Plukkemodne frugter

Det Centrale Handicapråds beretning viser, at samarbejde i 1997 kan give god høst i 1998.

Det Centrale Handicapråd har udgivet sin årsberetning for 1997. Beretningen viser, at 1997 var et år, der kan give mange fremskridt på det handicappolitiske område. Forhåbentlig vil den række perspektivrige lovforslag fra 1997, der faldt bort ved folketingsvalgets udskrivelse, hurtigt blive genfremsat i det nye folketing.

Frugter

Blandt flere eksempler på frugter, der forhåbentlig skal høstes i 1998, er forbedringen af handicappedes adoptionsmulighed og Straffelovrådets granskning af de tidsubestemte domme til psykisk udviklingshæmmede lovovertrædere. Begge problemstillinger var centrale i Rådets arbejde i 1997, og samarbejdsviljen hos Justitsministeriet var stor.

Rådet har gennem mange år arbejdet for at fremme handicappedes ligestilling på arbejdsmarkedet. Arbejdsministeriet tog et stort skridt i denne retning med lovforslaget om kompensation til handicappede i erhverv. Rådets ønske om en praktikordning for handicappede blev indfriet med lovforslagets isbryderordning, der giver nyuddannede handicappede en ny indgang til arbejdsmarkedet. Rådet håber meget, at lovforslaget bliver vedtaget i 1998.

Øget tilgængelighed til bygninger, transportmidler m.m. har ligeledes stået højt på Rådets liste over emner, der bør tilgodeses. Boligministeriets handlingsplan, med 46 forslag til initiativer, lover god. Danmark vil blive et foregangsland, hvis de realiseres, men det forudsætter bl.a., at de andre ministerier også kommer på banen.

Internationalt har Rådet bl.a. deltaget i arbejdet med at sikre en harmonisering af de nationale parkeringsforhold for handicappede bilister. Rådet håber desuden, at Amsterdamtraktatens artikel 100A om hensyntagen til handicappedes behov bliver en løftestang, så disse behov inddrages i udarbejdelsen af nye EU-regler.

Tidsler

På minussiden rangerer den manglende tilgængelighed til folkeskoler og til landets tandlæge-, læge- og andre helseklinikker højt. 2/3 af danske klinikkers adgangsforhold afskærer handicappede fra at få behandling. Det er ligeledes uacceptabelt, at der stadig bor voksne handicappede på institutioner for børn. På kulturområdet kniber det for TV-stationerne med ligebehandlingen, og selv om der er fremskridt, bør et større antal programmer tekstes for døve og hørehæmmede. Så selv om fremskridtene er tydelige, er der stadig tidsler på marken, der skal fjernes i 1998.

Et udmærket sted at starte ville være at gennemføre den årlige handicappolitiske debat i Folketinget, vi hidtil har måttet skyde en hvid pind efter. En sådan debat vil synliggøre mange af de områder, hvor handicappede ikke har lige muligheder.

Rådets beretning kan rekvireres gratis på telefon 33 11 10 44 og den er tilgængelig på Rådets hjemmeside: www.dch.dk.
| Indholdfortegnelse |

Specialrapportør i Danmark

Rådet fik lejlighed til at møde Bengt Lindqvist, FN´s specialrapportør til overvågning af FN´s Standardregler, da han d. 10. februar var på en kort visit i Danmark. Lindqvist kunne på et meget inspirerende møde bl.a. berette om konklusionerne på en undersøgelse af, hvorvidt FN´s medlemsstater lever op til standardreglerne.

Undersøgelsen viser bl.a., at myndigheder og frivillige organisationer i adskillige lande har et forskelligt syn på, hvordan det står til - myndighederne mener overordnet, at det går fint med at indfri reglerne, mens de frivillige organisationer har en mere blandet oplevelse af situationen. Denne tendens viser sig ikke i Danmarks besvarelse, der giver indtryk af samarbejde mellem organisationer og myndigheder. Men besvarelsen viser dog, at flere af de gode beslutninger, der vedtages ikke altid følges i praksis.

I flere af de undersøgte lande krænkes handicappedes basale menneskerettigheder, og dette vil blive et af de problemer, specialrapportøren skal bruge sit nye 3-årige mandat til at bekæmpe. Et andet aspekt i det fremtidige arbejde er at få Verdensbanken til at acceptere handicapområdet som en naturlig del af de ulandsprojekter, Verdensbanken bevilger penge til.

