Retssikkerhed for begyndere

Er retssikkerhed for kompliceret for borgerne?

Det indtryk kan man godt få, når man læser nogle af indlæggene her på siden. Retssikkerhed handler jo ikke om, at man nødvendigvis får ret i det, man gerne vil, mindes vi om af blandt andre formanden for KL’s Social- og Sundhedsudvalg og direktøren for Social, Sundhed og Beskæftigelse i Herning Kommune. Det handler derimod om, at kommunen har overholdt alle procesregler, og de er vældig komplicerede. Ja, ikke engang Ombudsmanden kan finde ud af dem, hævder Thomas Kastrup-Larsen. Ikke så sært, hvis borgerne er på Herrens mark.

Fremstillingen er praktisk for kommuner under beskydning. Når Ankestyrelsen i den ene undersøgelse efter den anden påpeger fejl i en høj andel af kommunale sager, så er det bare fordi, der er så mange regler i forskellige love, at der altid vil være nogle fodfejl, men de har ikke den store betydning. Og når kritikken vokser fra borgerne, så er det fordi, de har misforstået spørgsmålet. De forveksler serviceniveau med retssikkerhed.

Men den holder altså ikke. Det er ganske enkelt meningsløst at reducere retssikkerhed på det sociale område til et juridisk skoleridt.

Lad mig foreslå en mere virkelighedsnær forståelse:

Som borger skal jeg enkelt kunne henvende mig til min kommune med min situation og få en dialog og et svar, som jeg forstå, og som på lovens grund forholder sig til min situation. Med naturlig inddragelse af både alle relevante muligheder og de generelle formål og hensyn, som også er en del af loven. Og uden at jeg pålægges unødige byrder i processen.

Det er retssikkerhed for begyndere, og det skal den også være. Retssikkerheden handler jo om os som borgere, og vi er som udgangspunkt begyndere i mødet med kommunen. Vi kender ikke loven i detaljer, men vi har en berettiget forventning om, at myndighederne bruger deres viden til aktivt at sikre os den hjælp og støtte, der tilkommer os.

Hvordan ser retssikkerheden ud i det perspektiv?

Vi har spurgt en række eksperter med juridisk indsigt og erfaring på det sociale område, hvilke udfordringer de ser for retssikkerheden. De fremhævede først og fremmest de mange indgange til systemerne, fraværet af koordination mellem de forskellige enheder og dårlig kommunikation med borgerne.

For mig er det åbenlyst, at det går ud over retssikkerheden, hvis man ikke ved, hvor man skal henvende sig, hvis man bliver sendt rundt i systemet, og hvis myndigheden formulerer sig på en måde, man har svært ved at forstå. Det er måske ikke så meget jura i sig selv, men det er ikke svært at finde de krav i lovgivningen, som er svære at overholde med det udgangspunkt. Tænk bare på vejledningsforpligtelsen og kravet om at vurdere en henvendelse i forhold til al relevant lovgivning.

Retssikkerhed må altså nødvendigvis handle om, hvad borgeren oplever i mødet med myndighederne. Det har vi undersøgt med blandt andet dette resultat:

Omkring 40 procent af borgerne med handicap har ringe eller ingen tillid til, at kommunen træffer korrekte afgørelser. Lidt færre mener heller ikke, at kommunen har tillid til dem. Det er nedslående, men burde måske ikke overraske:

I Ankestyrelsens seneste undersøgelse om kommunernes praksis - som handlede om merudgifter - ramte kommunen rigtigt i 77 procent af sagerne. For mange borgere med handicap består kommunens støtte imidlertid af flere sager. Hvis man f.eks. har fire sager, og den kommunale hitrate er 77 procent, så er der – rent matematisk – næsten to tredjedeles sandsynlighed for, at kommunen rammer skævt i mindst én af disse sager. Så er det jo ikke svært at se, hvor mistilliden kommer fra.

Jeg har en stærk tro på det kommunale selvstyre. Jeg tror også på, at kommunerne ønsker at gøre det bedste for borgerne. Og jeg anerkender det arbejde, som rigtig mange kommuner laver for at gøre systemerne mindre vanskelige at bokse med. Ligesom jeg har stor respekt for de idealer for samspillet mellem borger og kommune, som kommunernes organisation, KL, har præsenteret i oplægget ”Investér før det sker”.

Men jeg frygter, at det kniber for meget med den kommunale selverkendelse. Jeg savner endnu at se kommunerne udfolde den fulde respekt for borgernes oplevelser i mødet med ”systemet”. Jeg har en forhåbning om, at det kan ske i forbindelse med de retssikkerhedsrettede initiativer i regeringens handicappolitiske handlingsplan, som KL og kommunerne har aktier i. Fra Det Centrale Handicapråds side vil vi i hvert fald både skubbe på og bidrage konstruktivt alle de steder, vi får mulighed for det.

Bragt på Altinget Social den 27. juni 2014

Dato: 

Fredag, 27 juni, 2014