Mangfoldighed i børnehøjde

I dag fejrer vi en forholdsvis ny festdag for demokratiet – Børnenes Grundlovsdag. ”Lille Grundlovsdag”, som den også kaldes, blev indført af en gruppe interesseorganisationer i 1996. Tanken var, at børn alt for ofte er glemt i det store politiske billede. Lille Grundlovsdag er en påmindelse til politikere og andre aktører om, at også børn har rettigheder. Det gælder selvfølgelig også børn med handicap.

 

I Danmark er debatten om rettigheder for børn med handicap højaktuel i forhold til inklusion i folkeskolen. Mens børn rundt omkring i landet fejrer dagen med kreative aktiviteter i udviklende fællesskab, skændes de voksne, så det brager, om konsekvenserne af beslutningen om, at en større del af vores børn skal gå i den almindelige folkeskole. I det skænderi er der en tendens til, at de større perspektiver fortoner sig – perspektiver, som det er værd at drage frem på Børnenes Grundlovsdag.

 

Som samfund er vi kommet på afveje med den segregering, der er sket i skolen – og for den sags skyld også i andre dele af samfundet. Når inklusion i dag kan ligne en enorm udfordring, er det jo fordi, vi over lang tid har aflært mangfoldigheden. Den almindelige skole har gradvist fokuseret på en stadig mindre normalgruppe. Normaliteten er blevet snævrere, og specialtilbuddene har stået klar til at tage imod – alt i den bedste mening, men noget er gået tabt undervejs. Vi har mistet noget af vores evne til at være sammen i mangfoldigheden. Vi har frataget vores børn retten til hinandens fællesskab.

 

Derfor er det også vigtigt, at dagsordenen nu er helt klar. Vi diskuterer ikke længere, om vi vil have mere inklusion i folkeskolen, men hvordan en inkluderende skole skal se ud. Også regeringen har fokus rettet mod den inkluderende indsats. Ministeriet for Børn og Undervisning har blandt andet for nylig bevilget i alt syv millioner kroner til to inklusionskampagner. Det Centrale Handicapråd og foreningen Skole og Forældre står for den ene. Vi vil sætte fokus på skolebestyrelsernes arbejde med inklusion som et helhedsprojekt – ikke blot en ekstra udfordring for den enkelte lærer. Og vi vil understøtte den nødvendige debat i forældregruppen i processen.
 

Foto af to smilende børn med skoletasker på ryggen.

Vellykket inklusion i folkeskolen har et enormt potentiale for at skabe et mangfoldigt samfund, hvor flere kan både yde og nyde i fællesskabet.
Men samtidig kan mislykket inklusion have alvorlige negative konsekvenser for de børn, der udsættes for den. En ny undersøgelse fra Fagbladet Folkeskolen giver anledning til panderynker. Lærerne føler sig ikke godt nok rustet til inklusionsopgaven. De vurderer samtidig, at det faglige niveau lider som følge af udfordringen med at inkludere børn med særlige behov i klassen. Det er vigtigt at tage lærernes erfaringer alvorligt og bruge de gode eksempler som inspiration til at løse opgaven. For de findes. I Herning. I Silkeborg. På Nørrebro.

 

Det Centrale Handicapråd har en række anbefalinger til, hvordan udfordringen kan tackles. Visionen om en inkluderende skole skal gribes rigtigt an, og selv om udfordringen er stor, må det ikke blive en undskyldning for at give fortabt. Det ville være en falliterklæring for den samlede vision for en mangfoldig og rummelig skole for alle børn. Myndigheder og skoler bør gøre sig klart hvilken viden og kompetencer, der er brug for - ikke mindst, når sølvpapirkuglerne flyver gennem klasseværelset. Dernæst lægge en systematisk og grundig strategi for indførelsen af inklusion i skolerne – både i forhold til de faglige, sociale og fysiske dimensioner. De ansvarlige må overveje, hvilke værktøjer der skal udvikles for at løfte inklusionsopgaven så godt som muligt. Der skal ske en ændring i kultur og praksis i klasserummet.

 

Myten om, at det er bestemte børn, der skaber problemer, må ikke stå i vejen for en reel inklusionskultur. Inklusion kan aldrig blive det enkelte barn eller den enkelte lærers ansvar – det er en samlet opgave for hele skolen, for den kommune, ja for hele det land, der har det overordnede ansvar for opgaven. Børn er forskellige, men hvert barn er et mål i sig selv. At gøre inklusion til et argument for, at børn skal tåle mere, er at gå helt galt i byen. Der findes ingen facitliste for, hvordan man laver en skole for alle børn. Skolerne må være dynamiske og fleksible, så de kan tilpasse sig børnenes behov og løbende evaluere, være åbne for erkendelser og sørge for de nødvendige tilpasninger undervejs. Det er store krav, men der er intet fornuftigt alternativ.

 

Lad os på Børnenes Grundlovsdag sende en tanke til de børn, der fejrer dagen på deres egen måde – i fællesskab. Børnene skal nok vise inklusionsvejen, hvis vi voksne sænker paraderne, tager arbejdshandskerne på og skaber de rigtige rammer.

 

Rigtig god dag til alle.

- Tue Byskov Bøtkjær.
 

Dato: 

Onsdag, 6 juni, 2012