Værktøjskasse
 
     

Værktøjskasse

Regel 1. Øget opmærksomhed

De enkelte lande bør træffe foranstaltninger til at skabe øget opmærksomhed om mennesker med handicap, deres rettigheder, behov, medvirken og udviklingsmuligheder.

For at opnå en sådan forståelse kan kommunerne aktivt medvirke til at udbrede kendskabet til handicappedes livssituation. Kommunen er gennem driften af forskellige institutioner, som børnehaver, folkeskoler, kulturhuse og lignende, i tæt kontakt med både handicappede og ikke-handicappede borgere. At skabe øget kendskab til handicappede kan naturligvis ske på mange måder, og hvilken, der er bedst egnet, afhænger af de lokale forhold og traditioner.

Nedenfor er oplistet nogen idéer til tiltag, som kan øge opmærksomheden og kendskabet til handicappedes livssituation:

• Kommunen kan formulere en handicappolitik. Kommunens handicappolitik kan gøres til et synligt og positivt aktiv på niveau med gode børneinstitutioner, et godt skolevæsen, områdets kulturtilbud, korte ventelister til sygehusvæsenet etc. En fornuftig handicappolitik er ikke bare passive udgifter. Den kan sagtens gøres til en del af et levende og velfungerende lokalmiljø og -demokrati.
• Kommunen kan gå foran som opinionsdanner. Kommunen kan være model for andre ved at demonstrere hensyntagen til handicappede i alle de aktiviteter, som kommunen er ansvarlig for. Gennem kommunens adfærd som myndighed, som planlægger, som arbejdsgiver, som arrangør af møder og kulturelle aktiviteter kan vises, at kommunen er helt opmærksom på, at en del af kommunens borgere er handicappede. Angiv for eksempel i kommunens annonceringer, at der er teleslynge for hørehæmmede ved borgermøder, at blinde og svagtseende kan henvende sig for at få byrådsmaterialet på bånd, oplys, at der er adgang for kørestolsbrugere ved arrangementer, angiv i stillingsopslag, at handicappede ansøgere er velkomne og så videre. Ofte findes mulighederne i forvejen, og at nævne dem er en god måde at skabe opmærksomhed om emnet.
• Kommunen kan arbejde for at sikre offentlighed og mediebevågenhed om de initiativer, som kommunen tager på handicapområdet. Lokalavis, -radio og andre kan gøres opmærksomme på, at kommunens nye idrætshus, parkanlæg, legeplads eller lignende også rummer muligheder for mennesker med handicap.
• Etablering af et lokalt handicapråd er en god måde at sikre, at handicappede brugere inddrages, når der træffes beslutninger, der påvirker deres liv, og kan samtidig medvirke til at skabe opmærksomhed om emnet. Mange kommuner har allerede i dag gode erfaringer med et formaliseret samarbejde med brugerorganisationerne. Brugerne repræsenterer i kraft af deres daglige erfaringer med de kommunale tilbud en betydelig faglig ekspertise. En tæt dialog med brugerne er ligeledes en god basis for en optimal udnyttelse af de kommunale ressourcer og et godt udgangspunkt for opbakning bag de prioriteringer, som kan være nødvendige.

Lav en temauge for alle kommunens skoler og børnehaver, 
hvor handicapområdet er i fokus. Prøv for eksempel 
at lade børnene finde rundt på deres egen skole og på 
biblioteket med bind for øjnene ved hjælp af en stok. 
Eller at skulle kommunikere uden lyd. Eller 'gå' en tur i byen 
i kørestol.

Regel 2. Behandling

De enkelte lande bør sikre mennesker med handicap effektiv behandling.

En styrket kommunal indsats på behandlingsområdet vil først og fremmest være relevant i forhold til øget koordination af den tværsektorielle indsats, hurtig opfølgning, når der er indtruffet eller konstateret et handicap, og forebyggelse.

