Mulighedernes år

Mød vores nye fungerende formand, Annemette Ruth, i hendes første blogindlæg: 

Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, annoncerede forleden, at nu skal Folketinget endelig gøres tilgængeligt for mennesker med handicap, så for eksempel en kørestolsbruger kan benytte Folketingets talerstol. Året er dermed startet med et glimrende billede på problemer og løsninger på handicapområdet. Mange problemer skyldes manglende omtanke og laden stå til. Det gælder ikke mindst den manglende tilgængelighed, der desværre stadig er mange eksempler på i både den fysiske og digitale verden. Og løsningen er i første omgang at tage det alvorligt og gøre noget! Ofte er det ikke så meget, der skal til for at gøre den store forskel.

Den gode nyhed fra Folketinget signalerer forhåbentlig, at 2016 bliver mulighedernes år for mennesker med handicap. Min holdning er i hvert fald, at man skal fokusere på at gribe de muligheder, der byder sig – også når det kan være fristende at fortabe sig i de forringelser, der også sker. Det er derfor, jeg har påtaget mig at udfylde rollen som formand for Det Centrale Handicapråd, efter at Tue Bøtkjær har valgt at stoppe efter fem gode år. Jeg har sagt ja til at løse opgaven, indtil der bliver udpeget en ny formand.

Én af de vigtige muligheder, vi skal gribe i Det Centrale Handicapråd i år, bliver at følge op på den strategi for at flytte holdninger og fordomme om handicap, som vi præsenterer sidst i denne måned sammen med social- og integrationsminister Karen Ellemann. At fjerne fordomme og fremme deltagelse på for eksempel arbejdsmarkedet eller det sociale liv kræver en bred indsats. Vi har brug for de gode signaler fra Christiansborg, men det er en opgave for alle sektorer i samfundet at løfte det mangfoldige fællesskab til gavn for alle.

Jeg glæder mig til at invitere bredt til samarbejde og ønsker alle et godt 2016.

Annemette Ruth, fungerende formand for Det Centrale Handicapråd

Dato: 

Onsdag, 6 januar, 2016

Billede: 

Fungerende formand for DCH, Annemette Ruth