Formanden mener

 

31. august 2018:

Eksperimenter ikke med mennesker med handicaps rettigheder

Netop nu er de politiske forhandlinger om regler for magtanvendelse overfor ældre og mennesker med handicap ved at nærme sig en afslutning. Forhåbentligt kan den aftale blive en redning for mennesker med handicap, der i dag er udsat for et eksperiment med deres basale frihedsrettigheder i en række frikommuner.

I de såkaldte frikommuner risikerer mennesker med handicap, som for eksempel udviklingshæmning eller demens, at blive videoovervåget – uden at de selv har givet samtykke. Der er tale om mennesker, som på grund af svære handicap ikke kan give samtykke, fordi de ikke selv kan vurdere konsekvenserne af at sige ja eller nej.
Alligevel har frikommunerne som en forsøgsordning ret til at igangsætte overvågning, hvis en pårørende siger ok.

Det er en grænse, som hverken pårørende, pædagoger eller kommuner bør kunne overskride.
At videoovervåge mennesker, der ikke forstår, at andre vil kunne se dem i ydmygende situationer, i undertøj, eller når de får hjælp til simple hverdagsting, er at sætte den personlige frihed under pres. Mennesker med svære handicap har også ret til basale rettigheder, værdighed og ret til anerkendelse som mennesker.
De samme borgere risikerer også uden samtykke at blive flyttet fra deres eget hjem til en plejebolig eller et botilbud. Det her foregår, fordi frikommunerne har vundet retten til at prøve nye ting af. Men konsekvensen er blevet, at en gruppe meget svage borgeres personlige frihed bliver sat på en hård prøve.

Det er selvfølgelig ikke simpelt. Kommunernes økonomi er presset, og de kan se, at mennesker med svære handicap vil få et bedre hverdagsliv på et botilbud eller ved at blive videoovervåget, så personalet ikke skal vække dem om natten. Og de pårørende er ofte enige, for de er naturligt nok bekymrede. Men selv i den bedste mening, må vi som samfund ikke gå på kompromis med de frihedsrettigheder alle mennesker- uanset handicap - har ret til ifølge handicapkonventionen og menneskerettighederne.

Jeg har stor respekt for, at kommunerne tør bryde med vanetænkningen og forsøge at løse deres opgaver bedre og mere effektivt. Men jeg forstår ikke, at de er villige til at gå den her grænse. Vi har tilsluttet os frihedsrettigheder i handicapkonventionen for at beskytte de svageste borgere – og som det burde være kommunernes fornemste opgave at leve op til.

Forhåbentligt kan forhandlingerne på Christiansborg blive til en aftale om magtanvendelse, hvor video-overvågningen og tvangsflytninger bliver taget ud af ligningen. Der er brug for nationale retningslinjer, som sikre at alle borgeres – også mennesker med handicaps – frihedsrettigheder. Vores holdning og anbefaling til politikerne er i hvert fald klar; Vi skal have stoppet eksperimenterne med overvågning og tvangsflytninger af mennesker med svære handicap.

 

 

16. august 2018:

Skal mennesker med og uden handicap gå på hver deres højskoler i fremtiden?

Ny lovgivning kan betyde, at mennesker med og uden handicap kommer til at gå på hver deres højskoler. Det er ikke sådan vi nedbryder fordomme. 

Vores folkehøjskoler er et mødested for alle mennesker fra alle dele af samfundet. Her mødes man på tværs af baggrund og uddannelse, danner venskaber for livet, lærer af lyst og opdager, at verden er mere mangfoldig, end man måske gik og troede. 

Her nedbrydes fordomme, også for og om mennesker med handicap. Desværre ser det ud til at mennesker med handicap vil få sværere ved at komme på højskole i fremtiden, hvis Kulturministeriets nye lovforslag om ændring af lov om folkehøjskoler bliver vedtaget.

Som reglerne er i dag, kan mennesker med handicap søge om at komme på højskole som alle andre. Den enkelte højskole kan så få penge til f.eks. at få ekstra praktisk hjælp, en it-rygsæk, hvis man er ordblind, en ekstra lærer i nogle timer eller højskolen kan lave en mentor-ordning.

Det ligger flot i tråd med et af de vigtigste handicappolitiske grundprincipper i Danmark, nemlig princippet om kompensation. Det betyder, at mennesker med handicap får hjælp til at deltage i samfundet på lige fod med alle andre.

Nu vil Kulturministeriet ændre reglerne for, hvordan den enkelte højskole kan få dækket de udgifter, der er forbundet med at have elever med handicap på højskolen.

Man synes åbenbart, at den nuværende ordning er administrativt tung at danse med og vil i stedet give et fast årligt tilskud på 60.000 kr., som lægges oven i skolernes grundtilskud. Jeg er stor tilhænger af at fjerne administrative tunge processer, men midlerne skal selvfølgelig bruges det rigtige sted. Når pengene udbetales som et samlet tilskud synes jeg, at det bliver spændende at se, om beløbet rent faktisk bliver brugt på at hjælpe den enkelte elev med handicap. Jeg mener, at der er en fare for, at de kan glide ind i det store budget.

Mit skrækscenarie er, at vi får en opdeling af personer med og uden handicap på de enkelte højskoler. Så kan mennesker med handicap gå på få, særlige højskoler, der har som deres særlige mission at tage mod elever med handicap. Det regner jeg med, at de vil blive ved med, selv om de kan imødese lavere satser. Alle andre kan så gå på de øvrige højskoler.

For mig at se er det et stort tilbageskridt og langt fra ideen om, at den bedste måde at nedbryde fordomme og gøre os alle til mere rummelige mennesker er, når vi møder hinanden i al vores forskellighed.