Stor opbakning til, at Preben kan stemme hemmeligt

Stemmehemmeligheden er helt fundamental i et demokrati. Men mennesker, der har brug for hjælp til at sætte krydset, skal have deres stemmeafgivelse overvåget af en valgtilforordnet og risikerer, at andre vælgere hører, hvad de stemmer på.

Det problem har Det Centrale Handicapråd påpeget gang på gang.

Derfor er det opmuntrende at se, hvad der skete, da Preben Steen Nielsen oplevede netop den situation i tirsdags og valgte at dele oplevelsen på Facebook. Da jeg læste historien havde mere end 5.000 delt historien og over 400 havde kommenteret på den ubehagelige oplevelse. Langt de fleste med opbakning til Preben.

Forargelsen på Facebook viser, at mange mennesker kan se den åbenlyse uretfærdighed i problematikken. Og det er helt forståeligt.

Økonomi- og indenrigsministeren holdt høring om forsøg med stemmemaskiner i foråret. Her talte jeg kraftigt for at afprøve denne mulighed for, at flere kan stemme uden hjælp – og dermed hemmeligt som alle andre. Der var desværre ikke politisk flertal for at gøre forsøget. Til gengæld fik debatten regeringen til at love at arbejde med både hjælpemidler og udformningen af stemmesedlen, så flere kan stemme uden hjælp.

I mellemtiden kan vi håbe, at Prebens beretning kan være med til at skærpe opmærksomheden på, hvordan vi håndterer de situationer, hvor folk skal have hjælp til at afgive deres stemme.

Læs Prebens historie på Facebook

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Dato: 

Fredag, 22 november, 2013