Politik er til for alle slags mennesker

Jeg vil gerne invitere læseren med en tur op i helikopteren for at se lidt på udfordringerne på handicapområdet fra oven:

Dagens handicappolitik er nemlig indrettet alt for siloopdelt. Der er siloer mellem det offentlige og det private, siloer mellem regionen og kommunen, siloer indenfor kommunens administration. Forestil dig, hvordan det føles, når man skal tale med så mange mennesker for at få sit liv til at fungere.

Jeg mener, at politik er til for mennesker. Ikke omvendt. Når vi taler om handicappolitik i Danmark, må hovedmålet være at forbedre livskvaliteten for mennesker med handicap. Men sådan oplever mange borgere med handicap det ikke i år 2016.

Driften i dagligdagen på handicapområdet ligger hos kommunerne. Jeg har en fortid som adm. direktør i Københavns Kommunes socialforvaltning og ved, at politikerne og medarbejdere i kommunerne ønsker kvalificerede løsninger og lægger stor vægt på, at borgerne er tilfredse, – også de, der må leve med handicap. Så hvorfor ser vi alligevel så mange tilfælde, hvor dialogen løber af sporet med mistro og tillidskløfter på begge sider af skrivebordet?

Det Centrale Handicapråd har dokumenteret, at der er et misforhold mellem parternes oplevelse af samarbejdet, som står i vejen for de gode løsninger. Mange borgere tror ikke længere på, at kommunen er en medpart, der vil dem det bedste og dermed bevilge de ydelser, der er behov for.

Hvordan får vi de forskellige indsatser til at spille sammen til borgerens bedste? Hvordan får vi brudt siloerne ned og bygget bro over kløften og genetableret tilliden mellem borger og system?

Jeg mener, at vi må skifte fokus. I lang tid har vi som samfund været forhippet på uddannelse og arbejde som de væsentligste mål i tilværelsen. Men vi glemmer, at mennesker med handicap kan have komplekse problemstillinger, og at en stor gruppe aldrig kommer i nærheden af uddannelse eller job. Når uddannelse og arbejde bliver de afgørende parametre for trivsel, så mister vi fokus på helheden for borgerne og deres familie. Vi får gravet os ned i siloer for at dække enkeltbehov og skubbe folk ind i de ønskede kasser i stedet for at se det store billede. Dermed ryger muligheden for grundlæggende at forbedre borgernes livskvalitet.

Jeg siger ikke, at politikerne ikke respekterer folk, der ikke kan arbejde. Men beskæftigelse er kommet til at fylde meget i samfundet. Og selvforsørgelse er naturligvis vigtigt at pejle imod, for dem, der overhovedet har mulighed for det. Men hvis alle skal have gode liv, så er det afgørende med en aktiv socialpolitik, der har tydeligt fokus på borgernes livskvalitet.

Derfor er mit budskab til de kommunalpolitikere, som lige nu har travlt med budgetterne og til de folketingspolitikere og ministeren, som skal forhandle om serviceloven i efteråret: Hold de mennesker I vil hjælpe for øje. Husk den enkelte borger og deres familier, og lad ikke bureaukrati og kassetænkning stå i vejen for en politik, som virkelig kan rykke noget og forbedre menneskers liv. Politik er til for mennesker. Ikke for siloer.

Dette blogindlæg er en forkortet udgave af kronikken ”Politik er til for alle slags mennesker”, bragt i Politiken d. 15. september 2016, skrevet af Anette Laigaard.
Læs hele kronikken her

Dato: 

Torsdag, 15 september, 2016