Udgiver:
Det Centrale Handicapråd
Bredgade 25
Skt. Annæ Passage, opg. F, 4. sal
1260 København K
Telefon: 33 11 10 44
Telefax: 33 11 10 82
Skrivetelefon: 33 11 10 81
Hjemmeside: www.dch.dk
Email: dch@dch.dk

Pjecen er udarbejdet af
Mogens Wiederholt (ansvarshavende)
Lene Kann-Rasmussen
Inge Storgaard Bonfils
Henning Strange

Layout:
Mette Lohse
Lotte Dybkjær

Foto: Nina Ericson/Billedhuset forside, Bengt Olof Olssen/Billedhuset s. 9, Gerry Johansson/Billedhuset s. 13, Kjell Johansson/Billedhuset s. 19, Bengt Oluf Olsson/Billedhuset      s. 24, Bengt Olof Olssen/Billedhuset s. 27, Jan Djenner/Billedhuset s. 36, Per Klaesson/Billedhuset s. 43.

Tryk: Scanprint
Oplag: 7000
ISBN-nr: 87-90346-34-3
December 1999

Udgivet med støtte fra Sygekassernes Helsefond.

Indhold

• Forord af Palle Simonsen
• Indledning
• Starthjælp
• Internt i det kommunale regi
• Inddragelse af brugerne
• Samarbejde med andre
• Forarbejdet
• Samarbejdsstruktur
• Udarbejdelse af handlingsplan
• Kommunikation
• Bliver det dyrt?
• Et skridt foran
• Interview med Kolding kommune
• Værktøjskasse
• Regel 1 - Opmærksomhed
• Regel 2 - Behandling
• Regel 3 - Revalidering
• Regel 4 - Støtteforanstaltninger
• Regel 5 - Tilgængelighed
• Regel 6 - Uddannelse
• Regel 7 - Arbejde
• Regel 8 - Indkomst
• Regel 9 - Familieliv
• Regel 10 - Kultur
• Regel 11 - Fritid
• Regel 12 - Religion
• Samtlige regler i kort form
• Relevante adresser

Forord

Ja, de har - i høj grad endda. Danmark tiltrådte sammen med alle øvrige FN-lande Standardreglerne på FNs Generalforsamling i december 1993. Og selvom ordlyden af FN dokumentet i sagens natur retter sig mod landenes regeringer, så vil opfordringerne i et land, med en så udstrakt decentralisering som Danmark, nok så ofte i realiteten skulle rettes til amter og kommuner.

Standardreglerne om Lige muligheder for Handicappede kommer blandt andet ind på områder af så vital karakter som uddannelse, beskæftigelse, kultur, sport og fritid samt tilgængelighed til de fysiske omgivelser og til information for mennesker med handicap - områder som i meget høj grad er kommunalt ansvar.

Reglerne har i 1998 haft 5-års jubilæum, og har siden 1993 været genstand for stigende interesse fra centralforvaltningens side. Nu er det amternes og kommunernes tur til at tage en tørn. Omkring den fysiske tilgængelighed er der allerede fra By- og Boligministeriet opfordret til, at amter og kommuner laver lokale handlingsplaner for handicaptilgængeligheden. Og sådanne handlingsplaner vil netop være en del af den decentrale gennemførelse af Standardreglerne.

Det er helt afgørende for reglernes succes, at kommuner og amter sætter Standardreglerne på dagsordenen. Først når amter og kommuner tager denne opgave på sig, vil perspektiverne om handicappedes lige muligheder komme inden for rækkevidde.

Amter og kommuner er jo ikke uvante med at rette kræfterne mod et specielt indsatsområde, tænk for eksempel på Agenda 21 om den bæredygtige udvikling. Men hvordan kommer vi i gang med handicapområdet? Hvor skal vi tage fat? Hvordan organiserer vi arbejdet? Hvor kan vi få ideer? Har vi en handicappolitik i vores kommune? Hvis ja, hvem kender den, og hvis nej, hvordan kan sådan en så se ud? Er der nogen, der har erfaringer med dette arbejde?

Denne pjece, som er udarbejdet af Center for Ligebehandling af Handicappede på opfordring af Det Centrale Handicapråd, udgør en 'værktøjskasse' til støtte for amter og kommuners indsats for at sætte arbejdet med handicappolitik og handlingsplaner i sving. Vi har hentet mange gode ideer, ikke mindst i Kolding kommune, der nu har været i gang i et par år, og som er nået imponerende langt.

Palle Simonsen
Formand for Det Centrale Handicapråd

Indledning

Vi er klar over, at amter og kommuner lever med en stram økonomi, som gør det nødvendigt at prioritere. Derfor er det heller ikke realistisk, at alle initiativer gennemføres på en gang og fra den ene dag til den anden. Men vi må ikke gøre det bedste til det godes fjende. En lang række initiativer vil kunne gennemføres uden større omkostninger. Mange initiativer handler blot om at indtænke og inkludere handicapperspektivet i planlægningen.

Selv på de mere omkostningstunge områder vil det være muligt at skabe udvikling og fremdrift ved at formulere målsætninger, som følges op gennem konkrete og realistiske handlingsplaner. Om tidsperspektivet i handlingsplanen er to, fem eller ti år vil naturligvis afhænge af den økonomi, som er involveret. Det afgørende er ikke tidsrammens længde, men at der er en tidsramme og en plan, der område for område sætter en bevægelse i gang, som sikrer, at vi når målet. Selv små skridt fremad fører længere end ingen skridt overhovedet.

Pjecen udgør bestemt ikke en færdig facitliste, men derimod en samling af idéer, som kommuner og amter kan plukke fra og lade sig inspirere af. I det konkrete arbejde vil en række lokale forhold spille ind, som vi ikke har kunnet tage højde for i denne sammenhæng, men som selvfølgelig vil påvirke forløbet i den enkelte kommune. Pjecen er desuden et forsøg på at opsamle og viderebringe nogle af de erfaringer, som allerede er gjort i kommuner, som er godt i gang. Der er jo ingen grund til at begynde forfra hver gang.

FNs Standardregler om Lige Muligheder for Handicappede blev vedtaget på FNs generalforsamling i 1993. Standardreglerne peger på de betingelser og muligheder, som de enkelte lande bør sikre er til stede for handicappede borgere. Der er i alt 22 regler, formuleret som målsætninger for hvordan landene kan sikre handicappede lige muligheder med samfundets øvrige borgere.

I Danmark er vi allerede kommet et godt stykke vej med hensyn til at leve op til de målsætninger, som reglerne giver. Men der er også mange punkter, hvor vi kunne gøre det bedre.

Da der er tale om et FN dokument - og da FN er et mellemstatsligt samarbejde - så henvender reglerne sig sprogligt direkte til de enkelte stater. Og selvfølgelig har regering og Folketing et overordnet ansvar som dem, der sætter rammerne for handicappolitikken.

