Nemmere adgang til lægen

Region Hovedstaden tilbyder nu læger, tandlæger, psykologer og andre behandlere et gratis tilgængelighedstjek af deres praksis. Initiativet kommer i kølvandet på en undersøgelse fra sidste år, der viste at blot 40 procent af de praktiserende læger i regionen har adgang for borgere med handicap eller en midlertidig funktionsnedsættelse – og endnu værre står det til med tilgængeligheden hos eksempelvis psykologer og tandlæger.
 
Jeg glæder mig meget over, at Region Hovedstaden tager tilgængeligheden så alvorligt, da den længe har været et problem. Det Centrale Handicapråd har gennem årene arbejdet med problemstillingen, som er svær at håndtere, da der er tale om private klinikker. Dette er derfor et godt skridt i den rigtige retning. En bedre tilgængelighed vil have betydning for rigtig mange mennesker – ikke kun personer med handicap, men også nybagte forældre med barnevogne, folk på krykker eller med smerter i ryggen osv.
 
Region Hovedstaden tilbyder en uvildig vurdering af tilgængeligheden til behandlernes praksis for patienter med forskellige former for handicap, mulighed for at give nuværende og kommende patienter information om adgangsforholdene i deres praksis, samt konkrete anbefalinger til forbedringer af tilgængeligheden.
 
Jeg håber meget, at de praktiserende læger og andre behandlere takker ja til tilgængelighedstjekket. Det vil ikke blot sende en signalværdi, men formentlig også give flere kunder. Mindst lige så meget håber jeg, at andre regioner vil lade sig inspirere af Region Hovedstadens gode eksempel og tilbyde lignende tilgængelighedstjek. For det er helt sikkert ikke kun i hovedstaden, at det halter med tilgængeligheden til lægernes praksisser. 
 

Dato: 

Mandag, 4 maj, 2015