Inklusion til eftersyn

Alt og alle inden for undervisningsverdenen har været samlet i Sorø i to dage til undervisningsministerens årlige uddannelsestopmøde. Over 100 eksperter og praktikere havde sat en stor del af tiden af til at diskutere inklusion. Det tager jeg hatten af for - som et stærkt signal til landets kommuner og skoler. For det kræver netop arbejde og tid at få inklusionen til at lykkes. Efter mødet har undervisningsminister Ellen Trane Nørby meldt ud, at hun vil give inklusionen et serviceeftersyn. Ministeren vil finde ud af om pengene følger med børnene fra specialtilbud til normaltilbud. Det er helt relevant, mener jeg. Ikke mindst i en omstillingsfase er det afgørende, at der er de ressourcer, der skal til. Inklusionens gevinster – menneskelige såvel som økonomiske – kræver en investering.

Men det er ikke gjort med penge, planer og projekter. Der skal følges op i øjenhøjde med hvert enkelt barn, og når en gruppe som børn med autisme oplever særligt store udfordringer, skal det undersøges og problemerne løses og læres af. Vi må være ydmyge i forhold til, at omstillingen også er en læreproces. Hvis vi fastholder fokus og tager udfordringerne alvorligt, tror jeg på, at vi ender med den gode, inkluderende skole, som i det lange løb er det bedste for alle.

Dato: 

Torsdag, 6 august, 2015