Men ser man på reglernes konkrete indhold ud fra en dansk administrativ synsvinkel, så vil man hurtigt konstatere, at en lang række af de områder, som Standardreglerne beskæftiger sig med, er kommunalt eller amtskommunalt ansvarsområde.
I et samfund med et så udstrakt kommunalt selvstyre som det danske, er det i vid udstrækning kommunerne og amterne, der administrerer de rammer, som Folketinget sætter. Derfor er det vigtigt, at der igangsættes en udvikling, hvor primær- og amtskommuner går ind og tager fat på at lave handlingsplaner og andre initiativer, der sigter mod en gennemførelse af Standardreglerne på det decentrale niveau.

Pjecen består af tre dele. Den første del, 'Starthjælp', rummer en samling ideer til, hvordan kommuner og amter kan gå i gang med at indarbejde Standardreglerne i den kommunale praksis. Denne del handler om de interne organisatoriske overvejelser, som typisk vil gå forud for arbejdet med at gennemføre en handicappolitik på kommunalt og amtskommunalt niveau. Hvem i de enkelte forvaltninger skal inddrages i arbejdet med reglerne? Hvordan kan det tværsektorielle aspekt indarbejdes? Hvem skal der samarbejdes med uden for `huset'? Hvordan skal samarbejdet fungere i praksis? Og hvem har det overordnede ansvar?

Pjecens anden del indeholder et interview med tre forvaltningschefer fra Kolding Kommune. Kolding Kommune har siden 1996 arbejdet med at efterleve FNs Standardregler, og er i dag en af de kommuner, som er kommet længst med arbejdet. I interviewet fortæller de tre chefer om processen med at implementere reglerne, om nogle af de problemer, som de er stødt på undervejs, og om hvordan de blev løst.

Pjecens tredie del, `Værktøjskassen', gennemgår de regler, som vi mener er mest relevante på det kommunale og amtskommunale niveau, og rummer forslag til, hvordan de enkelte regler kan implementeres i den kommunale praksis. Der er tale om et idékatalog over initiativer og indsatsområder, som kan indgå i en lokal eller regional handicappolitik. Vi gør på ingen måde krav på at have lavet en udtømmende liste over de værktøjer, amter og kommuner kan anvende. Formålet med eksemplerne er at give ideer og inspirere ved at pege på områder, hvor vi umiddelbart kan se mulige kommunale eller amtskommunale initiativfelter.

I øvrigt skal bemærkes, at når vi i pjecen fremover bruger udtrykket `kommune', taler vi både om primær- og amtskommuner.

Starthjælp

Hvordan den enkelte kommune vil angribe og tilrettelægge den proces, som skal føre frem til en fælles og sammenhængende handicappolitik, vil være forskellig fra kommune til kommune. Der er ikke én bestemt måde, som er den rigtige. Hvad der er rigtigt og hensigtsmæssigt afhænger af en lang række lokale forhold.

Ikke desto mindre er mange af de problemstillinger, som knytter sig til processen, af mere generel karakter, og de vil derfor være fælles for de fleste kommuner - på trods af de store forskelle kommunerne imellem. De erfaringer, som allerede er gjort, rejser spørgsmål, som man må forholde sig til, og peger på arbejdsformer, der kan lette processen, i det øjeblik beslutningen om at leve op til Standardreglerne er truffet.

I denne pjece er målgruppen amter og kommuner, og vi tager derfor udgangspunkt i, at initiativerne kommer fra denne side. DSI har udarbejdet tilsvarende materiale henvendt til handicappede, som handler om de skridt, brugerorganisationerne kan tage for at få virkeliggjort tankerne bag Standardreglerne.

Internt i det kommunale regi

Den politiske forankring

Den direktionsmæssige forankring

Da det at lave en fælles handicappolitik pr. definition går på tværs af forvaltningerne, er det vigtigt, at den ledelsesmæssige forankring er på et så højt niveau i organisationen, at der kan træffes beslutninger på tværs af forvaltningerne. Det kan være ved at forankre processen hos kommunaldirektøren, eller det kan ske ved at etablere en særlig styregruppe bestående af forvaltningscheferne fra de mest involverede forvaltninger.

Den forvaltningsmæssige forankring

Hvilke forvaltninger skal være med?

Afhængig af kommunens forvaltningsmæssige struktur vil ansvaret for reglerne tilsvarende kunne fordeles på de relevante udvalg i kommunalbestyrelsen.

Inddragelse af brugerne

Brugerne skal orienteres grundigt, når man starter processen. Der skal gives realistiske rammer for projektet, og tidshorisonten for arbejdet skal være klar. Det stiller krav til forvaltningen om at kommunikere med brugerne, som måske taler et andet sprog end det, der tales på Rådhuset. Dele af forvaltningen vil på forhånd kende brugerne, og det er vigtigt at lytte til deres viden og erfaringer.

Hvem er 'brugerne'?

Samarbejde med andre

Skabes der derimod en positiv stemning og bevidsthed omkring beslutningen, og inddrages eksterne samarbejdsparter aktivt i processen, kan det i sig selv være med til, at processen breder sig og påvirker områder uden for det umiddelbare kommunale ansvarsområde.

I en kommune er der mange samarbejdsparter, som må overvejes: De lokale boligselskaber, idrætsforeninger og museer. Politi og redningsvæsen. Kirke og forsamlingshus. Eventuelle statsinstitutioner i området - for eksempel Arbejdsformidlingen. Er kommunen med i nogle EU-programmer eller -netværk? Måske er der behov for et samarbejde med nabokommunerne?

Ligeledes kan der være behov for at inddrage det stedlige amt, for eksempel i forbindelse med sygehusbehandling eller specialundervisning for handicappede eller omkring revalideringsinstitutionerne. Amtets trafikselskab, DSB og måske også den nærmeste havn eller lufthavn må overvejes.

Også eksisterende samarbejdsorganer som Arbejdsmarkedsråd, De Sociale Koordinationsudvalg og de amtslige samarbejdsudvalg kan inddrages. Men der vil også være berøringsflader til det private erhvervsliv: Handelsstandsforeningen, den lokale avis, lægerne, apotekerne, fodterapeuterne og fysioterapeuterne, speciallæger, tandlæger og kiropraktorer. Rækken af mulige eksterne samarbejdspartnere er næsten uendelig.

Forarbejdet

Det kan også være en idé at skele til andre kommuner, som allerede er i gang, og lære af deres erfaringer. Serviceredegørelserne om indhold, omfang og målsætninger for de væsentligste kommunale serviceydelser kan studeres, ligesom Kvalitetsstandarder for indhold og omfang af serviceniveauet ved personlig og praktisk hjælp kan inddrages. Også i sundhedsplanlægningen kan der findes oplysninger, og lokalplanerne og bygningsvedtægten kan studeres nærmere.

Samarbejdsstruktur

Man må heller ikke glemme, at der i kommunens decentrale institutioner sidder personer, der har en stor viden om handicapområdet inden for deres felt. Det vil være nyttigt at inddrage dem i arbejdet, enten personligt eller ved at trække på deres viden. Og de skal i hvert fald holdes ordentligt orienteret om projektets forløb og konsekvenserne heraf, ikke mindst for dem og deres institutioner.