Psykisk handicappedes retssikkerhed

Nu foreligger rapporten fra Socialministeriets udvalg om psykisk handicappedes retssikkerhed, der er aktualiseret ved servicelovens ophævelse af institutionsbegrebet. Rådet har haft rapporten og de deraf følgende ændringsforslag til serviceloven til høring. Rådets høringssvar, der grundet tidsfrist ikke har været forelagt på et rådsmøde, blev genstand for en grundig debat på martsmødet.

Rådet finder det meget positivt, at man med rapporten har fået en beskrivelse af retstilstanden og den nuværende praksis for magtanvendelsesreglerne. Det er ligeledes et klart fremskridt, at der ikke kan oprettes lukkede institutioner, og at der nu fastsættes regler for, hvornår personer, der ikke kan klare sig i eget hjem, kan flyttes uden at have givet samtykke hertil.

Behov for ændringer

Høringssvaret er dog også kritisk over for rapporten. Det peger på følgende områder, hvor der stadig kan være grund til bekymring:

Debat på mødet

Grethe Buss, formand for Socialministeriets udvalg, fastholdt, at det er vigtigt at bevare muligheden for at udøve magt, og at der fortsat er behov for lovgiv-ningsmæssige rammer for magtanvendelse. Grethe Buss tog desuden afstand fra en række af de kritikpunkter, Rådets sekretariat opstiller i høringssvaret. Denne afvisning fik tilslutning fra amtsborgsmester Søren Eriksen og DSI-formand John Møller. Rådets næstformand Svend Jensen fremførte, at man bør holde fast i, at lovforslaget skaber grundlag for forbedringer, men at det ikke løser alle problemer. Derfor er en grundigere beskrivelse nødvendig, som foreslået i høringssvaret. Formanden kunne konkludere, at der var opbakning til denne holdning.
| Indholdfortegnelse |

Stort behov for information om fleksjob

Interessen for Rådets og Socialministeriets nye pjece om fleksjobordningen har været overvældende. Pjecen er et element i den informationskampagne, Rådet har deltaget i sammen med Ligebehandlingscentret, UdviklingsCenter for beskæftigelse på særlige vilkår og Socialministeriet. Pjecen er på knap tre måneder distribueret i 3 oplag, og i alt er mere end 70.000 eksemplarer sendt ud til kommunale og amtskommunale sagsbehandlere, potentielle brugere samt organisationer, der rådgiver om eller indgår i oprettelse af fleksjob. De andre elementer i kampagnen, der er et led i Socialministeriets "Det angår os alle - om virksomhedernes sociale medansvar", er:

Virksomhedernes sociale ansvar

Socialforskningsinstituttet har undersøgt danske virksomheders sociale ansvar og den praktiske udmøntning heraf. Undersøgelsen viser, at der er forskel på, hvordan ansvarsfølelsen håndteres hos offentlige og store private virksomheder, sammenlignet med de mindre private virksomheder. Hos offentlige og store private virksomheder udmøntes det sociale ansvar eksempelvis i formaliserede aftaler, så som omsorgsdage ved barns sygdom og særlige tiltag i forhold til ældre medarbejdere. Det er betydelig færre af de mindre private virksomheder, der løser sociale problemer via formelle aftaler, i stedet løses de løbende, når og hvis de opstår.

Holdningen til personer med nedsat arbejdsevne og ledige

I forhold til medarbejdere med nedsat arbejdsevne har 25% af de offentlige virksomheder fastholdt medarbejdere i denne gruppe på normale overenskomstmæssige vilkår. Det tilsvarende tal for private virksomheder er 14%, og her er det de små virksomheder, der trækker procenten ned. Holdningen til at beholde medarbejdere med nedsat arbejdsevne er i øvrigt meget positiv hos såvel offentlige som private virksomheder, men holdningen udmøntes tilsyneladende ikke i tilsvarende grad i praksis.

Indstillingen til at modtage langtidsledige og til at ansætte personer på særlige vilkår er mest positiv hos offentlige virksomheder, hvor 69% har haft ledige eller personer med nedsat arbejdsevne i et tidsbegrænset optræningsforlb inden for de sidste 3 år. Hos private virksomheder er procenten nede på 22. Hvad angår ansættelse af handicappede personer på almindelige vilkår, viser svarene, at dette er sket hos 25% af de offentlige virksomheder og 12% af de private. Her spiller virksomhedens størrelse ligeledes ind, og det er lettere for nogle handicapgrupper end andre at få foden indenfor. Kørestolsbrugere er dårligst stillede, mens især tunghøre/døvegruppen er repræsenteret på arbejdsmarkedet.

