Tak til DR

Kære Maria Rørbye Rønn,

Som generaldirektør i DR står du dagligt på mål for alle mulige former for kritik af nationalmediets gøren og laden. Jeg vil gerne komme med en uforbeholden ros. Jeg er både meget glad for – og imponeret over den måde, DR har gennemført kampagnen ’Usynligt syg’ om mennesker med psykisk sygdom.

Mennesker med handicap, ikke mindst med psykiske sygdomme, er udsat for fordomme, som bunder i uvidenhed. Faktisk ved vi, at mennesker med psykiske sygdomme er blandt de handicapgrupper, som møder flest fordomme. Det bliver simpelthen et ekstra handicap, at andre mennesker møder én med fordomme. De fordomme bekæmpes bedst med viden – ikke bare tørre fakta, men den indsigt man får, når man oplever et andet menneske, som har en psykisk sygdom, men som er så meget mere. Den oplevelse kan især TV-mediet formidle, men det er ikke ensbetydende med, at man gør det. Med programmer som ”Sådan er det skøre sind” og ”Gal eller normal til jobsamtale” gør I det. Det er uvurderligt. Tak!

DR er gået helhjertet ind i projektet, og mange kanaler og redaktioner har valgt at deltage. I har vist, hvad Danmarks største public service virksomhed kan, når I sætter alle sejl til og løfter jeres samfundsmæssige ansvar til nye højder. I har fyldt sendefladen med indslag om psykisk sygdom og allervigtigst, så har I ladet mennesker med psykisk sygdom selv komme til orde. Både kendte og ukendte danskere har udramatisk og i øjenhøjde fortalt, hvordan det er at have en psykisk sygdom.

I Det Centrale Handicapråd har vi tidligere undersøgt, hvor meget mennesker med handicap fyldte i DR’s nyhedsflade. Resultatet var nedslående (0,47 procent), og det har vi gjort opmærksom på. I forbindelse med jeres tematisering, har billedet været et ganske andet. Det kvitterer jeg også med fornøjelse for.

Men hvad rykker et DR-tema så? Gør det en forskel, eller er det glemt bagefter? Jeg er ikke jubeloptimist, men jeg er af et ærligt hjerte overbevist om, at I rykker noget. Jeg håber samtidig, at arbejdet med de mange forskellige indslag og programmer har sat sig spor i DR. TV skabes af mennesker og formes af deres forståelse af verden. Arbejdet med dette tema må have sat sig spor hos de medarbejdere, der har været med. Kunne det mon have en effekt på fremstillingen af mennesker med psykisk sygdom i fremtiden? Kunne ”Gal eller normal til jobsamtale” måske have en effekt på virkelighedens jobsamtaler – også i DR Byen? Vi ved fra udlandet, at mangfoldighed i medarbejderskaren er med til at skabe et mere mangfoldigt og nuanceret medieprodukt. Men det kræver, at man udfordrer egne fordomme først.

Der kan være mange gode ringe i vandet, når man angriber fordomme med indsigt. Men de kommer først, når nogen tør kaste stenen. Det gjorde DR. Måtte I inspirere mange andre. 

Dato: 

Fredag, 25 april, 2014