Teknik er nytteløs uden sammenhæng

Den anden dag læste jeg en artikel om et firma, der har udviklet en højteknologisk skosål, der ved hjælp af en indbygget GPS kan hjælpe blinde personer med at finde vej ukendte steder. Det er jo genialt, tænkte jeg.

Og det er det måske også. Men dybest set ved jeg det ikke. For jeg ved ikke, hvordan skosålen nærmere er indrettet og fungerer i forhold til de situationer, den kan komme til at indgå i. Løber den tør for batteri? Kan man omprogrammere den, hvis ægtefællen ringer og beder én slå et smut forbi Super Brugsen efter mælk? Risikerer man under de forkerte omstændigheder at havne på Herrens mark – eller bare bondemandens?

Teknologi afhænger af sammenhæng
Teknologiens værdi afhænger af sammenhængen. Et eksempel er Folkemødet på Bornholm, som var fyldt med politikere, embedsmænd og organisationsfolk, der alle havde en smartphone som livline. Men belastningen af nettet udfordrede forbindelsen, og sidst på dagen var vi alle mere eller mindre løbet tør for batteri på vores telefoner. Godt, at ”livlinen” alligevel ikke var så livsvigtig som for eksempel et nødkald i ældreplejen.

De nye teknologier rummer fantastiske muligheder. Dem skal vi gribe, og det gør vi bedst, hvis vores visioner ikke handler om teknikken, men om de mennesker, der bruger den.

Meget teknologi er så integreret i vores liv, at vi slet ikke skænker det en tanke. Det må være det ultimative succeskriterie for velfærdsteknologi.

Men teknologien bliver kun en naturlig del af vores liv, hvis vi i formår at se helheden i de situationer, teknologien skal fungere i, frem for udelukkende at lade os betage af, hvad dimsen kan. Centrum for helheden er ikke teknologien. Det er de mennesker, der skal have gavn af den. Derfor er forudsætningen for at få udbytte af teknologien, at brugerne hele tiden er med i udviklingen og anvendelsen af den. Også selv om motivationen for at indføre teknologien måske er at spare arbejdskraft.

Brugerne som centrale spillere
Samtidig er brugerne selv en utrolig vigtig drivkraft. Når vi efterspørger en teknologi, så er det jo nærmest per definition, fordi den gør nytte i vores verden. Ofte fordi, den gør nogle ting nemmere og mindsker vores behov for andre ting eller ydelser. Det oplever jeg på tæt hold med Living IT Lab, hvor jeg sidder i bestyrelsen. Living IT Lab er et ”teknologisk laboratorium”, der udvikler IT, som kan styrke selvbestemmelse, kommunikation og sociale relationer for blandt andet mennesker med funktionsnedsættelser. Her er brugerne helt centrale spillere i udviklingen og afprøvningen af den sociale IT – for uden dem ville det være umuligt at være innovativ og samtidig udvikle social IT, der fungerer i den virkelige verden uden for ”laboratoriet”.

Det er vigtigt, at vi ikke blot indretter velfærdsteknologien, men også vores velfærdssystemer, så de er fleksible og kan reagere positivt på impulser fra brugerne – og ikke med en standardbesked om, at det ikke lige er det, vi bruger her i kommunen.

Heldigvis behøver man ikke snakke med alle potentielle brugere for at udvikle en løsning eller vurdere dens potentiale.

Derfor skal vi være gode til at opsamle og dele viden om, hvad der virker, og hvad der ikke virker. Vi har i Det Centrale Handicapråd opfordret til at etablere et centralt, tværfagligt organ med deltagelse af brugere, der kan vurdere nye velfærdsteknologiske løsninger. Det har regeringen lyttet til og nedsat et samarbejdsforum for bedre udnyttelse af velfærdsteknologi på handicapområdet. Jeg glæder mig til at følge deres arbejde og håber, at den tænkning breder sig sammen med nye, bedre løsninger for mennesker med og uden handicap.

Bragt på Altingets portal for velfærdsteknologi den 26. august 2014

Dato: 

Tirsdag, 26 august, 2014