Der er flere temaer, som kan indgå i en kommunal handicappolitik på sundhedsområdet:

• Der kan iværksættes en styrket uddannelsesindsats over for sundhedspersonalet. Personalet bør modtage undervisning om handicappedes forhold og sættes i stand til, i forebyggende øjemed, at kunne opdage og afhjælpe et handicap så tidligt som muligt.
• Undersøg, om koordinationen mellem det amtslige sundhedssystem og den sundhedsmæssige indsats i kommunen fungerer bedst muligt.
• Lav en grundig gennemgang og vurdering af den tidlige indsats i forbindelse med ulykke eller invaliderende sygdom. Det vil ofte være bedst, at en koordineret og sammenhængende rehabiliteringsindsats igangsættes allerede på hospitalet - for eksempel ved inddragelse af talepædagoger, socialrådgivere, socialpædagoger, praktiserende læge og så videre. En del amter og kommuner har gode erfaringer med det, man kalder "case management", det vil sige, at én person gøres ansvarlig for at koordinere indsatsen fra de mange forskellige faggrupper, som kan være involveret i et rehabiliteringsforløb. Det er sjældent mangel på tilbud, der er problemet - problemet er derimod ofte, at der ikke er nogen sikkerhed for, at brugeren rent faktisk kommer i kontakt med de relevante tilbud.
• Kan den forebyggende indsats styrkes? Det kan for eksempel ske gennem fokus på større trafiksikkerhed, forebyggelse af badeulykker, bedre arbejdsmiljø og andre tiltag. Det er velkendt, at social- og sundhedssektoren er årsag til mange arbejdsskader - ikke mindst på grund af tunge løft. Det må der kunne gøres noget ved.
• Undersøg, om lægehuse, speciallægeklinikker, tandlægeklinikker, fysio- og ergoterapeutklinikker, kiropraktorer, fodterapeutklinikker, apoteker og andre, som er involveret i sundhed og helse, er tilgængelige for mennesker med handicap - jævnfør også regel 5 om den fysiske tilgængelighed. Der kan eventuelt udarbejdes en fortegnelse, så den handicappede kan få overblik over, hvor det kan betale sig at henvende sig, og hvilken klinik, der skal vælges.

Send "Bygningsreglement 1995 - Om tilgængelighedskravene" (fås 
gratis hos Center for Ligebehandling af Handicappede) til dem i 
kommunen, som er involverede i sundhed og behandling. Samtidig kan 
de modtage adresse og telefonnummer på Center for Tilgængelighed.

Regel 3. Revalidering

De enkelte lande bør sikre, at der findes revalideringstilbud til mennesker med handicap, således at de kan opnå og bevare deres optimale funktionsniveau og uafhængighed.

Det er kommunen, som administrerer tilbuddene om revalidering. For at sikre en optimal udnyttelse af tilbuddene, er det en god idé at gå disse efter i sømmene, og sætte temaet på dagsordenen.

• Kommunen kan iværksætte en undersøgelse af, hvad der sker med de personer, som kommunen revaliderer. Kommer de i arbejde, uddannelse eller overgår de til sygedagpenge eller førtidspension? Undersøgelsen kan bruges til at sætte fokus på, i hvilke tilfælde revalideringen går godt, og i hvilke det går mindre godt. Hvad er årsagen til, at revalidering i nogen tilfælde ikke rækker til at bringe et menneske tilbage til arbejdsmarkedet? Har revalideringsplanerne været urealistiske? Og hvad er modsat årsagen til, at det i andre tilfælde går godt? Kommunerne kan udarbejde `revalideringsprofiler', som er en slags øjebliksbillede over hvilke målgrupper, der er i systemet, hvad de er sat i gang med, og hvordan det går dem efter revalideringen.
• Det bør samtidig vurderes, om brugerne i tilstrækkelig grad høres og inddrages ved tilrettelæggelse og evaluering af revalidering. Kontakt med brugerne kan skabe viden om behov og kaste lys over, hvad tidligere og nuværende brugere mener om revalideringsindsatsen, og kan for eksempel munde ud i konkrete initiativer til nye revalideringstiltag.
• Revalideringsindsatsen kan målrettes til virksomhederne i lokalområdet. En sådan målretning vil medvirke til, at revalideringen resulterer i beskæftigelse, og kan desuden skabe lokal opbakning bag kommunens initiativer på området.