Internt i kommunen

Der skal tages stilling til, om brugerne skal indgå i projektgruppen, eller om de skal fungere som medspillere udefra i et formaliseret samarbejdsorgan.

Samarbejdet mellem kommunen og brugerne

Etablering af et lokalt Handicapråd kan være en særdeles positiv måde at udforme et løbende samarbejde på. I et sådant Handicapråd kan foruden repræsentanter for handicaporganisationerne indgå såvel kommunalbestyrelsesmedlemmer som embedsmænd, jævnfør Kommunestyrelsesloven §17 stk. 4. Et Ældreråd, et Klageråd eller et Brugerråd opfylder ikke samme funktion. Dels har disse organer helt andre opgaver, dels sidder der i disse råd repræsentanter fra helt andre interesseorganisationer med andre mål og andre politiske interesser.

Handicaprådet kan enten etableres under processen, som en med- og modspiller til projektgruppen, eller etableres som et resultat af projektgruppens arbejde. Et lokalt Handicapråd vil typisk være den instans, der skal videreføre processen ud over etableringsfasen. Hvis Handicaprådet alene består af brugere, bliver det rådets opgave at videreføre dialogen med politikere og ansatte.

Udarbejdelse af en handlingsplan

Kommunikation

Herudover bør der informeres bredere ud om handlingsplan, målsætning og projektets fremadskriden. Her kan benyttes de kanaler, som findes og bruges i andre sammenhænge i den enkelte kommune, for eksempel den lokale presse.

Bliver det dyrt?

Et skridt foran

Kolding som foregangskommune

"I vores arbejde med FNs Standardregler tager vi udgangspunkt i Kolding kommune, som den ser ud nu" siger Lars Rasmussen, som er socialdirektør i Kolding. "Det handler om at tænke fremadrettet og i helheder. De 22 Standardregler giver os en sikkerhed for, at vi kommer hele vejen rundt, og får tilgængelighedstanken ind på alle områder. Det gælder uanset om vi taler om fysisk tilgængelighed, tilgængelighed til information eller uddannelse. Selve øvelsen går ud på at få tankegangen forankret og integreret i vores medarbejderes daglige måde at tænke og handle på. Det tager tid, og derfor er arbejdet med FNs Standardregler også et langt sejt træk, hvor resultaterne kommer i spring, efterhånden som vi får mulighed for at lave en indsats på de forskellige områder".

"Lige nu laver vi en massiv indsats på skoleområdet for at gøre vores skoler tilgængelige for børn, der har et handicap" fortæller Ib Hansen, som er skoledirektør. "Indsatsen sker efter en systematisk kortlægning af tilgængelighedproblemerne, hvor Center for Tilgængelighed har lavet en status for tilgængeligheden til Koldings skoler for fysisk handicappede, synshandicappede og allergikere. Næste store indsatsområde er fornyelse af belægningen på fortov og gader i bymidten, som skaber en række barrierer for handicappede på grund af spring og trapper."

Ingen selvstændig økonomi

Men arbejdet med Standardreglerne er naturligvis ikke omkostningsfrit. Det tager tid, og på den måde koster det medarbejderløn. Men der er ingen selvstændig økonomi i det, og det vil også være forkert, mener Hans-Jørgen Bøgesø. "For os handler det om at tænke Standardreglerne ind i det arbejde, vi i forvejen laver, ligesom når vi tænker miljøhensyn og andre forhold ind."

Politiske ambitioner og personligt engagement

"Da FN vedtog Standardreglerne i 1993 var det en kærkommen anledning til at brede samarbejdet med handicaporganisationerne ud til hele den kommunale organisation" fortæller Hans-Jørgen Bøgesø. En snak mellem to forvaltningschefer førte til, at der blev udarbejdet et forslag til direktionen om at arbejde med FNs Standardregler. Efter indstilling fra direktionen besluttede økonomiudvalget at sætte gang i lokomotivet.

"Men det handler også om, at man politisk i Kolding kommune generelt har et højt ambitionsniveau og signalerer, at handicapaspektet er vigtigt. Medarbejderne tager det dybt alvorligt, og de folk, som har arbejdet med de konkrete tiltag, har haft et personligt engagement, som har drevet processen fremad" fortæller Ib Hansen.

Projektstyring og brugerinddragelse

Efter nedsættelsen af styre- og parallelgruppe blev der dannet arbejdsgrupper inden for de forskellige sagsområder, som kommunen arbejder med. Der har været nedsat grupper, som har arbejdet med uddannelsesområdet, fysisk tilgængelighed, kultur/idræt og beskæftigelse/familieliv. I første omgang bestod grupperne af repræsentanter fra de involverede forvaltninger. Deres opgave var at udarbejde en status for deres område. Det vil sige at udrede hvilke tiltag for handicappede, Kolding havde på de enkelte områder. Derefter blev handicaporganisationerne indkaldt til et stormøde, og der blev valgt repræsentanter fra brugersiden, som skulle deltage i arbejdsgrupperne. Arbejdsgrupperne har siden bestået af repræsentanter fra både forvaltningen og handicaporganisationerne, og det har været og er deres opgave at finde frem til hvilke behov, der er for en yderligere indsats på de enkelte områder. Derudover har man lavet en spørgeskemaundersøgelse blandt personer med handicap, for at få beskrevet problemer med adgangsforholdene i kommunen. Denne undersøgelse dannede udgangspunkt for nogle af de initiativer, som arbejdsgruppen om tilgængelighed har taget.

"Handicaporganisationerne stiller naturligvis krav - det er deres opgave" siger Lars Rasmussen. "Men det er vores erfaring, at når kravene bliver fremført i et samarbejdsforum, er handicaporganisationernes mulighed for at deltage i den kommunale planlægning væsentligt større. Den prioritering, som foretages fra kommunal side, sker efter en drøftelse med handicaporganisationerne, således at der bliver taget fat på de opgaver, man fra organisationernes side føler er vigtigst. Vi prioriterer et løbende forpligtende samarbejde med handicaporganisationerne højt, og organisationerne er gået ind i arbejdet med et realistisk forhold til, hvad der er økonomisk muligt".

Handicaprådet

"I dag befinder vi os i en situation, hvor brugerne både er repræsenteret via arbejdsgrupperne og Handicaprådet. Vi skal nu til at finde en ny model, hvor Handicaprådet skal have en central rolle i arbejdet med FNs Standardregler. Spørgsmålet er så, om arbejdsgrupperne fortsat skal have repræsentanter med fra handicaporganisationerne - det er der endnu ikke fundet en løsning på."

At tage enkeltpersoner alvorligt

Brugerinddragelse handler også om at lave informationsmateriale til handicappede brugere. Ifølge Lars Rasmussen har man på beskæftigelsesområdet lavet pjecer, som retter sig mod handicappede. "Vi har ladet nogle af brugerne gennemse materialet for at få en melding på, om det var forståeligt. Af det lærte vi at det, vi troede var tilgængelig information, ikke altid var det. Brugernes råd har givet os mere viden om, hvordan vi informerer forskellige grupper af handicappede."

