Nytårskommentar

Lev med handicap. Der er et stort potentiale for at gøre det nemmere og bedre at leve med et handicap i Danmark – til gavn både for den enkelte og for samfundet. Vi når det ved at sikre rettigheder og respekt, bekæmpe fordomme og genopbygge tilliden mellem myndigheder og borgere.

Tidligere på året sad Danmark ved det grønne bord hos FN’s Handicapkomite i Genève til en bedømmelse af, hvordan det går med at sikre danskere med handicap de rettigheder, som handicapkonventionen foreskriver. Komiteens anbefalinger viser, at vi har problemer med at sikre den grundlæggende respekt for den enkeltes ret til at bestemme over sig selv og ikke blive diskrimineret på grund af sit handicap. Vi bruger for meget tvang i psykiatrien over for både børn og voksne, vi bruger værgemål i stedet for at støtte folk til selv at bestemme, og vi har ikke forbudt diskrimination uden for arbejdsmarkedet. Det er vigtige områder i sig selv. Men de signalerer også et bredere perspektiv på mennesker med handicap, som ikke er på plads.

Vi skal tage anbefalingerne fra FN-komiteen til os og bruge dem konstruktivt til at forbedre os. Vi skal gå langt for at sikre respekten for hver enkelt person – uanset handicap. I 100-året for kvindernes valgret kunne en god start være at gøre op med, at mennesker, der får en værge, fordi de ikke kan styre deres økonomi, samtidig fratages stemmeretten. Det er ikke et moderne demokrati værdigt.

Men vi skal også have fat i de udfordringer, som måske ikke springer i øjnene, når man ser det udefra.

I disse uger har regeringen et forslag til ændring af voksenbestemmelserne i serviceloven i høring. Blandt målene med ændringerne er, at man bedre skal kunne skræddersy tilbud til den enkelte, og at der ikke skal være unødigt bureaukrati. Alligevel har forslaget udløst voldsom kritik fra handicaporganisationerne. Som det ligger, rummer forslaget nemlig også en svækkelse af retssikkerheden for borgerne over for kommunerne. Og i dag er der en udbredt mistillid til kommunernes vilje og evne til at skabe løsninger for mennesker med handicap, som flugter med idealerne om kompensation og ligeværd i dansk handicappolitik – for slet ikke at tale om FN’s handicapkonvention.

Vi har selv i Det Centrale Handicapråd dokumenteret mistilliden, og den kommer ikke af ingenting. Det viser blandt andet den nye undersøgelse af kommunernes serviceniveauer til pædagogisk ledsagelse, som i adskillige kommuner er et rundt nul. Når det er sådan fat, er der brug for, at lovgivningen sikrer borgernes rettigheder i væsentligt højere grad, end der er lagt op til. Men vi skal samtidig holde fast i ambitionerne om at udvikle området. At nogle kommuner skal holdes i ørerne, må ikke gå ud over borgerne i de kommuner, der godt kan finde ud af det. Og så må tilliden vindes tilbage. Den er nemlig dyr i både penge, livskvalitet og velfærd.

For sagen er, at formelle rettigheder er vigtige, men de bringer os ikke i mål. Vi har nogle af verdens bedste ordninger for mennesker med handicap, men de skal fungere efter hensigten, og selv det er ikke nok. At komme i mål kræver, at vi bredt i samfundet anerkender mennesker med handicap plads i og bidrag til fællesskabet – og handler derefter.

Bidraget til fællesskabet kan være helt kontant. En ny undersøgelse viser, at Danmark er det land i EU, hvor der er fjerdestørst forskel på graden af beskæftigelse hos personer med og uden handicap. Forskellen er mere end tre gange så stor som i Sverige. Her er plads til væsentlige forbedringer, og de kan betale sig. Kan vi støtte, opkvalificere og fastholde os til, at der om ti år er blot én procent af handicapgruppen mere i job i stedet for at være endt på førtidspension, så er det ti milliarder kroner værd for samfundsøkonomien. Penge, der for eksempel kan bruges til at forbedre inklusionen for dem, der ikke er så heldige at kunne arbejde. Derfor er jeg også meget spændt på, hvilke anbefalinger Carsten Koch-udvalget inden længe kommer med i sin anden rapport. Udvalget har fået vores bidrag.

Men ekslusion er også dyrt der, hvor det ikke handler om at kunne bidrage med arbejde og penge. Det er skidt for et samfund at blive spaltet i ydere og nydere af velfærd. Man overser så meget andet, vi kan være for hinanden. Samfundets mangfoldighed er en værdi og en styrke, som alt for ofte bliver glemt i løsninger, der kun duer for flertallet. Det skyldes ofte simpel ubetænksomhed. Der mangler bredt i samfundet en viden og bevidsthed om handicap. Derfor udgav vi i foråret den lille bog, »Mennesker med Handicap i Danmark«, som vi sendte bredt ud til beslutningstagere på alle niveauer.

Handicap kan desværre stadig være et tabu, og mange har oplevet at blive mødt med fordomme og berøringsangst. Der går en lige linje fra udfordringerne ved inklusion i skolen, til de akavede møder på gaden, til den glemte tilgængelighed og de usynlige barrierer på arbejdsmarkedet. I det nye år sætter vi spot på, hvordan mennesker med handicap mødes i dagligdagen, og på vores årsmøde 3. februar i Nyborg præsenterer vi de første resultater fra en undersøgelse, der blandt andet afdækker holdningsbarrierer på arbejdsmarkedet, i uddannelsessystemet og i det sociale liv. Alt sammen som led i den holdningsstrategi, som regeringen har bedt os om at udarbejde, og som vi gør færdig i det nye år.

Jeg ser frem til et spændende år og de muligheder, det bringer. Vi skal sørge for at gribe dem.

Godt nytår!

 

Formandens nytårskommentar er også bragt i Berlingske den 3. januar 2015.

Dato: 

Lørdag, 3 januar, 2015