Formanden mener

 

23. november 2017:

Tillykke til 2000 nye demokratiske deltagere

 D. 21. november til kommunal- og regionsvalget, var det første gang ca. 2000 mennesker blev indlemmet i det danske demokrati.

Der er hverken tale om 18-årige med våde ører eller nye landsmænd med historier fra fjerne lande i bagagen. Det er derimod de umyndiggjorte, der nu for første gang får lov at sætte dét så afgørende kryds.
Det er mennesker, der på grund af psykisk handicap, udviklingshæmning eller demens er frataget det, man kalder ”retslig handleevne”. Det betyder, at de ikke kan styre deres egen økonomi, og derfor har en værge, der har ansvaret for økonomien. Det er mennesker, som indtil nu har været frataget stemmeretten, selvom der ingen sammenhæng er mellem at kunne styre sin økonomi og evnen til at forholde sig til politik og lokalt demokrati.

Men nu har de for første gang måtte stemme til kommunal- og regionsvalget. Det har Folketinget bestemt sidste år. Og det skal fejres. Så sæt kagen frem; for nu må de umyndiggjorte være med til at bestemme, hvilke lokalpolitikere, de har tillid, der kan fordele kagen. 

Det er en sejr for menneskerettighederne, for demokratiet og for ligebehandling af mennesker med handicap. Men før champagnepropperne springer, skal vi huske, at der stadig er lang vej til målet om demokratisk ligestilling. Mennesker, der er frataget deres retslige handleevne, må forsat se til fra sidelinjen, når der er valg til Folketinget.

Fem af de danskere, der ikke må stemme, fører en sag mod den danske stat for at få stemmeret på lige fod med alle andre. Vi mener, det er vigtigt, at der arbejdes for lige rettigheder. Derfor følger vi spændte med hele vejen til højesteret og venter på resultatet, som kommer i starten af det nye år.

Vi mener, det er helt grundlæggende for et demokratisk samfund, at alle får mulighed for at give deres mening til kende i stemmeboksen. Og vi tror på, at det kan lykkes.
Flere domme fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i andre lande slået fast, at det er i strid med menneskerettighederne at holde mennesker ude af demokratiet, blot fordi de har et handicap eller en sygdom, der gør, at de ikke kan styre deres økonomi. Og det er i strid med handicapkonventionen at forhindre borgere med handicap i at stemme på grund af deres handicap alene.

Lige adgang til demokratiet er desværre aldrig kommet af sig selv. Tidligere måtte kvinder og mænd på bistandshjælp for eksempel ikke stemme. Men med hårdt arbejde er det lykkedes. Det kan det igen. Derfor håber vi, at endnu flere vil stille sig bag kravet om stemmeret til de umyndiggjorte.

Sker det, kan vi starte det nye år med en sejr for demokratiet. 

 

30. august 2017:

Vi må tage den svære diskussion om tilpasning og tilgængelighed

Regeringen er nu kommet med det ventede forslag til loven om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap. Jeg er glad for, at der er sat gang i processen om diskriminationsforbuddet, så mennesker med handicap endelig kan få samme beskyttelse, som en række minoriteter allerede har. Ros til regeringen og børne- og socialministeren for at sætte det i værk.

Læser man forslaget nærmere igennem kan det diskuteres, om vi er helt i mål. Her tænker jeg særligt på to væsentlige forhold: Rimelig tilpasning og fysisk tilgængelighed, som ikke er omfattet af lovforslaget. Det mener jeg, at vi bliver nødt til at forholde os til. Jeg er udmærket klar over, at der er et dilemma her: Vi vil gerne sikre mennesker med handicaps ret til at deltage, men samtidig skal offentlige og private virksomheder ikke pålægges uoverskuelige udgifter. Der er ikke en nem løsning. Men vi bliver nødt til at tage diskussionen.

Jeg tror, alle er glade for, at forbuddet endelig bliver en realitet. Jeg har forståelse for, at det er et smalt forbud, der er politisk vilje til, og jeg anerkender den gode vilje, der ligger i det. Når det er sagt, er det også vigtigt at sige, at forbuddet selvfølgelig skal stå så stærkt som muligt. Og netop rimelig tilpasning og fysisk tilgængelighed er to effektive tiltag, der kan give mennesker med handicap samme muligheder som andre og dermed forhindre diskrimination. Det er også tiltag, der i mange tilfælde kræver ressourcer, og hvor det kan være svært på forhånd at vurdere omfanget. Men dette må ikke forhindre os i at tage diskussionen om, hvilke situationer der kan betragtes som diskrimination, og hvordan lovforslaget skal udformes for at tage højde for dette.

For eksempel stilles kravet om rimelig tilpasning allerede i dag til alle arbejdsgivere. Jeg undrer mig over, hvorfor man ikke også skulle kunne stille sådan et krav – en forventning om imødekommenhed i rimeligt omfang – når man henvender sig som borger til en offentlig myndighed eller som kunde til en privat virksomhed? Jeg kan ikke klart læse ud af forslaget, om det eksempelvis pålægger en offentlig myndighed at anskaffe en rampe eller en teleslynge, så man sikrer flere borgere lige adgang? Hvis nej, mener jeg, vi har et problem. Hvis ja, bør det fremgå tydeligere af loven.

Næste skridt i udformningen af lovforslaget er en høringsproces. Her vil jeg opfordre ministeren, embedsværket og politikerne til at tage imod alle gode konstruktive forslag, som måtte komme. Mange forskellige parter har længe arbejdet med de dilemmaer, der er i lovforslaget. De kan hjælpe med at finde gode løsninger på nogle af de svære spørgsmål, så vi får en lov, der er så stærk, klar og anvendelig som mulig.

Uanset hvad ordlyden af det endelige forslag bliver, er det vigtigt, at vi fortsat tager diskussionen og arbejder frem mod bedre tilpasning og tilgængelighed. Da det er fuldkommen afgørende for mennesker med handicap at kunne købe ind, gå til forældremøder, besøge familie, være med i en forening osv.

Sidst, men ikke mindst, har jeg et ønske om, at regeringen udformer en klar strategi for, hvordan man følger op på lovforslaget. Har det virket efter hensigten? Er der brug for justeringer? Og har diskriminationsforbuddet påvirket danskernes generelle holdninger til mennesker med handicap?

I Det Centrale Handicapråd sidder en bred kreds af aktører, der alle arbejder for et mere inkluderende samfund, men med forskellige perspektiver og vinkler. Vi er derfor klar over de mange udfordringer, som ministeren må sidde med i arbejdet med diskriminationsforbuddet. Det er ingen nem opgave. Jeg synes, vi har fået en rigtig god start. Og jeg håber, vi også får en rigtig god fortsættelse, hvor vi sammen arbejder for at flere mennesker med handicap kan bevæge sig frit og deltage i vores samfund på lige vilkår.

 

Læs lovforslaget her: http://www.ft.dk/samling/20161/almdel/SOU/bilag/326/1782916.pdf