Samarbejde med foreningslivet

Tilgængelighed og æstetik

"I vores arbejde med ledelinier har vi oplevet, at synshandicappede og bevægelseshandicappede har forskellige interesser" fortæller Hans-Jørgen Bøgesø. "En ledelinie som består af forhøjninger i fortovsbelægningen, kan udgøre en barriere for kørestolsbrugere og gangbesværede. I sådanne tilfælde er det vores opgave at finde en fællesnævner for de modsatrettede interesser, som handicappede kan have, og at sikre, at den æstetiske dimension er med. Det kan godt lade sig gøre, når man er bevidst om problemet."

At samle det hele under én hat

"Vi har tidligere haft projekter kørende, som har haft en eller anden relation til handicappolitikken. Det tidligere samarbejde mellem teknisk forvaltning og handicaporganisationerne er blevet erstattet af samarbejdet med arbejdsgruppen om fysisk tilgænglighed og Handicaprådet. Vores projekt med ledelinier hører nu ind under arbejdet med FNs Standardregler. På den måde har vi nu fået samlet de ting, vi hele tiden har arbejdet med, under samme hat".

Fremtiden handler om holdningsbearbejdelse

I Kolding kommune har man erfaret, at det tager tid, før man kan se de konkrete resultater af arbejdet med Standardreglerne. Projekterne bevæger sig ikke altid frem med den hastighed, som man kunne tænke sig. Men for Kolding kommune er arbejdet med FNs Standardregler en proces, som ikke kan stoppes eller afsluttes. Alle nye tiltag, som iværksættes, vil være forankret i Standardreglerne og tilgængelighedstanken. For de tre forvaltningschefer er det det, hele øvelsen går ud på.

Værktøjskasse

Regel 1. Øget opmærksomhed

De enkelte lande bør træffe foranstaltninger til at skabe øget opmærksomhed om mennesker med handicap, deres rettigheder, behov, medvirken og udviklingsmuligheder.

For at opnå en sådan forståelse kan kommunerne aktivt medvirke til at udbrede kendskabet til handicappedes livssituation. Kommunen er gennem driften af forskellige institutioner, som børnehaver, folkeskoler, kulturhuse og lignende, i tæt kontakt med både handicappede og ikke-handicappede borgere. At skabe øget kendskab til handicappede kan naturligvis ske på mange måder, og hvilken, der er bedst egnet, afhænger af de lokale forhold og traditioner.

Nedenfor er oplistet nogen idéer til tiltag, som kan øge opmærksomheden og kendskabet til handicappedes livssituation:

• Kommunen kan formulere en handicappolitik. Kommunens handicappolitik kan gøres til et synligt og positivt aktiv på niveau med gode børneinstitutioner, et godt skolevæsen, områdets kulturtilbud, korte ventelister til sygehusvæsenet etc. En fornuftig handicappolitik er ikke bare passive udgifter. Den kan sagtens gøres til en del af et levende og velfungerende lokalmiljø og -demokrati.
• Kommunen kan gå foran som opinionsdanner. Kommunen kan være model for andre ved at demonstrere hensyntagen til handicappede i alle de aktiviteter, som kommunen er ansvarlig for. Gennem kommunens adfærd som myndighed, som planlægger, som arbejdsgiver, som arrangør af møder og kulturelle aktiviteter kan vises, at kommunen er helt opmærksom på, at en del af kommunens borgere er handicappede. Angiv for eksempel i kommunens annonceringer, at der er teleslynge for hørehæmmede ved borgermøder, at blinde og svagtseende kan henvende sig for at få byrådsmaterialet på bånd, oplys, at der er adgang for kørestolsbrugere ved arrangementer, angiv i stillingsopslag, at handicappede ansøgere er velkomne og så videre. Ofte findes mulighederne i forvejen, og at nævne dem er en god måde at skabe opmærksomhed om emnet.
• Kommunen kan arbejde for at sikre offentlighed og mediebevågenhed om de initiativer, som kommunen tager på handicapområdet. Lokalavis, -radio og andre kan gøres opmærksomme på, at kommunens nye idrætshus, parkanlæg, legeplads eller lignende også rummer muligheder for mennesker med handicap.
• Etablering af et lokalt handicapråd er en god måde at sikre, at handicappede brugere inddrages, når der træffes beslutninger, der påvirker deres liv, og kan samtidig medvirke til at skabe opmærksomhed om emnet. Mange kommuner har allerede i dag gode erfaringer med et formaliseret samarbejde med brugerorganisationerne. Brugerne repræsenterer i kraft af deres daglige erfaringer med de kommunale tilbud en betydelig faglig ekspertise. En tæt dialog med brugerne er ligeledes en god basis for en optimal udnyttelse af de kommunale ressourcer og et godt udgangspunkt for opbakning bag de prioriteringer, som kan være nødvendige.

Lav en temauge for alle kommunens skoler og børnehaver, 
hvor handicapområdet er i fokus. Prøv for eksempel 
at lade børnene finde rundt på deres egen skole og på 
biblioteket med bind for øjnene ved hjælp af en stok. 
Eller at skulle kommunikere uden lyd. Eller 'gå' en tur i byen 
i kørestol.

Regel 2. Behandling

De enkelte lande bør sikre mennesker med handicap effektiv behandling.

En styrket kommunal indsats på behandlingsområdet vil først og fremmest være relevant i forhold til øget koordination af den tværsektorielle indsats, hurtig opfølgning, når der er indtruffet eller konstateret et handicap, og forebyggelse.

Der er flere temaer, som kan indgå i en kommunal handicappolitik på sundhedsområdet:

• Der kan iværksættes en styrket uddannelsesindsats over for sundhedspersonalet. Personalet bør modtage undervisning om handicappedes forhold og sættes i stand til, i forebyggende øjemed, at kunne opdage og afhjælpe et handicap så tidligt som muligt.
• Undersøg, om koordinationen mellem det amtslige sundhedssystem og den sundhedsmæssige indsats i kommunen fungerer bedst muligt.
• Lav en grundig gennemgang og vurdering af den tidlige indsats i forbindelse med ulykke eller invaliderende sygdom. Det vil ofte være bedst, at en koordineret og sammenhængende rehabiliteringsindsats igangsættes allerede på hospitalet - for eksempel ved inddragelse af talepædagoger, socialrådgivere, socialpædagoger, praktiserende læge og så videre. En del amter og kommuner har gode erfaringer med det, man kalder "case management", det vil sige, at én person gøres ansvarlig for at koordinere indsatsen fra de mange forskellige faggrupper, som kan være involveret i et rehabiliteringsforløb. Det er sjældent mangel på tilbud, der er problemet - problemet er derimod ofte, at der ikke er nogen sikkerhed for, at brugeren rent faktisk kommer i kontakt med de relevante tilbud.
• Kan den forebyggende indsats styrkes? Det kan for eksempel ske gennem fokus på større trafiksikkerhed, forebyggelse af badeulykker, bedre arbejdsmiljø og andre tiltag. Det er velkendt, at social- og sundhedssektoren er årsag til mange arbejdsskader - ikke mindst på grund af tunge løft. Det må der kunne gøres noget ved.
• Undersøg, om lægehuse, speciallægeklinikker, tandlægeklinikker, fysio- og ergoterapeutklinikker, kiropraktorer, fodterapeutklinikker, apoteker og andre, som er involveret i sundhed og helse, er tilgængelige for mennesker med handicap - jævnfør også regel 5 om den fysiske tilgængelighed. Der kan eventuelt udarbejdes en fortegnelse, så den handicappede kan få overblik over, hvor det kan betale sig at henvende sig, og hvilken klinik, der skal vælges.

