Handlingsplan: Mindre bureaukrati, mere tillid

Regeringen er på vej med en handlingsplan for handicapområdet. Input til planen fra organisationer, foreninger og andre, der har viden om og kendskab til handicapområdet, kan gøre planen så målrettet og brugbar som muligt. Man har kunnet komme med sine input ved tre dialogmøder, som regeringen har holdt. I går, 14. marts, var det sidste dialogmøde. Her er det input, jeg kom med:

* * *

Jeg er glad for at være her. Og fremmødet tyder på, at det er rigtigt set at tage fat i samspillet mellem private og civilsamfund i forbindelse med handlingsplanen. Jeg synes også, det er både relevant og perspektivrigt. Men det er vigtigt at forstå, at private virksomheder og frivillige er to meget forskellige ting – selv om de også har ting til fælles.Foto af Tue Byskov Bøtkjær, der holder tale.

Om jeres fokus ender med at bære frugt, afhænger – tror jeg - meget af, hvilket perspektiv, I anlægger. For tiden er der mange, der ser det sådan her: I en tid med begrænsede offentlige ressourcer, skal vi se på, hvordan frivillige og private virksomheder kan hjælpe med at løse den opgave, som egentlig er det offentliges. Den tilgang tror jeg ikke, der kommer meget ud af.

Jeg tror, udgangspunktet skal være, at både private virksomheder og civilsamfundet er en stor del af alle menneskers liv. De bidrager til livskvalitet og personlig udvikling på alle mulige måder. Deres rolle er ikke at løse det offentliges opgaver, men at give mennesker noget, som også gør deres behov for offentlig hjælp mindre. Som når for eksempel Karl Vilhelm og hans folk i Dansk Handicap Idræts-Forbund fortæller, hvordan idrætten rehabiliterer og giver livskvalitet og selvtillid. Det styrker udøverne - også på andre af livets baner.

Men det offentlige fylder rigtigt meget i landskabet. Så meget, at handicap og handicappolitik lidt for ofte bliver reduceret til kun at handle om, at det offentlige giver kompensation og omsorg. Men mennesker med handicap er også idrætsfolk, politisk aktive, modeltogsentusiaster og internethajer - ligesom de er lønmodtagere, ledere, virksomhedsejere og pensionister. Og det er sådan, de fleste mennesker definerer sig selv. Ikke efter hvilken offentlig hjælp, de har behov for eller modtager.

Det offentliges rolle er at understøtte folk i at udfolde sig mest muligt på alle mulige andre baner. Det kræver et godt samspil mellem sektorerne - og her er vi måske inde på noget, man kunne lave handlingsplan for. For samspillet kræver særlig meget af det offentlige. Offentlige myndigheder skal kunne tilpasse sig på en måde, som samarbejdspartnerne kan forholde sig til. Der er ikke noget som bøvl, papirarbejde og kontrolprocedurer, der skræmmer folk væk.

Hvis for eksempel en virksomhed overvejer at ansætte en medarbejder på særlige vilkår. Så er virksomheden som regel allerede indstillet på at løse de konkrete udfordringer, der ligger i at tilpasse en arbejdsplads eller tilbyde fleksibilitet i ansættelsen. Det er konkret og til at forholde sig til. Men hvis der skal være et større papirarbejde med ansøgninger og opfølgning og afrapportering, så trækker man virksomheden væk fra det, den vil og kan. Og pludselig er der måske ikke længere noget job. Dét er der ingen, der kan være tjent med.

Der kan ske det samme i den frivillige sektor. Her bidrager man og får noget igen. Man tager ansvar for sig selv og hinanden, hvad enten man mødes om idræt, politik eller modeltog. Det er en vigtig del af tiltrækningen. Men hvad sker der, hvis det offentlige så kommer med et langt regelsæt, aftaler og procedurer for at sikre, at alt går rigtigt til? Hvis man skal lave omfattende beskrivelser af, hvem der gør hvad og opfølgning og kontrol? Så er der en pæn risiko for, at det frivillige engagement stille og roligt siver væk. Det offentlige skal turde give ansvaret fra sig over til det enkelte menneske. For det er individets ret en gang imellem at kaste sig ud på dybt vand.

Og hvis det offentlige vil have en specifik opgave løst af frivillige, så må man investere i både opgave og mennesker. Det så jeg et fremragende eksempel på i London i sommer, hvor både De Olympiske Lege og De Paralympiske Lege i dén grad blev løftet af mange tusind frivillige, som man havde taget ind, havde taget alvorligt og havde givet en solid uddannelse, før man slap dem løs på opgaven. Det var en dundrende succes!

Men lad mig vende tilbage til dét med de knappe ressourcer, som jeg kort berørte i indledningen. Én ting er, at de offentlige ressourcer kunne anvendes bedre. Noget helt andet er, at der faktisk er en masse frie ressourcer, vi ikke får brugt:

Under halvdelen af mennesker med handicap er i beskæftigelse, viser nye tal fra SFI. Det er mere end 30 procentpoint under beskæftigelsesfrekvensen for befolkningen som helhed. Men selvom man ikke arbejder, kan man sagtens bidrage til civilsamfundet alligevel - og få noget igen. Måske endda noget styrke og nogle kvalifikationer, der kan bringe én tættere på et job.

Det lyder måske som om, jeg vender tingene på hovedet. Men tænk lige over det: Er det ikke fuld deltagelse for mennesker med handicap, der er målet for en handicappolitik? Og folk, der deltager, de bidrager også. Det er her, det offentlige møder sin begrænsning, efter min mening. For det offentlige er ikke den primære arena, mennesker deltager i. Det er til gengæld arbejdsmarkedet og civilsamfundet. Det er også her, vi mærker det fulde svigt, der ligger i, at vi i ramme alvor taler om mennesker med handicap, der lever i parallelsamfund. At nå dertil kræver en gennemgribende eksklusion på tværs af sektorer.

Så lad mig opsummere mit budskab: Vi skal ikke gøre private og frivillige til det offentliges hjælpere. Vi skal give dem de rigtige forudsætninger for at udfolde deres styrker - også i forhold til mennesker med handicap. Det kræver til gengæld en del af det offentlige. Både som rammesætter og som en samarbejdspartner, der kan se ud over sin egen måde at operere på og møde både private og frivillige på lidt mere end halvvejen.

Det vil jeg gerne se nogle spor for i handlingsplanen.

Tak for ordet.

- Tue Byskov Bøtkjær.

Dato: 

Fredag, 15 marts, 2013