Hold en temadag om revalidering, hvor kommunen, amtet og evt. nabokommunen 
deltager, sammen med revalideringsinstitutionerne og virksomhederne.

Regel 4. Støtteforanstaltninger

De enkelte lande bør sikre udvikling og udbud af støtteforanstaltninger, herunder hjælpemidler til mennesker med handicap med henblik på at bistå dem med at øge deres selvstændighed i dagligdagen og med at gøre brug af deres rettigheder.

Et anden vigtig forudsætning for ligebehandling af handicappede er, at handicappedes særlige behov må løses i den del af kommunen/administrationen, hvor de opstår (sektoransvarlighedsprincippet). Det er ikke nødvendigvis en opgave for socialforvaltningen at sørge for en tolk eller et hjælpemiddel. De enkelte grene af forvaltningen har et selvstændigt ansvar for, at handicappedes behov kan løses inden for afdelingens rammer. Det kan være nødvendigt at foretage en omfordeling af økonomiske midler inden for kommunen for at kunne opfylde dette mål om sektoransvarlighed.

Med de nye sociallove er princippet om en helhedsorienteret rådgivning blevet yderligere understreget. Også det betyder, at der stilles yderligere krav til kvalifikationerne hos det sagsbehandlende personale.

Kommunerne og amterne kan tage flere initiativer, som går i retning af at styrke opfyldelsen af regel nummer 4:

• Der kan formuleres en efter- og videreuddannelsespolitik for de personalegrupper, som har ansvaret for bevilling af hjælpemidler og andre støtteforanstaltninger. En sådan uddannelsespolitik kan med fordel også omfatte personalegrupper uden for socialforvaltningerne - for eksempel personale fra skoleforvaltningen og teknisk forvaltning. Det vil være en god idé at tage brugerne med på råd, for eksempel ved at inddrage Handicaprådet, hvis et sådant findes i kommunen.
• Der kan også formuleres en samarbejdspolitik for arbejdet mellem de amtslige specialrådgivningsinstitutioner og de kommunale sagsbehandlere. Tætte relationer mellem for eksempel de amtslige videnscentre, hjælpemiddelcentralerne, specialkonsulentordningerne og kommunerne er en stor fordel. Herved kan man blive i stand til at trække på viden og erfaringer hos hinanden med henblik på en mere effektiv sagsbehandling.

Arrangér et møde for de forvaltninger og institutioner,
som arbejder med støtteforanstaltninger til handicappede, hvor de
kan lære hinanden bedre at kende og fortælle om arbejdet på
hvert deres område.

Regel 5. Tilgængelighed

De enkelte lande bør anderkende, at tilgængelighed er altafgørende for opnåelse af lige muligheder i alle områder af samfundet. De enkelte lande bør for mennesker med handicap af enhver art a: indføre handlingsprogrammer med henblik på at gøre de fysiske omgivelser tilgængelige og b: træffe foranstaltninger til at sørge for adgang til oplysning og kommunikation.

a: Fysisk tilgængelighed

Kommunen spiller en helt central rolle med hensyn til planlægningen af det fysiske miljø og kan udmønte denne rolle positivt ved at lade krav om fysisk tilgængelighed indgå alle relevante steder i den kommunale forvaltning. Det gælder både i planlægningsprocessen og ved konstruktionen og udformningen af de fysiske omgivelser. Ikke kun teknisk forvaltning spiller en rolle her, også andre forvaltningsgrene som for eksempel skole-, kultur- og socialforvaltningen kan med fordel være opmærksom på de steder, hvor det i den fysiske planlægning er muligt at medtænke hensynet til handicappede.

Som tilsynsmyndighed er kommunerne ikke alene ansvarlige for tilgængeligheden til deres eget byggeri. Kommunerne spiller også en central rolle i forhold til privat byggeri. Det ansvar er yderligere udvidet med det nye småhusreglement, hvor der nu er medtaget krav om tilgængelighed, også ved byggeri af private enfamiliehuse. Kommunen har dermed en enestående chance for at medtænke tilgængelighed, når der bygges nyt. Det vil være et klart signal at sende, hvis kommunen formulerer en tilgængelighedspolitik, som også kan indeholde en klar stillingtagen til kommunens politik vedrørende byggesagsbehandling
og dispensationspraksis på tilgængelighedsområdet.

