Vigtig signalværdi i diskriminationsforbud

 

Jeg er utrolig glad for, at Folketinget har besluttet at arbejde for et generelt forbud mod diskrimination af mennesker med handicap. Et sådan forbud har længe stået højt på ønskelisten - og det er da også helt absurd, at mennesker med handicap ikke har samme beskyttelse som andre grupper. Som det ser ud nu, er det for eksempel forbudt at afvise en person på en cafe på grund af etnicitet, religion, køn eller seksuel orientering, mens mennesker i kørestol, med førerhund eller udviklingshæmning ikke er beskyttet mod sådan en afvisning. 

Diskriminationsforbuddet sender et utroligt vigtigt signal om ligebehandling, respekt og tolerance.
Det at der overhovedet er brug for en lov, fordi alle mennesker som udgangspunkt ikke bliver behandlet lige er selvfølgelig trist. Men jeg er sikker på, at forbuddet vil gøre diskrimination og ikke mindst bekæmpelsen af den mere håndgribelig, når der kommer en reel mulighed for at klage.

Flere har været bekymret for, hvor omfattende forbuddet bliver i forhold til tilgængelighed. I Det Centrale Handicapråd anbefaler vi en grundig analyse af konsekvenserne af et forbud. Og vi vil selvfølgelig være opmærksomme på, at der i det videre arbejde med forbuddet fortsat er fokus på tilgængelighed, som i mange tilfælde er en forudsætning for, at mennesker med handicap kan deltage i samfundslivet på lige vilkår med andre.

Dato: 

Mandag, 6 marts, 2017