Rapporten viser desuden, at ansvarsfornemmelsen er størst over for virksomhedernes egne medarbejdere, men holdningen hos 88% af de offentlige og 71% af de private virksomheder er dog, at virksomhedernes fremtidige ansvar for personer uden for arbejdsmarkedet må blive større, end det er nu.

Standardreglernes 5-års jubilæum

FN´s Standardregler om lige lige muligheder for handicappede nærmer sig en halvrund fødselsdag. Reglerne blev således vedtaget på FN´s generalforsamling d. 20. december 1993. I anledning af det kommende jubilæum henvendte De Samvirkende Invalideorganisationer sig i slutningen af 1997 til Rådet med en opfordring til, at man i fællesskab gør en indsats for at fremme gennemførelsen af reglerne. DSI har selv fået i alt 3.7 millioner kr. til projektet "FN´s Standardregler i praksis - i danske kommuner og amter" fra Socialministeriets satsreguleringspulje.

Rådets forslag

Rådet foreslår en tostrenget strategi, der dels retter sig mod ministerierne, dels mod amter og kommuner. I forhold til ministerierne mener Rådet, den mest effektive fremgangsmåde er at skrive til statsministeren og opfordre til, at han på regeringens vegne påtager sig ansvaret for, at der for det første opstilles en overordnet handlingsplan for reglernes gennemførelse, og for det andet at hvert enkelt sektoransvarligt ministerium laver en handlingsplan for, hvordan regler bliver til praksis på det respektive område.

Det er ligeledes vigtigt at gøre en indsats i forhold til det amtslige og kommunale niveau. DSI har allerede udarbejdet en håndbog for de amtslige DSI-tillidsfolk, og dette initiativ følger Rådet op ved at bede Center for Ligebehandling af Handicappede om at udarbejde en "værktøjskasse", evt. i form af en pjece, der peger på de områder i standardreglerne, hvor kommunerne og amterne har et direkte ansvar. På Rådets martsmøde blev det fremhævet, at det er vigtigt at afstemme dette initiativ med tilsvarende arbejde hos DSI, Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen.

Rådet har tidligere arbejdet med at udbrede kend-skabet til reglerne, bl.a i form af en oplysende folkepjece og pjecen "Fra regler til handling". Begge publikationer, samt Standardreglerne i fuld ordlyd, ligger på Rådets hjemmeside (www.dch.dk).
| Indholdfortegnelse |

Det Europæiske Handicapforum

I sit arbejdsprogram for 1998 lægger Det Europæiske Handicapforum hovedvægten på handicappedes "Citizenship" og "Quality in Life". Arbejdsprogram-mets hovedpunkter er :

Rapport om de individuelle kørselsordninger

Trafikministeriets arbejdsgruppe har afsluttet første del af sit arbejde, og ministeriet har på denne baggrund udarbejdet en rapport om de individuelle kørselsordninger. Det fremgår heraf, at ministeriet i et vist omfang tilslutter sig den kritik, Rådet og Ligebehandlingscentret har rejst af administrationen af ordningerne. Det drejer sig bl.a. om kritikken af amternes praksis i forhold til nedre aldersgrænse, af administrationen af 104-tursreglen samt overtaksering.

Rapporten, der endnu ikke har været hos ministeren, og derfor fortsat er et internt papir, gengiver de forskellige interessenters synspunkter og bidrag, og den opsummerer ministeriets vurdering af de problemstillinger, som Rådet og Ligebehandlingscentret har rejst. Hvad angår spørgsmålet om dør-til-dør-kørsel, mener ministeriet ikke, der er grund til kritik, men anerkender dog, at der er "logik i handicaporganisationernes synspunkt om, at ordningen bør justeres...". Arbejdsgruppen går videre med to emner, som kræver yderligere analyse - målgruppen for den individuelle kørsel og etableringen af en landsdækkende kørselsordning.

John Møller, formand for DSI, nævnte på martsmødet, at det er urimeligt, at ordningen udelukkende omfatter fysisk handicappede. Hvorfor er psykisk handicappede og andre med behov for en kørselsordning ikke omfattet? Der var enighed om, at sagen generelt er vigtig, og Rådet håber, at den nye trafikminister vil møde Rådet ved junimødet.

Socialministeriets opfølgning på socialreformen

Rådet har afgivet høringssvar på vejledninger og bekendtgørelser ved Socialministeriets opfølgning på socialreformen. Det er positivt, at der i nogle af vejledningerne er blevet plads til en gennemgang af handicappolitikens og handicapbegrebets udvikling. Dog bør beskrivelsen af kompensationsprincippet omformuleres, da man ved læsning heraf kan være i tvivl om, hvorvidt ægtefælle eller børn kan pålægges andre eller flere opgaver, end hvad der er normalt i en familie uden handicappede medlemmer.