Send "Bygningsreglement 1995 - Om tilgængelighedskravene" (fås 
gratis hos Center for Ligebehandling af Handicappede) til dem i 
kommunen, som er involverede i sundhed og behandling. Samtidig kan 
de modtage adresse og telefonnummer på Center for Tilgængelighed.

Regel 3. Revalidering

De enkelte lande bør sikre, at der findes revalideringstilbud til mennesker med handicap, således at de kan opnå og bevare deres optimale funktionsniveau og uafhængighed.

Det er kommunen, som administrerer tilbuddene om revalidering. For at sikre en optimal udnyttelse af tilbuddene, er det en god idé at gå disse efter i sømmene, og sætte temaet på dagsordenen.

• Kommunen kan iværksætte en undersøgelse af, hvad der sker med de personer, som kommunen revaliderer. Kommer de i arbejde, uddannelse eller overgår de til sygedagpenge eller førtidspension? Undersøgelsen kan bruges til at sætte fokus på, i hvilke tilfælde revalideringen går godt, og i hvilke det går mindre godt. Hvad er årsagen til, at revalidering i nogen tilfælde ikke rækker til at bringe et menneske tilbage til arbejdsmarkedet? Har revalideringsplanerne været urealistiske? Og hvad er modsat årsagen til, at det i andre tilfælde går godt? Kommunerne kan udarbejde `revalideringsprofiler', som er en slags øjebliksbillede over hvilke målgrupper, der er i systemet, hvad de er sat i gang med, og hvordan det går dem efter revalideringen.
• Det bør samtidig vurderes, om brugerne i tilstrækkelig grad høres og inddrages ved tilrettelæggelse og evaluering af revalidering. Kontakt med brugerne kan skabe viden om behov og kaste lys over, hvad tidligere og nuværende brugere mener om revalideringsindsatsen, og kan for eksempel munde ud i konkrete initiativer til nye revalideringstiltag.
• Revalideringsindsatsen kan målrettes til virksomhederne i lokalområdet. En sådan målretning vil medvirke til, at revalideringen resulterer i beskæftigelse, og kan desuden skabe lokal opbakning bag kommunens initiativer på området.

Hold en temadag om revalidering, hvor kommunen, amtet og evt. nabokommunen 
deltager, sammen med revalideringsinstitutionerne og virksomhederne.

Regel 4. Støtteforanstaltninger

De enkelte lande bør sikre udvikling og udbud af støtteforanstaltninger, herunder hjælpemidler til mennesker med handicap med henblik på at bistå dem med at øge deres selvstændighed i dagligdagen og med at gøre brug af deres rettigheder.

Et anden vigtig forudsætning for ligebehandling af handicappede er, at handicappedes særlige behov må løses i den del af kommunen/administrationen, hvor de opstår (sektoransvarlighedsprincippet). Det er ikke nødvendigvis en opgave for socialforvaltningen at sørge for en tolk eller et hjælpemiddel. De enkelte grene af forvaltningen har et selvstændigt ansvar for, at handicappedes behov kan løses inden for afdelingens rammer. Det kan være nødvendigt at foretage en omfordeling af økonomiske midler inden for kommunen for at kunne opfylde dette mål om sektoransvarlighed.

Med de nye sociallove er princippet om en helhedsorienteret rådgivning blevet yderligere understreget. Også det betyder, at der stilles yderligere krav til kvalifikationerne hos det sagsbehandlende personale.

Kommunerne og amterne kan tage flere initiativer, som går i retning af at styrke opfyldelsen af regel nummer 4:

• Der kan formuleres en efter- og videreuddannelsespolitik for de personalegrupper, som har ansvaret for bevilling af hjælpemidler og andre støtteforanstaltninger. En sådan uddannelsespolitik kan med fordel også omfatte personalegrupper uden for socialforvaltningerne - for eksempel personale fra skoleforvaltningen og teknisk forvaltning. Det vil være en god idé at tage brugerne med på råd, for eksempel ved at inddrage Handicaprådet, hvis et sådant findes i kommunen.
• Der kan også formuleres en samarbejdspolitik for arbejdet mellem de amtslige specialrådgivningsinstitutioner og de kommunale sagsbehandlere. Tætte relationer mellem for eksempel de amtslige videnscentre, hjælpemiddelcentralerne, specialkonsulentordningerne og kommunerne er en stor fordel. Herved kan man blive i stand til at trække på viden og erfaringer hos hinanden med henblik på en mere effektiv sagsbehandling.

Arrangér et møde for de forvaltninger og institutioner,
som arbejder med støtteforanstaltninger til handicappede, hvor de
kan lære hinanden bedre at kende og fortælle om arbejdet på
hvert deres område.

Regel 5. Tilgængelighed

De enkelte lande bør anderkende, at tilgængelighed er altafgørende for opnåelse af lige muligheder i alle områder af samfundet. De enkelte lande bør for mennesker med handicap af enhver art a: indføre handlingsprogrammer med henblik på at gøre de fysiske omgivelser tilgængelige og b: træffe foranstaltninger til at sørge for adgang til oplysning og kommunikation.

a: Fysisk tilgængelighed

Kommunen spiller en helt central rolle med hensyn til planlægningen af det fysiske miljø og kan udmønte denne rolle positivt ved at lade krav om fysisk tilgængelighed indgå alle relevante steder i den kommunale forvaltning. Det gælder både i planlægningsprocessen og ved konstruktionen og udformningen af de fysiske omgivelser. Ikke kun teknisk forvaltning spiller en rolle her, også andre forvaltningsgrene som for eksempel skole-, kultur- og socialforvaltningen kan med fordel være opmærksom på de steder, hvor det i den fysiske planlægning er muligt at medtænke hensynet til handicappede.

Som tilsynsmyndighed er kommunerne ikke alene ansvarlige for tilgængeligheden til deres eget byggeri. Kommunerne spiller også en central rolle i forhold til privat byggeri. Det ansvar er yderligere udvidet med det nye småhusreglement, hvor der nu er medtaget krav om tilgængelighed, også ved byggeri af private enfamiliehuse. Kommunen har dermed en enestående chance for at medtænke tilgængelighed, når der bygges nyt. Det vil være et klart signal at sende, hvis kommunen formulerer en tilgængelighedspolitik, som også kan indeholde en klar stillingtagen til kommunens politik vedrørende byggesagsbehandling
og dispensationspraksis på tilgængelighedsområdet.

