”Jeg vil være ligesom Daniel Wagner”

At udfordre grænserne for, hvor hurtigt man kan løbe 100 meter, er en kæmpe præstation - lige meget om det er gjort på lidt under 10 sekunder eller lidt over 12. Den jamaicanske OL-vinder Usain Bolt gjorde det på 9,63. Danske Daniel Wagner, der skal løbe 100 meter til de Paralympiske Lege (PL), har en personlig rekord på 12,81.

 

Man kan vælge at måle afstanden mellem OL og PL som de tre uger, der er mellem begivenhederne eller de tre sekunder, der er mellem Usain Bolt og Daniel Wagner. Men afstanden synes mindre, når man hører to kvinder, der er med til at bygge broen mellem de to: OL-svømmeren Rikke Møller Pedersen er blevet ambassadør for Dansk Handicap Idræts-Forbund. I den forbindelse sagde hun, at det for hende handler om den fælles passion, man har for sporten - handicap eller ej. Og Ulla Essendrop, som skal være vært for et særligt PL-magasin på DR, sagde: ”De Paralympiske Lege adskiller sig ikke særlig meget fra OL. Det er atleter, der har arbejdet rigtig hårdt. Jeg har så meget respekt for det, de gør, fordi de er så dedikerede.”

 

Og det samme har jeg. Jeg har også respekt for DR, der har skruet op for dækningen af PL i forhold til tidligere: Hver dag sendes flere timers direkte fjernsyn fra legene på DR HD. Og hver aften efter TV-Avisen præsenterer Ulla Essendrop højdepunkterne i det særskilte PL-magasin. Medierne er som bekendt en nøgle til at nå ud til befolkningens bevidsthed - for eksempel med budskabet om, at alle mennesker gerne vil ses og anderkendes for det, de er, kan og præsterer og ikke kun for det, de har - eksempelvis et handicap.

 

Når PL vokser sig ind i stuerne i den bedste sendetid, så bliver det åbenlyst, at alle kan præstere fantastisk ud fra deres forudsætninger. Det lægger grunden for, at landets små løbeentusiaster - handicap eller ej - kan sige ”Jeg vil være ligesom Daniel Wagner” med samme naturlighed som ”Jeg vil være ligesom Usain Bolt.” Det håber jeg.

 

Legene er en begivenhed, der samler - samler en masse helt forskellige mennesker, der deler de samme interesser, ambitioner og ønsker. Som ved OL samles vi og hepper på vores dygtige atleter - om det så er fra tilskuerrækkerne i London eller i sofaen foran tv’et. De danske atleter er ”vores” som den naturligste ting i verden. Måtte vi finde den samme naturlige samhørighed, når lysene slukkes, og hverdagen begynder igen!

 

Selv er jeg så heldig at skulle til London og se legene. Jeg vil gerne dele mine indtryk med jer - derfor vil jeg skrive opdateringer på Facebook og blogindlæg fra legene.

 

 

- Tue Byskov Bøtkjær.

 

Her kan du se Daniel Wagner fortælle om sine PL-mål i Go’ Morgen Danmark.

Her kan du læse meget mere om Paralympiske Lege.

 

Dato: 

Tirsdag, 21 august, 2012