handicappolitik

Derfor har vi igen i år valgt at bruge årsberetningen til at komme med anbefalinger til, hvad man kan gøre ved problemerne på en række områder. Jeg håber, at politikere, fagfolk og myndigheder vil lytte til vores anbefalinger og også meget gerne komme med deres egne bidrag, for der er brug for nytænkning og en fælles indsats, hvis vi skal skabe gode muligheder sammen med de mennesker i vores samfund, der har et handicap. 

Tak for et godt første år. Jeg ser frem til 2017.

Anette Laigaard
Formand