Rådet finder det også positivt, at der indføres en ledsageordning for unge mellem 16-18 år, men det er problematisk, at brugeren selv skal afholde ledsagerens udgifter ved aktiviteter under ledsagelsen. Brugerbetaling hører ikke hjemme ved et socialt tilbud, der gives for at kompensere en funktionsnedsættelse.

Adgangen til at tage sociale ydelser og hjælpemidler med ved midlertidige ophold i udlandet er, på trods af en mindre lempelse, stadig for begrænset.

Vejledningen om sociale tilbud åbner både for, at handicappedes personlige hjælpere kan afskediges, hvis den handicappede skal indlægges til længerevarende hospitalsophold, men hospitalet kan dog også anvende hjælperen og afholde udgifterne hertil. Perspektiverne i denne åbning kan være meget uheldige. Brugere af hjælperodningen skal ikke tvinges ud i ansættelse og oplæring af nye hjælpere efter et længerevarende hospitalsophold. Hvis hospitalet begynder at finansiere personlige hjælpere, kan man frygte, at grænserne mellem hospitalpersonalets plejefunktion og den personlige hjælp bliver utydelige. Plejefunktionen hører rettelig hjemme hos hospitalspersonalet.
| Indholdfortegnelse |

Siden Sidst

Folketingsvalg kom på tværs

Folketingsvalget kom på et uheldigt tidspunkt for den længe afventede handicappolitiske debat i Folketinget, der atter blev udskudt, denne gang til efteråret 1998 - et år senere end planlagt. Formandskabets møde med undervisningsministeren blev ligeledes aflyst, og lovforslag faldt bort, herunder Justitsministeriets ændringer til adoptionsloven og Arbejdsministeriets lovforslag om kompensation til handicappede i erhverv. Sidstnævnte er dog allerede genfremsat og har været til 1. behandling d. 31.3. Forhåbentlig vil mødet blive gennemført, og Justitsministeriets lovforslag hurtigt blive genfremsat.

Afslag fra Forskningsforum

Forskningsforum har desværre besluttet på nuværende tidspunkt ikke at nedsætte en programkomité for handicapforskning. Aspektet vil dog indgå i Forskningsforums videre overvejelser om nye forskningsinitiativer.

Leder af Udviklingscenter

UdviklingsCenter for beskæftigelse på særlige vilkår har fået ny leder: Henrik Brandt, der kommer fra en stilling som konsulent i Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte.

Leder af vidensenhed

Socialpsykiatrichef i Nordjyllands Amt, socialrådgiver Mona Holm, er udnævnt til leder af Vidensenheden for den amtskommunale specialrådgivning på handicapområdet.

Ny særligt sagkyndig

Rådet byder Kulturministeriets afdelingschef Lene Witte velkommen som særligt sagkyndig i kultur. Lene Witte er udpeget af Socialministeriet og afløser Vinnie Witzansky.

Bilag udsendt siden sidst

Brevveksling mellem Rådet og myndighederne

| Indholdfortegnelse |

Høringssvar fra Rådet

Notater og andet sagsmateriale

Andre bilag

Fra 1998-udgaven af Information om Socialministeriets puljer på det sociale område. Februar 1998." er udsendt de handicaprelevante afsnit. (Bilag 17/1998)

Diverse materiale vedrørende Rådets møde med FN´s særlige Rapportør Bengt Lindqvist. (Bilag 15, 15a, 15b, 15c, 15d, 15e og 15f/1998)

UdviklingsCenter for beskæftigelse på særlige vilkår præsenterer det første nummer af nyhedsbrevet Nyt fra Udviklingscenteret". (Bilag 13/1998)

Rådets pjece Fleksjob", der er et led i Socialministeriets kampagne Det angår os alle - om virksomhedernes sociale ansvar", udsendes sammen med ministeriets følgeskrivelse (Bilag 9/1998).

Socialministeriets nye bekendtgørelse og forretningsorden om et Centralt Handicapråd. (Bilag 8/1998)

Forsknings- og Udviklingscentret for Hjælpemidler og Rehabilitering udgiver nyhedsbrevet Link, der er fremsendt med beskrivelse af, hvordan de afsatte midler til projektsamarbejde er anvendt. (Bilag 1a/1998)

Arbejdsministeriets fordeling af midler fra satsreguleringspuljen, december 1997. (Bilag 120a/1997)

Dagsorden for Rådsmøde marts 1998