DCH’s nye formand: Gode løsninger kræver helhedstænkning

Jeg blev meget glad, da socialminister Karen Ellemann spurgte, om jeg ville være formand for Det Centrale Handicapråd. Arbejdet med forholdene for mennesker med handicap og socialt arbejde har spillet en stor rolle i mit arbejdsliv, senest som administrerende direktør for socialforvaltningen i Københavns kommune. Men nu træder jeg altså ind i en helt ny rolle som formand for rådet og regeringens rådgiver i handicapspørgsmål.

Det Centrale Handicapråd har fokus på inklusion og tværgående samarbejde mellem relevante aktører. Når jeg ser på handicapområdet tror jeg, det er en forudsætning for at nå resultater, der giver mening.

Senest har rådet lanceret en strategi for, hvordan vi kan gøre op med skadelige fordomme mod mennesker med handicap, og få flere ligeværdige møder mellem mennesker, uanset handicap. Der er meget at arbejde med fra strategien, og det videre arbejde kræver netop, at forskellige aktører arbejder sammen.

Både rådet og samfundet har haft fokus på at mennesker med handicap skal i arbejde. Det mener jeg er et fokus, vi skal holde fast ved. Samtidigt skal vi huske, at det for nogle mennesker med handicap, ikke nødvendigvis er uddannelse og arbejde, der kommer først eller er det vigtigste. Der kan ofte være andre ting, som skal på plads, inden vi begynder at tale om beskæftigelse.

Jeg startede mit arbejdsliv som socialrådgiver i en tid hvor en visitationsproces begyndte med et møde hjemme hos borgeren. Det kommer vi ikke tilbage til. Men gode løsninger kræver helhedstænkning. Det starter med, at man møder borgeren med handicap, hvor han eller hun er.  Fokus skal være på de behov, der skal opfyldes for at skabe rammen for det gode liv. Her skal der være et ordentligt og tæt samarbejde mellem de involverede parter med borgeren i centrum. Min erfaring er, at løsningerne kan være forholdsvis enkle, hvis alle parter vil det gode samarbejde og de gode resultater. Det vil jeg arbejde for som formand for Det Centrale Handicapråd.

Rådet er bredt sammensat med både handicaporganisationerne, arbejdsmarkedets parter, kommunerne, universiteterne og andre aktører i samfundet repræsenteret. Vi skal sammen arbejde for, at skabe og formidle viden og finde løsninger på nogle af samfundets svære opgaver.  Det giver rådet en unik rolle som en samlende stemme, der både kan løfte problemstillinger, men også finde løsninger. Det er en vej vi skal gå videre af. Nu glæder jeg mig først og fremmest rigtig meget til at komme i gang med samarbejdet.

Dato: 

Torsdag, 31 marts, 2016