Brug ressourcerne hos mennesker med handicap

Mennesker med handicap og virksomheder har meget at tilbyde hinanden. For inklusion på arbejdsmarkedet er en samfundsopgave, siger Tue Byskov Bøtkjær.

I dag hviler manges øjne på Holstebro. Her mødes Kofi Annan og en række internationale ledere for at overvære uddelingen af en række CSR priser på CSR konferencen og prisuddelingsshowet CSR Award 2013.

Blandt de nominerede er så forskellige arbejdspladser som Plejeboligerne Bronzealdervej i Odder, ATP, forbrugerbevægelsen Stop spild af mad og Codan.

CSR handler om virksomhedernes sociale ansvar. En vigtig del af det er inklusion på arbejdsmarkedet af mennesker med handicap. Det er en gruppe, som tit bliver glemt, når vi taler om, at alle skal bidrage. Men mennesker med handicap har meget at byde på. Specialisterne, der udnytter de særlige kompetencer mennesker med autisme, har for eksempel lavet en cost-benefit analyse af, hvad virksomhedens ansatte i gennemsnit skaber i samfundsøkonomisk værdi. Det er 87.000 kr. om året. Pr. ansat. Det er et rigt samfund, der har råd til, at forbigå mennesker med handicap på arbejdsmarkedet og snyde sig selv for den gevinst.

Vi må ikke forfalde til at tro, at inklusion af mennesker med handicap er en offentlig opgave alene. Det er en samfundsopgave, som også skal løses på vores arbejdspladser. Den virksomhed, som rækker hånden ud mod et menneske med handicap, gør ikke bare den enkelte med handicap, men sig selv og hele samfundet en tjeneste. Det er ofte på arbejdspladserne, vi mødes, og hvor debatten foregår. Hvis arbejdspladserne bliver mere mangfoldige, kan det ikke kun ses på virksomhedens bundlinje. Det kan ses på hele samfundets.

Det er vigtigt, at inklusionen sker med udgangspunkt i virksomhedernes egen tilgang. Inklusion skal ikke trækkes ned over hovedet på erhvervslivet, men ske fordi alle har noget at vinde: Ved god inklusion får vi en udveksling af ideer og ydelser, som både er til gavn for virksomheden og for den enkelte med handicap.

I dag kigger jeg mod Holstebro. I morgen håber jeg at se mange danske virksomheder tage handsken op.

Læs mere på csrfonden.dk

Dato: 

Tirsdag, 17 september, 2013