• Udarbejd en handlingsplan for den fysiske tilgængelighed til kommunens bygninger og anlæg. En sådan handlingsplan kan for eksempel tage sit udgangspunkt i en kortlægning af steder, hvor der i dag er problemer med den fysiske tilgænglighed.Et 'tilgængelighedstjek' kan omfatte:
• de (amts)kommunale dag- og døgninstitutioner, skoler, gymnasier og voksenuddannelsescentre
• det lokale bymiljø: gader og fortove, fodgænger over gange, offentlige toiletter etc.
• kommunale bygninger: rådhuset, amtsgården, biblioteker, museer og kulturhuse, idrætsfaciliteter etc.
• hospitaler og klinikker
• den lokale og regionale kollektive trafik
• private institutioner og aktiviteter, som modtager offentligt tilskud

• Handlingsplanen kan både benyttes som grundlag for initiativer, der kan forbedre tilgængeligheden i det eksisterende miljø, men kan også benyttes som grundlag for fremtidige byggeprojekter, således at fortidens synder ikke gentages.
• Kortlægningen af tilgængeligheden til kommunens bygninger kan danne baggrund for information til kommunens indbyggere og turister om, hvor der er tilgængeligt. Det vil gøre det nemt at overskue, hvad der findes af muligheder, som kan bruges af mennesker med et handicap, der giver behov for særlig indretning.

Lav en fortegnelse over tilgængeligheden til bygninger 
og anlæg i kommunen og læg den på biblioteker og 
turistinformationer.

b: Tilgængelighed til information

Kommunerne er ansvarlige for størstedelen af det offentlige biblioteksvæsen. Det er væsentligt for handicappedes adgang til information, at folkebibliotekerne er tilgængelige for mennesker med handicap.
Mange biblioteker er allerede i dag fysisk tilgængelige for bevægelseshandicappede, men der er fortsat lang vej, før bibliotekerne kan tilbyde tilgængelig service over for mennesker med synshandicap, hørehandicap, udviklingshæmmede og andre personer med svære læse- og kommunikationshandicap.

Udvalget om offentlig informationspolitik har i sin betænkning "Information til tiden" fastlagt, hvilke principper en informationspolitik bør tilrettelægges efter for at leve op til FNs Standardregler. I betænkningen kan der hentes inspiration til, hvordan man tilrettelægger en fornuftig informationspolitik, som også tager hensyn til handicappedes behov. Blandt de anbefalinger, som betænkningen nævner, er:

• at væsentlig borgerrettet information, som for eksempel pjecer, offentligt høringsmateriale og lignende, kan fås i en samtidig version på lydbånd.
• at informationsmateriale kan udleveres på diskette eller udprintet i stor skrift.
• at hjemmesider og publikationer på Internettet gøres tilgængelige for synshandicappede. Med meget små midler kan web-sider tilrettelægges på en sådan måde, at de bliver umiddelbart brugbare også for handicappede. Det koster faktisk kun lidt omtanke.
• at der ved offentlige møder tilbydes tegnsprogstolkning og teleslynge til døve og hørehæmmede deltagere.
• at man, for at sikre at man når alle handicappede - også de handicappede borgere, som for eksempel bor på døgninstitution - benytter flere informationsveje end de traditionelle. Det kan for eksempel være at gå gennem foreninger, klubber, hjemmehjælpere, læger, socialrådgivere etc.

Tjék kommunens hjemmeside med en `Bobby-test' 
(kan findes på adressen www.clh.dk). Den kan vise, om hjemmesiden kan bruges
af mennesker med handicap.

Regel 6. Uddannelse

De enkelte lande bør anderkende princippet om lige uddannelsesmuligheder og integration i grundskole, ungdomsuddannelse og højere uddannelse for handicappede børn, unge og voksne. De bør sikre, at uddannelse af mennesker med handicap er en integreret del af uddannelsessystemet.

• Se på de lokale uddannelsesinstitutioner og overvej, om de er parate til at modtage handicappede elever. Den fysiske tilgængelighed til uddannelsesinstitutionerne er en nødvendig forudsætning for, at målsætningen om integration og normalisering kan efterleves. Hvis ikke eleven, barn eller voksen, kan komme hen, hvor uddannelsen foregår, kan vedkommende selvfølgelig ikke deltage. Det er ikke nok, at eleven kan komme ind i klasseværelset, adgang til fællessal, musiklokale, geografilokale og så videre er også vigtig. Og hvad med SFO'en? Det er relativt enkelt at inddrage dette aspekt, hvis  uddannelsesinstitutionerne alligevel skal renoveres eller nyindrettes.
• Undersøg samtidig, om skolerne er i stand til at stille hjælpemidler til rådighed for elever med særlige behov. Det letteste og hurtigste vil ofte være, at en elevs problemer løses der, hvor de opstår. Det vil være en stor fordel for den enkelte, hvis der for hver enkelt uddannelsesinstitution findes et system, som hurtigt og effektivt kan stille nødvendige hjælpemidler til rådighed til elever med særlige behov.
• Overvej allerede ved udarbejdelsen af undervisningsmateriale, hvordan materialet kan omsættes til andre relevante medier (stor udskrift, lydbånd og så videre).
• Lærerne på skolerne skal være i stand til at undervise elever med særlige behov og kende til mulighederne for at hjælpe handicappede elever med kompenserende støtte. Ikke alle handicap erkendes, før skolegangen påbegyndes, og her er det vigtigt, at læreren kan opdage en elevs eventuelle særlige problemer. Der kan i nogle tilfælde være behov for, at lærerne modtager tilbud om (efter-) uddannelse, der sætter dem i stand til at undervise elever med særlige behov.
• Forældre/skole-samarbejdet i forbindelse med overvejelser om visitering til specialtilbud er en vigtig faktor, som kan være afgørende for de impliceredes oplevelse af forløbet. Det er derfor en god idé at holde øje med, om samarbejdet fungerer optimalt.
• Der kan udarbejdes en undersøgelse af, om frafaldet i for eksempel gymnasiet og andre uddannelsestilbud er større blandt handicappede elever end andre, og i givet fald hvorfor. Det kan samtidig, på baggrund af undersøgelsen, overvejes om indsatsen for at handicappede elever kommer videre i uddannelsessystemet, kan styrkes.
• På samme måde kan undersøges, om børn, som gennemfører deres grundskole i specialskole, har samme muligheder som andre. Har for eksempel børn, som modtager specialtilbud, samme mulighed for at gå i børnehaveklasse som børn i det almindelige kommunale skoletilbud? Og er der senere et ungdomsuddannelsestilbud til disse elever, som tåler sammenligning med de ungdomsuddannelsestilbud, der i øvrigt gives?
• Det vil være en god idé, at man på skolerne både blandt lærere og i forældrebestyrelsen diskuterer holdningen til elever med særlige behov. Diskussionen er vigtig at tage før den dag, skolen modtager henvendelse fra forældre til et handicappet barn. Der kan lægges op til et fællesarrangement for både skoleledelse, lærere, forældrebestyrelse og forældre, eller til en flertrinsraket, hvor temaet diskuteres i forældrebestyrelsen som oplæg til en drøftelse i lærergruppen, før temaet tages op i hele forældrekredsen.
• Endelig må undervisning af voksne handicappede ikke glemmes. Folkeoplysning og anden uddannelse for voksne bør tilrettelægges, så handicappede kan deltage i undervisningen på lige fod med ikke-handicappede.

