Valgblog: Et valg for alle

18. juni skal Danmark i stemmeboksen efter at statsminister Helle Thorning-Schmidt udskrev valg i i går. Jeg glæder mig til at følge valgkampen som så mange andre danskere – med og uden handicap.

Vi har et af verdens bedste demokratier og mødes på sociale medier og ved valgmøder til diskussioner af værdier og valgslogans. Men det er ikke perfekt. Ved valgudskrivelsen sender jeg en tanke til de cirka 2.000 mennesker under værgemål, som har fået frataget deres stemmeret. Vi får endnu et valg, uden at det problem er løst, og det kan vi ikke være bekendt.

Heldigvis kan de fleste med handicap deltage fuldt ud i demokratiet, men vi vil blive ved med at have fokus både på stemmeretten og på behovet for bedre tilgængelighed til valgmateriale, debatter og selve valghandlingen. Og for dem, der vil gøre en forskel, har vi samlet gode råd om tilgængelighed til demokratiet her: http://www.dch.dk/content/demokrati-alle-sådan-gør-du

Frem til valgdagen 18. juni er det vigtigt at vi sætter fokus på nogle af de temaer, som kan være vigtige for mennesker med handicap i forbindelse med valget. Jeg vil anbefale Direktør for Institut for Menneskerettigheder, Jonas Christoffersens blog om tilgængelighed til valg på Jyllands Postens hjemmeside: jyllands-posten.dk/debat/blogs/jonaschristoffersen/ECE7737137/Rigtig-godt-valg-–-til-alle-os-der-får-lov-til-at-være-med/

Jeg håber, at alle vil give deres besyv med på rådets Facebook side. Rigtig godt valg.

Dato: 

Torsdag, 28 maj, 2015