Oplægsholdere og debattører

Alle mennesker bør have lige ret til at deltage i demokratiet og få indflydelse på eget liv. Men det kan være en udfordring, hvis man har et handicap.

Den 13. maj holdt vi konference om mere medborgerskab for mennesker med handicap. Konferencen havde fokus på brugerindflydelse, demokrati og retssikkerhed: Dagens tre temaer blev behandlet via oplæg, interviews og debat mellem deltagere, oplægsholdere og politikere. Vi fik mange interessante perspektiver i løbet af dagen og kvalificerede input til, hvordan medborgerskabet kan styrkes.

DCH's formand, Tue Byskov Bøtkjær, bød velkommen til konferencen med budskabet om, at det er helt fundamentalt for vores demokrati, at alle kan bruge deres stemmere og at medborgerskab er noget helt særligt, fordi det er så grundlæggende for alle mennesker at føle sig som fuldgyldige medlemmer af samfundet.

Socialminister Karen Hækkerup understregede i sin tale, at de skævheder, vi ser for mennesker med handicap i forhold til at udleve medborgerskabet, skal løses i fællesskab. Vi har ikke brug for skåltaler, men konkret handling, sagde ministeren.

Johannes Langkilde var en veloplagt ordstyrer og spurgte, hvad man kan gøre for at sætte fokus på holdninger overfor mennesker med handicap? For Tue Byskov Bøtkjær var svaret dialog og debat. Men at vi også skal have værdierne på plads. Socialministeren mente, det handler om inklusion. Vi skal åbne samfundet op, og vi må ikke give op, selvom det ikke lykkes hver gang, sagde hun. Det er vigtigt, at vi ikke taler om krise, understregede Tue Byskov Bøtkjær. ”Vi er i en økonomisk normaltilstand og det er den vi skal udvikle nye løsninger i. Krisen kan ikke være en undskyldning for ikke at gøre noget!" sagde han.

Brugerindflydelse

Dagens første tema var brugerindflydelse. Anders J. Andersen fra Kalundborg handicapråd og Maria Liisberg fra Institut for Menneskerettigher gav hver deres vinkel på brugerindflydelse, Anders fortalte humoristisk og med kant om sine egne oplevelser, mens Maria Liisberg fremhævede brugerindflydelse som en rød tråd i FN’s handicapkonvention og en metode, vi skal bruge systematisk i Danmark.

Anne Skov fra Socialstyrelsen og Per Holm fra SUS lancerer vores charter om brugerindflydelse, som man kunne tilslutte sig på konferencen eller via dch.dk

Knud Aarup, direktør i Socialstyrelsen, Thorkild Olesen fra Dansk Blindesamfund, rådsmedlem og borgmester i Lyngby-Taarbæk Søren P. Rasmussen og Per Holm diskuterede hvordan vi kommer fra intention til handling. Knud Aarup hilste chartret velkommen og håbede, at det kunne komme til at virke inden for flere felter og ikke kun på det sociale område. Han understregede, at vi skal arbejde mere systematisk med viden, indsatser og strategier. Thorkild Olesen efterlyste mod til at bruge folks egne erfaringer. ”Det kan godt være, at man spørger mennesker med handicap, men man skal også lytte og turde bruge det aktivt”, sagde han.

Søren P. Rasmussen var med på at det begynder med forståelsen. Han understregede behovet for god ledelse i kommunerne, da det er lederne, der tegner butikken, som han sagde. Per Holm efterlyste, kompetenceudvikling af professionelle på handicapområdet, så de kan arbejde bedre og mere bevidst med at give mennesker med handicap reel brugerindflydelse og tilføjede, at det også er et politisk spørgsmål.

Demokrati og deltagelse

Næste punkt på dagsordenen var demokrati og deltagelse. Her fik vi nogle spændende perspektiver på demokrati. For Thorkild Olesen fra Dansk Blindesamfund handler det om tilgængelighed til valghandlingen: Tilgængelige stemmesedler, at kunne sætte sig ind i hvem man kan stemme på og løbende følge den politiske proces, for eksempel ved valgmøder.