• Udarbejd en handlingsplan for den fysiske tilgængelighed til kommunens bygninger og anlæg. En sådan handlingsplan kan for eksempel tage sit udgangspunkt i en kortlægning af steder, hvor der i dag er problemer med den fysiske tilgænglighed.Et 'tilgængelighedstjek' kan omfatte:
• de (amts)kommunale dag- og døgninstitutioner, skoler, gymnasier og voksenuddannelsescentre
• det lokale bymiljø: gader og fortove, fodgænger over gange, offentlige toiletter etc.
• kommunale bygninger: rådhuset, amtsgården, biblioteker, museer og kulturhuse, idrætsfaciliteter etc.
• hospitaler og klinikker
• den lokale og regionale kollektive trafik
• private institutioner og aktiviteter, som modtager offentligt tilskud

• Handlingsplanen kan både benyttes som grundlag for initiativer, der kan forbedre tilgængeligheden i det eksisterende miljø, men kan også benyttes som grundlag for fremtidige byggeprojekter, således at fortidens synder ikke gentages.
• Kortlægningen af tilgængeligheden til kommunens bygninger kan danne baggrund for information til kommunens indbyggere og turister om, hvor der er tilgængeligt. Det vil gøre det nemt at overskue, hvad der findes af muligheder, som kan bruges af mennesker med et handicap, der giver behov for særlig indretning.

Lav en fortegnelse over tilgængeligheden til bygninger 
og anlæg i kommunen og læg den på biblioteker og 
turistinformationer.

b: Tilgængelighed til information

Kommunerne er ansvarlige for størstedelen af det offentlige biblioteksvæsen. Det er væsentligt for handicappedes adgang til information, at folkebibliotekerne er tilgængelige for mennesker med handicap.
Mange biblioteker er allerede i dag fysisk tilgængelige for bevægelseshandicappede, men der er fortsat lang vej, før bibliotekerne kan tilbyde tilgængelig service over for mennesker med synshandicap, hørehandicap, udviklingshæmmede og andre personer med svære læse- og kommunikationshandicap.

Udvalget om offentlig informationspolitik har i sin betænkning "Information til tiden" fastlagt, hvilke principper en informationspolitik bør tilrettelægges efter for at leve op til FNs Standardregler. I betænkningen kan der hentes inspiration til, hvordan man tilrettelægger en fornuftig informationspolitik, som også tager hensyn til handicappedes behov. Blandt de anbefalinger, som betænkningen nævner, er:

• at væsentlig borgerrettet information, som for eksempel pjecer, offentligt høringsmateriale og lignende, kan fås i en samtidig version på lydbånd.
• at informationsmateriale kan udleveres på diskette eller udprintet i stor skrift.
• at hjemmesider og publikationer på Internettet gøres tilgængelige for synshandicappede. Med meget små midler kan web-sider tilrettelægges på en sådan måde, at de bliver umiddelbart brugbare også for handicappede. Det koster faktisk kun lidt omtanke.
• at der ved offentlige møder tilbydes tegnsprogstolkning og teleslynge til døve og hørehæmmede deltagere.
• at man, for at sikre at man når alle handicappede - også de handicappede borgere, som for eksempel bor på døgninstitution - benytter flere informationsveje end de traditionelle. Det kan for eksempel være at gå gennem foreninger, klubber, hjemmehjælpere, læger, socialrådgivere etc.

Tjék kommunens hjemmeside med en `Bobby-test' 
(kan findes på adressen www.clh.dk). Den kan vise, om hjemmesiden kan bruges
af mennesker med handicap.

Regel 6. Uddannelse

De enkelte lande bør anderkende princippet om lige uddannelsesmuligheder og integration i grundskole, ungdomsuddannelse og højere uddannelse for handicappede børn, unge og voksne. De bør sikre, at uddannelse af mennesker med handicap er en integreret del af uddannelsessystemet.

