Javelfærd

Sundhedsministeren har fået til opgave at uddele en pris til landets mest effektive hospital. Der er bare ét problem: Hospitalet har ingen patienter. Det er et bureaukratisk mønstereksempel i effektivitet, fordi der ikke er nogen til at skabe ventelister, til at blive fejlopereret eller til at være kritiske.

Scenen er – heldigvis – ikke taget ud af virkelighedens verden. Den udspiller sig i et afsnit af den engelske satire-serie ”Javel hr. Minister,” som fik briter såvel som danskere til at klaske sig på lårene i 80’erne.

 

Jeg kom til at tænke på afsnittet, da jeg læste om en ny undersøgelse fra Ældre Sagen. Her har man spurgt landets kommunaldirektører, hvad de ser som den største udfordring ved at indføre velfærdsteknologi. 51 procent af direktørerne svarer, at det er borgerne selv, der er den største udfordring. Hvis det ikke var for borgerne, ville det altså være noget nemmere at udvikle velfærden, må man forstå. Men det er en absurditet – én stor nok til at kunne inspirere et TV-afsnit.

 

Når man frem til et punkt, hvor man vurderer, at borgerne står i vejen for deres egen velfærd, bør det være klart, at noget er gået galt undervejs. Mon ikke det ”noget” handler om den indgangsvinkel, man går ind til emnet med? Hvis borgerne bare er rosinen i pølseenden i udrulningen af ny teknologi, så er det ikke så sært, det går galt. Hvis man derimod tager dialogen med borgerne fra starten, får man de allermest kvalificerede tilbagemeldinger på, hvilke løsninger, der ville være lige i øjet. Det betyder besparelser – kommunerne sparer penge på at købe de mest hensigtsmæssige ting fra begyndelsen, og borgerne undgår at få spildt deres tid og kræfter på produkter, der ikke afhjælper dem i hverdagen, men som går i vejen. Foto af kvinde i kørestol foran sin computer. På bordet har hun et teknisk hjælpemiddel i form af en touch-plade, som hun kan bruge til at tegne og skrive på computeren med.

 

Hvis borgerne kommer med negative tilbagemeldinger, så er det altså ikke fordi, borgerne er en hindring – det er teknologien, der ikke skaber en optimal hverdag for borgerne. Mit synspunkt bakkes op af en helt ny meningsmåling fra Ældre Sagen. Her svarede 61 procent af danskerne, at de faktisk er positive over for telemedicinske løsninger – for eksempel hvor diabetes-patienter selv kan foretage deres helbredsobservationer hjemmefra. Samme undersøgelse viste også, at danskerne er positive over for både GPS-alarmer til mennesker med demens og Wii-teknologi.

 

Og når vi nu er ved undersøgelserne, så viser én af slagsen fra Teknologisk Institut, hvor man interviewede 48 borgere med velfærdsteknologi i hjemmet, at kun én overhovedet var blevet spurgt på forhånd, om han/hun ønskede at få teknologien. Hvor er respekten i dét?

 

I Danmark FINDES der rent faktisk mennesker på hospitalerne, institutionerne og i hjemmene, som der bliver indkøbt velfærdsteknologi til. De mennesker er ingen hindring, de er en indgang. En indgang til på både en effektiv, menneskelig og respektfuld måde at få indført teknologi, der virker. Indfører man noget, der virker, bliver feedbacken god. Og lur mig, om kommunaldirektørerne så ikke, hvis man gentog undersøgelsen, ville anføre borgerne som værende den faktor, der var den største hjælp til at indføre teknologien…

 

- Tue Byskov Bøtkjær.

 

Her kan du læse mere om Ældre Sagens undersøgelse om kommunaldirektørernes syn på at indføre velfærdsteknologi.

Dato: 

Torsdag, 14 juni, 2012