Mobilitet for alle

I Danmark er det kun forbudt at diskriminere mennesker med handicap på arbejdsmarkedet. Men ikke i det øvrige samfund. Og det mærker Kenneth Nielsen, som blev kørt ned af en lastbil i 2010. Til Politiken i dag, fortæller han om mobiliteten i en kørestol og alle de begrænsninger, som han skal indregne i enhver aktivitet, han begiver sig ud i. For eksempel at han skal varsle sin togtur to dage før afrejse, hvis han skal med toget, eller at han ikke tage færgen uden en ledsager, fordi man ikke kan betjene billetautomaten fra en handicapbil. Derfor holder han særligt øje med, hvordan det går Danmark, som i disse dage er til eksamination hos FN’s handicapkomite. For Kenneth ville livet blive meget lettere, hvis Danmark indførte et generelt diskriminationsforbud.

 

Et diskriminationsforbud kan måske rykke noget. Men for mig handler det i lige så høj grad om vores holdninger til, hvordan vi skaber et inkluderende samfund, hvor vi har omtanke for, at alle skal være med. Det er ikke gjort med et snuptag.  Og mange bygninger er opført, før vi begyndte at interessere os for tilgængelighed. Men det skal i sig selv ikke blive en sovepude. Det Centrale Handicapråd har taget fat på mobilitet for mennesker med handicap, hvor vi fokuserer på overgange mellem forskellige transportsituationer fra en rejse starter til den slutter. Vi fokuserer også på, de svage punkter, hvor der fx mangler koordination eller overholdelse af standarder. Det er nemlig ikke ligegyldigt for menneskers mobilitet, hvordan vi indretter vores samfund. Det er Kenneths historie et klokkeklart vidnesbyrd på. 

Dato: 

Tirsdag, 23 september, 2014