Færre fordomme giver flere job

”Undlad at nævne dit handicap i en jobansøgning”. Sådan lyder rådet fra Sammenslutningen af Unge med Handicap (SUMH) til unge med handicap, der søger job. En ny rapport fra SUMH analyserer de udfordringer, som unge med handicap står overfor, og konklusionen er bl.a., at det er uvidenhed, som ofte står i vejen for at blive kaldt til samtale. Lea Stigel er et godt eksempel. Hun skrev først åbent om sit handicap, men fik kun afslag. Så valgte hun at udelade oplysningen i to ansøgninger, blev kaldt til samtale om begge og fik det ene job.

 

Det er en vigtig pointe, at uvidenhed og fordomme ikke er det samme som modvilje. Når alt for få mennesker med et handicap er i arbejde, behøver det ikke skyldes en modvilje hos arbejdsgiverne mod at ansætte dem.  Det kan også være et udtryk for uvidenhed og de fordomme, der følger med. Men fordomme og misforståelser kan være en lige så stor barriere. Derfor er det vigtigt, at arbejdsgiverne får lejlighed til at møde jobansøgere med handicap. Så kan man spørge ind til, hvad det konkrete handicap betyder, og om det overhovedet gør en forskel på arbejdspladsen.

 

I eksemplet her er der jo ikke nogen modvilje ved selve jobsamtalen. Alligevel taler statistikken sit eget tydelige sprog: Kun 43 procent af mennesker med handicap er i arbejde mod 77,5 procent uden handicap.

 

En stor del af løsningen er, at flere møder mennesker med handicap som andet end handicappede. I medierne er handicappet fx næsten altid i fokus. Det viser Det Centrale Handicapråds undersøgelse af handicap i medierne. Vi tager selv fat på problemet med en ny holdningsstrategi, som vi skal lave for regeringen som en del af den nye handlingsplan for handicapområdet.

Dato: 

Fredag, 29 november, 2013