Lav et debatoplæg til skolerne, som kan danne baggrund 
for en værdidebat om holdningen til elever med særlige behov.

Regel 7. Arbejde

De enkelte lande bør anderkende princippet om, at mennesker med handicap skal have mulighed for at udøve deres menneskerettigheder, specielt på beskæftigelsesområdet. I både by- og landområder skal de have lige muligheder for produktiv og udbytterig beskæftigelse på arbejdsmarkedet.

Som arbejdsgiver spiller kommunen en central rolle. I mange kommuner er kommunen selv den største arbejdsgiver, og også amterne er ofte en af regionens meget store arbejdspladser. Amter og kommuner kan gå foran med en personalepolitik, der er rummelig nok til alle - også personer, som har et handicap. Ved selv at fungere som et godt forbillede vil man kunne demonstrere for de private virksomheder, at det kan lade sig gøre, og opnå større vægt bag appellerne til virksomhederne om at påtage sig et socialt ansvar.

Også som myndighed er kommunerne en vigtig aktør på det lokale og regionale arbejdsmarked. I den forbindelse er der mange temaer, som kan inddrages i formuleringen af en handicappolitik:

• Hvad kan man gøre for at forbedre kommunens service over for områdets virksomheder med det formål at få flere handicappede i arbejde? Er kommunen opsøgende nok i forhold til virksomhederne? Er det let for virksomhederne at finde frem til rette person i forvaltningen? Er de relevante personalegrupper tilstrækkeligt godt uddannet til at løse de rådgivningsopgaver, som det forventes, at kommunen skal kunne løse?
• Ligeledes kan ses på, om der er gjort tilstrækkeligt for at få sat fokus på handicappede i de nye koordinationsudvalg. Har kommunen/amtet en målsætning for sin deltagelse i koordinationsudvalget? Er der gennemført efteruddannelse af det personale, som skal indgå i eller servicere koordinationsudvalget?
• Der kan iværksættes en vurdering og evaluering af handicappedes vilkår på arbejdsmarkedet i området, herunder af den forebyggende indsats.
• Det kan være en idé at tage spørgsmålet om ansættelse af handicappede op i hovedsamarbejdsudvalget og i samarbejdsudvalget på de enkelte arbejdspladser. Diskutér, hvad ledelsen og medarbejderne indtil nu har gjort for, at handicappede kan ansættes på de kommunale arbejdspladser. Hvad gør de kommunale arbejdspladser, når en medarbejder sygemeldes for en længere periode, eller kommer ud for en ulykke, som betyder, at vedkommende ikke mere kan varetage sit hidtidige job? Hvad gør man på de enkelte arbejdspladser for at ansætte handicappede på ordinære vilkår? Kender man nok til de regler og muligheder, der findes i lovgivningen, om støtte til ansættelse af handicappede?
• Kommunerne kan også styrke indsatsen for et mere rummeligt arbejdsmarked ved i forbindelse med udbud og udlicitering af offentlige opgaver at lade det indgå i udbudsmaterialet, at en leverandør skal forpligte sig til at ansætte medarbejdere på særlige vilkår. Der kan både være tale om ansættelser på særlige vilkår uden løntilskud fra det offentlige, om fleks- og skånejob eller job efter de sociale kapitler i overenskomsten.

Kig på den kommunale personalepolitik, og indarbejd et afsnit med 
handicappolitisk sigte, hvis det ikke allerede findes.

Regel 8. Bevarelse af indkomst og social sikring

De enkelte lande er ansvarlige for at mennesker med handicap bevarer deres indkomst og opnår social sikring.

Handicappede, der ikke er i stand til at varetage almindelig beskæftigelse, må under hensyn til vedkommendes evner tilbydes beskæftigelse, der er tilrettelagt med henblik på bevarelse og opnåelse af kvalifikationer, der under en eller anden form sigter mod øget integration med det almindelige arbejdsmarked. Er det ikke muligt at opnå ansættelse på ordinære vilkår, eventuelt gennem uddannelse/revalidering, kan ansættelse efter bestemmelserne om fleks- og skånejob være en mulighed.

• Kommunen kan i samarbejde med handicaporganisationerne undersøge effekten af de forskellige beskæftigelsesaktiviteter for handicappede. Fører aktiviteterne til øget aktivering og bedre integrering på det ordinære arbejdsmarked?
• Koordinationsudvalget for den forebyggende arbejdsmarkedsindsats er tiltænkt en central rolle som rådgiver i forbindelse med den kommunale beskæftigelsespolitik. Kan der i samarbejde med private eller offentlige virksomheder etableres nye metoder for arbejdsfastholdelse af handicappede?

Sæt fokus på ulykkesramte, og gør en særlig indsats 
for, at de kan fastholdes på deres arbejdsplads.

Regel 9. Familieliv og personlig integritet

De enkelte lande bør fremme fuld deltagelse for mennesker med handicap i familielivet. De bør fremme deres rettigheder med hensyn til personlig integritet og sikre, at lovgivningen ikke diskriminerer mod mennesker med handicap med hensyn til seksuelle forhold, ægteskab og forældreværdighed.

Nyere forskning viser, at mange brugere af de kommunale socialforvaltninger oplever sig dårligt eller måske ligefrem nedladende behandlet. Mange handicappede er af forskellige grunde ofte i kontakt med kommunalt personale, og det er vigtigt, at den enkelte handicappede oplever, at de personer, som vedkommende møder i systemet, så vidt muligt respekterer og imødekommer personlige ønsker og behov.

Den væsentligste garanti for, at det enkelte individs integritet respekteres, opnås ved at inddrage den pågældende i beslutninger, som påvirker personens liv. Handicappede bør altid inddrages, når der tages beslutninger, der vedrører deres liv. Dette gælder både for enkeltsager på det personlige plan, men også beslutninger på overordnet plan i kommune og amt, der vedrører handicappedes personlige forhold.

