Værktøjskasse til FN's standardregler
Ideer og redskaber til en kommunal handicappolitik
Værktøjskasse
Regel 10, 11 & 12. Kultur, Fritid og sport & Religion
Regel 12. Religion
Regel 12. Religion
De enkelte lande skal opfordre til, at der træffes foranstaltninger
til handicappedes lige deltagelse i det religiøse liv i det samfund
de tilhører.
Handicappede har samme behov som alle andre for at udfolde sig fysisk,
kreativt og mentalt. En forudsætning for, at det kan lade sig gøre
er, at de steder, hvor der foregår kulturelle og religiøse
aktiviteter i kommunen, for eksempel teatre, biblioteker, museer, medborgerhuse
og så videre, er indrettet, så handicappede har mulighed for
at benytte de tilbud og aktiviteter, der findes. Det er vigtigt, at tilgængelighed
til disse aktiviteter defineres bredt, så det også omfatter
for eksempel tolkebistand til døve og hørehæmmede,
information på bånd og punkt for blinde og svagsynede etc.
Adgang til sportslige, kulturelle og religiøse aktiviteter er
ikke alene et spørgsmål om at kunne se på. Handicappede
har også brug for at være aktivt udøvende. Det er derfor
vigtigt, at den kommunale kultur- og fritidspolitik også tager hensyn
til handicappedes mulighed for selv at deltage i de aktiviteter, som finder
sted.
-
Kommunen og amtet kan medvirke til at støtte og fremme mulighederne
for sportsaktiviteter for handicappede. Sportshaller og sportspladser bør
indrettes, så de er tilgængelige for handicappede, og kommunen
kan opfordre sportsorganisationer og klubber til at udvikle muligheder
for, at mennesker med handicap kan deltage. Kan dette ikke ske i de tilbud,
som gælder alle, kan handicappede tilbydes adgang til instruktion
og træning på samme niveau som de øvrige tilbud.
-
Generelle tilbud om folkeoplysning og voksenundervisning bør være
suppleret med tilsvarende tilbud for mennesker med handicap, enten via
integreret undervisning eller oprettelse af særlige hold i tilfælde,
hvor de generelle tilbud ikke kan benyttes.
-
Det er en stor hjælp for handicappede, hvis turistinformationen har
klare oplysninger om overnatningsmuligheder og kulturelle aktiviteter,
således at de på forhånd kan afgøre, om kommunen
er attraktiv for mennesker med netop deres behov.
-
Ikke bare bygninger, men også anlæg og naturområder rummer
et tilgængelighedsaspekt. Kommunen kan arbejde for at sikre, at handicappede
har adgang til de naturområder, som findes i området. Det kan
for eksempel være offentlige strande, stianlæg i skov- og naturområder,
fiskepladser ved søer, parker etc. Det er en god idé, hvis
turistinformationen også har information om adgangsforholdene til
disse steder.
-
Afsæt en dag, hvor 2-3 ansatte i kultur- og fritidsforvaltningen
tager en tur rundt i kommunen og kigger på kommunens kultur- og fritidstilbud
med lige muligheder for alle som mål. Lav en tjekliste og spørg
jer selv, hver gang I kommer til en svømmehal, biograf, kirke eller
lignende, hvordan det ville være at være døv, blind
eller bevægelseshandicappet dette sted.
Lav en positiv-liste over aktiviteter, restauranter mv. i kommunen,
hvor handicappede har mulighed for at deltage.
Det Centrale Handicapråd Version 1 den 6. januar 2000
Denne publikation findes på adressen: http://www.dch.dk/fnregl/vaerktoej
Copyright (c) Det Centrale Handicapråd