Kristian Hegaard, som er medlem af byrådet i Fredensborg Kommune, gav sine erfaringer videre om, hvordan man får indflydelse i lokalpolitik. "Ros de gode initiativer, vær saglig, og respekter andres synspunkter. Og husk at det nytter noget,” var Kristians budskab.

Lisbeth Jensen fra ULF var meget klar i mælet: "Selvbestemmelse gælder ikke for os. Og hele digitaliseringen fremmer ikke mange ting for mennesker med udviklingshæmning". Hun savnede letlæst valginformation og partilogoer på stemmesedlerne, som kunne gøre det lettere for mennesker med udviklingshæmning at stemme ved valg.

Økonomi- og Indenrigsministeren har bedt Marianne Thyrring om at komme med bud på, hvordan vi hæver stemmeprocenten. Hun afprøvede nogle teser fra sine demokratimøder rundt omkring i landet: er de fleste føler sig som forbrugere i en butik fremfor borgere i et fællesskab, og at unge ikke stemmer, fordi de aldrig har oplevet at demokratiet var truet.

Retssikkerhed

Sidste punkt på dagen var retssikkerhed. Morten Engberg fra Folketingets Ombudsmand fortalte, at man hos ombudsmanden interesserer sig meget for retssikkerhed, både i udfaldet af de sager, man ser på, og på selve processen i sagerne. Han nævnte også, at ombudsmanden kunne se på tilgængelighed ved næste kommunalvalg.

Til sidst sluttede Erik Kaastrup-Hansen, direktør for Socialforhold og Beskæftigelse, Aarhus Kommune og Susanne Olsen fra Dansk Handicapforbund dagen af med en debat om retssikkerhed. Susanne Olsen havde en række ønsker til opstramning af retssikkerhedsreglerne og opfordrede til positiv dialog med kommunerne. Erik Kaastrup-Hansen fortalte, at der er sket en vækst i antallet af borgere, der har brug for socialhjælp samtidig med at der er kommet spænd mellem forventningerne til systemet og hvad det faktisk kan på et område, hvor lovgivningen er præget af skøn. Men han havde set vores undersøgelse og fortalte, at det gjorde ondt på ham som kommunalmand, når 40 procent af mennesker med handicap fortæller, at de ikke har tillid til, at deres sag bliver løst korrekt.

Herefter var der ivrig debat mellem salen og oplægsholderne.

De deltog på konferencen:

  • Karen Hækkerup, koordinerende minister på handicapområdet og Social- og Integrationsminister
  • Morten Engberg, Chef for tilsynsenheden hos Folketingets Ombudsmand
  • Marianne Thyrring, Økonomi- og Indenrigsministerens personlige udsending i det lokale demokrati
  • Knud Aarup, direktør for Socialstyrelsen
  • Per Holm, direktør for Socialt Udviklingscenter SUS
  • Erik Kaastrup-Hansen, direktør for Socialforhold og Beskæftigelse, Aarhus Kommune
  • Maria Ventegodt Liisberg, leder af handicapteamet i Ligebehandlingsafdelingen, Institut for Menneskerettigheder
  • Tue Byskov Bøtkjær, formand for Det Centrale HandicaprådSusanne Olsen, formand for Dansk Handicapforbund
  • Thorkild Olesen, formand for Dansk Blindesamfund og medlem af Det Centrale Handicapråd
  • Lisbeth Jensen, formand for Udviklingshæmmedes Landsforbund ULF
  • Søren P. Rasmussen, borgmester i Lyngby-Taarbæk Kommune og medlem af Det Centrale Handicapråd
  • Kristian Hegaard, medlem af byrådet i Fredensborg Kommune
  • Anders J. Andersen, formand for handicaprådet i Vordingborg Kommune
     
  • Journalist Johannes Langkilde var dagens ordstyrer

På konferencen udgav vi et inspirationshæfte om blandt andet brugerindflydelse, adgang til demokrati, retssikkerhed og gode eksempler, som deltagerne kunne bruge til at arbejde videre med medborgerskab. Find hæftet her