Der er flere måder, hvorpå kommuner og amter kan medvirke til, at handicappede borgere oplever, at deres personlige integritet respekteres:

• De kan overveje, om personalet, som står for den direkte kontakt til handicappede borgere, har modtaget tilstrækkelig og tidssvarende uddannelse. Førhen boede mange handicappede `gratis' på store institutioner, hvor de fik udleveret mad, tøj og lommepenge. I dag får enhver udbetalt pension, betaler husleje, og kan selv bestemme, hvad de vil bruge deres penge på. Det stiller nye krav til det personale, som er involvet i tilbud til og behandling af handicappede. Temaer som etik, rollebevidsthed, service og god `kundebetjening' bør være aktive temaer, som også indgår i (efter-)uddannelsen af kommunens frontpersonale.
• En væsentlig forudsætning for at kunne tale om personlig integritet er muligheden for at kunne foretage personlige valg med hensyn til bolig, transport, indkøb og andet. En måde at skabe sådanne muligheder er, at kommunen arbejder for, at alle sektorer er opmærksomme på at inddrage handicapaspektet i deres beslutninger.
• Handicappede og deres familier bør modtage reel og saglig information og rådgivning om tilbud og muligheder. Inddrag handicappede og handicappedes organisationer i de beslutninger og prioriteringer, som berører handicappedes tilværelse. Servicedeklarationer og Kvalitetsstandarder er gode udgangspunkter for en åben og offentlig debat om serviceniveau.
• Kommunen og amtet har en vigtig rolle at spille med hensyn til at støtte op omkring handicappedes ret til at være forældre. Den nye adoptionslov gør op med fordommen om, at handicappede ikke kan varetage rollen som forældre, og der lægges op til, at der i højere grad skal anlægges en helhedsvurdering af handicappedes forældreevne. Har det involverede personale modtaget tilstrækkelig information om den nye lov og de ændringer, den medfører?
• For at sætte den personlige integritet hos borgere med behov for særlig pleje på dagsordenen kan kommunen tage initiativ til en værdi- og målsætningsdebat med udgangspunkt i det personale, som har den direkte kontakt med disse mennesker. Arbejdsorganisering, kompetencefordeling, informeringsgrad og andre organisatoriske problemstillinger kan også inddrages i en sådan værdi- og målsætningsdebat.

Lav en værdihøring, hvor personale og 
brugere/pårørende kan mødes og 
udveksle synspunkter.

Regel 10, 11 & 12. Kultur, Fritid og sport & Religion

Regel 10. Kultur

De enkelte lande skal sikre, at mennesker med handicap integreres og kan deltage i kulturelle aktiviteter på lige fod med andre.

Regel 11. Fritid og sport

De enkelte lande skal træffe foranstaltninger, der sikrer, at mennesker med handicap har lige muligheder for udøvelse af fritids- og sportsaktiviteter.

Regel 12. Religion

De enkelte lande skal opfordre til, at der træffes foranstaltninger til handicappedes lige deltagelse i det religiøse liv i det samfund de tilhører.

Adgang til sportslige, kulturelle og religiøse aktiviteter er ikke alene et spørgsmål om at kunne se på. Handicappede har også brug for at være aktivt udøvende. Det er derfor vigtigt, at den kommunale kultur- og fritidspolitik også tager hensyn til handicappedes mulighed for selv at deltage i de aktiviteter, som finder sted.

• Kommunen og amtet kan medvirke til at støtte og fremme mulighederne for sportsaktiviteter for handicappede. Sportshaller og sportspladser bør indrettes, så de er tilgængelige for handicappede, og kommunen kan opfordre sportsorganisationer og klubber til at udvikle muligheder for, at mennesker med handicap kan deltage. Kan dette ikke ske i de tilbud, som gælder alle, kan handicappede tilbydes adgang til instruktion og træning på samme niveau som de øvrige tilbud.
• Generelle tilbud om folkeoplysning og voksenundervisning bør være suppleret med tilsvarende tilbud for mennesker med handicap, enten via integreret undervisning eller oprettelse af særlige hold i tilfælde, hvor de generelle tilbud ikke kan benyttes.
• Det er en stor hjælp for handicappede, hvis turistinformationen har klare oplysninger om overnatningsmuligheder og kulturelle aktiviteter, således at de på forhånd kan afgøre, om kommunen er attraktiv for mennesker med netop deres behov.
• Ikke bare bygninger, men også anlæg og naturområder rummer et tilgængelighedsaspekt. Kommunen kan arbejde for at sikre, at handicappede har adgang til de naturområder, som findes i området. Det kan for eksempel være offentlige strande, stianlæg i skov- og naturområder, fiskepladser ved søer, parker etc. Det er en god idé, hvis turistinformationen også har information om adgangsforholdene til disse steder.
• Afsæt en dag, hvor 2-3 ansatte i kultur- og fritidsforvaltningen tager en tur rundt i kommunen og kigger på kommunens kultur- og fritidstilbud med lige muligheder for alle som mål. Lav en tjekliste og spørg jer selv, hver gang I kommer til en svømmehal, biograf, kirke eller lignende, hvordan det ville være at være døv, blind eller bevægelseshandicappet dette sted.

Lav en positiv-liste over aktiviteter, restauranter mv. i kommunen, 
hvor handicappede har mulighed for at deltage.

Samtlige regler i kort form

I. Forudsætninger

Regel 1. Øget opmærksomhed

Regel 2. Behandling

Regel 3. Revalidering.

Regel 4. Støtteforanstaltninger.

II. Indsatsområder

Regel 5. Tilgængelighed.

Regel 6. Uddannelse.

Regel 7. Arbejde.

Regel 8. Bevarelse af indkomst og social sikring.

Regel 9. Familieliv og personlig integritet.

Regel 10. Kultur.

Regel 11. Fritid og sport.

Regel 12. Religion.

III. Gennemførelse

Regel 13. Oplysning og forskning

Regel 14. Strategi og planlægning

Regel 15. Lovgivning

Regel 16. Økonomisk politik

Regel 17. Koordinering af indsatsen

Regel 18. Organisationer af handicappede

Regel 19. Uddannelse af personale

Regel 20. National opfølgning og evaluering af tiltag i forbindelse med gennemførelsen af Standardreglerne.

Regel 21. Teknisk og økonomisk samarbejde

Regel 22. Internationalt samarbejde

FNs Standardregler om Lige Muligheder for Handicappede findes i 
fuld tekst på Det Centrale Handicapråds 
hjemmeside på adressen www.dch.dk

Relevante adresser

Center for Ligebehandling af Handicappede
Bredgade 25
Skt. Annæ Passage opg. F, 4. sal
1260 København K
Tlf. 33 11 10 44
Fax 33 11 10 82
Teksttlf. 33 11 10 81
E-mail clh@clh.dk
Hjemmeside: www.clh.dk

De Samvirkende Invalideorganisationer
Kløverprisvej 10 B
2650 Hvidovre
Tlf. 36 75 17 77
Fax 36 75 14 03
E-mail dsi@handicap.dk
Hjemmeside: www.handicap.dk

Center for Tilgængelighed
Graham Bells Vej 1 A
8200 Århus N
Tlf. 87 41 24 24
Fax 86 78 37 30
E-mail centil@hmi.dk
Hjemmeside www.centil.dk

På adressen http://www.handicap.dk/links/index.htm findes links til en række relevante handicaporganisationer og videnscentres hjemmesider Det Centrale Handicapråd Version 1 den 6. januar 2000
Denne publikation findes på adressen http://www.dch.dk/fnregl/vaerktoej
Copyright (c) Det Centrale Handicapråd