• Se på de lokale uddannelsesinstitutioner og overvej, om de er parate til at modtage handicappede elever. Den fysiske tilgængelighed til uddannelsesinstitutionerne er en nødvendig forudsætning for, at målsætningen om integration og normalisering kan efterleves. Hvis ikke eleven, barn eller voksen, kan komme hen, hvor uddannelsen foregår, kan vedkommende selvfølgelig ikke deltage. Det er ikke nok, at eleven kan komme ind i klasseværelset, adgang til fællessal, musiklokale, geografilokale og så videre er også vigtig. Og hvad med SFO'en? Det er relativt enkelt at inddrage dette aspekt, hvis  uddannelsesinstitutionerne alligevel skal renoveres eller nyindrettes.
• Undersøg samtidig, om skolerne er i stand til at stille hjælpemidler til rådighed for elever med særlige behov. Det letteste og hurtigste vil ofte være, at en elevs problemer løses der, hvor de opstår. Det vil være en stor fordel for den enkelte, hvis der for hver enkelt uddannelsesinstitution findes et system, som hurtigt og effektivt kan stille nødvendige hjælpemidler til rådighed til elever med særlige behov.
• Overvej allerede ved udarbejdelsen af undervisningsmateriale, hvordan materialet kan omsættes til andre relevante medier (stor udskrift, lydbånd og så videre).
• Lærerne på skolerne skal være i stand til at undervise elever med særlige behov og kende til mulighederne for at hjælpe handicappede elever med kompenserende støtte. Ikke alle handicap erkendes, før skolegangen påbegyndes, og her er det vigtigt, at læreren kan opdage en elevs eventuelle særlige problemer. Der kan i nogle tilfælde være behov for, at lærerne modtager tilbud om (efter-) uddannelse, der sætter dem i stand til at undervise elever med særlige behov.
• Forældre/skole-samarbejdet i forbindelse med overvejelser om visitering til specialtilbud er en vigtig faktor, som kan være afgørende for de impliceredes oplevelse af forløbet. Det er derfor en god idé at holde øje med, om samarbejdet fungerer optimalt.
• Der kan udarbejdes en undersøgelse af, om frafaldet i for eksempel gymnasiet og andre uddannelsestilbud er større blandt handicappede elever end andre, og i givet fald hvorfor. Det kan samtidig, på baggrund af undersøgelsen, overvejes om indsatsen for at handicappede elever kommer videre i uddannelsessystemet, kan styrkes.
• På samme måde kan undersøges, om børn, som gennemfører deres grundskole i specialskole, har samme muligheder som andre. Har for eksempel børn, som modtager specialtilbud, samme mulighed for at gå i børnehaveklasse som børn i det almindelige kommunale skoletilbud? Og er der senere et ungdomsuddannelsestilbud til disse elever, som tåler sammenligning med de ungdomsuddannelsestilbud, der i øvrigt gives?
• Det vil være en god idé, at man på skolerne både blandt lærere og i forældrebestyrelsen diskuterer holdningen til elever med særlige behov. Diskussionen er vigtig at tage før den dag, skolen modtager henvendelse fra forældre til et handicappet barn. Der kan lægges op til et fællesarrangement for både skoleledelse, lærere, forældrebestyrelse og forældre, eller til en flertrinsraket, hvor temaet diskuteres i forældrebestyrelsen som oplæg til en drøftelse i lærergruppen, før temaet tages op i hele forældrekredsen.
• Endelig må undervisning af voksne handicappede ikke glemmes. Folkeoplysning og anden uddannelse for voksne bør tilrettelægges, så handicappede kan deltage i undervisningen på lige fod med ikke-handicappede.

Lav et debatoplæg til skolerne, som kan danne baggrund 
for en værdidebat om holdningen til elever med særlige behov.

Det Centrale Handicapråd Version 1 den 6. januar 2000
Denne publikation findes på adressen: http://www.dch.dk/fnregl/vaerktoej
Copyright (c) Det Centrale Handicapråd