Beskæftigelse

Mennesker med handicap i arbejde.

Deltagerstaterne anerkender retten for personer med handicap til at arbejde på lige fod med andre.
FN's konvention om rettigheder for personer med handicap

For de fleste mennesker er det vigtigt at have et job. Dette er også tilfældet for personer med handicap. Der er dog stor forskel på, hvor mange personer med og uden handicap, der er i beskæftigelse.
I 2016 var: 

  • 52 procent af personer med handicap i beskæftigelse.
  • 79 procent af personer uden handicap i beskæftigelse.

Antallet af personer med et større selvvurderet handicap, som er i beskæftigelse, er på 34 procent, mens det samme er tilfældet for 70 procent af personer med mindre selvvurderet handicap.

 

Nedenstående figur giver et billede af, hvilke handicaptyper, der har den største tilknytning til arbejdsmarkedet.

Graf over beskæftigelse fordelt på handicaptype. For personer med sanse og kommunikations-handicap er 63% i beskæftigelse. Det samme gælder 58% af personer med længerevarende sygdomme, 56% af personer med mobilitetshandicap og 31% af personer med psykiske lidelser.
Sygdomme kan eksempelvis være kræft, sclerose, hiv og Parkinson. Kilde: Handicap, beskæftigelse og uddannelse i 2016, SFi, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, 17:15 Malene Rode Larsen og Mona Larsen, side 63, tabel 3.3.

Job på særlige vilkår

I 2016 var 21 procent af personer med handicap i job ansat på særlige vilkår. Det vil sige ansættelse i fleksjob, løntilskudsjob for førtidspensionister og beskyttet arbejde. 76 procent af de forskellige typer af ansættelse på særlige vilkår var fleksjob. Det er dermed klart den største gruppe.

37 procent af personer i job med en psykisk lidelse var ansat på særlige vilkår. Det er en betydeligt større andel end for andre typer af handicap.

Kompensationsordninger

I 2016 benyttede 34 procent af personer med handicap ansat på særlige vilkår sig af hjælpemidler eller støtteforanstaltninger som for eksempel personlig assistance i forbindelse med deres arbejde. Det samme var tilfældet for 9 procent af personer med handicap ansat på ordinære forhold.

Hvad karakteriserer personer med handicaps beskæftigelse

Beskæftigede med handicap har sjældnere personaleledelse som en del af deres arbejdsopgaver end beskæftigede uden handicap. Personer med handicap er hyppigere ansat i den offentlige sektor og på små arbejdspladser.

I gennemsnit arbejder personer med handicap kortere tid og har et højere sygefravær, hvilket i særlig grad gør sig gældende for personer med store funktionsnedsættelser.

46 % af fleksjob risikerer at forsvinde

Mange mennesker med handicap er i fleksjob.
Godt 45 procent af alle fleksjob, svarende til ca. 22.000 fleksjob, er karakteriseret ved, at der indgår jobfunktioner, der i høj grad forventes at blive påvirket af den teknologiske udvikling i den nærmeste fremtid. Det betyder, at disse personer risikerer at miste deres job.

...

Det kan betale sig at sikre beskæftigelse

Der er samfundsøkonomisk set penge at tjene ved at sikre, at personer med handicap kommer i beskæftigelse. Rapporten ”Samfundsøkonomiske gevinster ved arbejdsmarkedsrettede indsatser” konkluderer, at hvis man over 10 år kan få blot én procent, svarede til 6000 personer med handicap i den arbejdsdygtige alder, i ordinære job fremfor førtidspension, kan samfundet tjene 10 mia. kroner. Gevinsten er 3,3 mia. kr., hvis samme antal kommer i fleksjob.

Mand sidder ved skrivebord. Han har armene i vejret. Han smiler af skærmen. Det er ikke så stockphoto-agtigt, som det lyder.
Tilbage til oversigten Fakta om mennesker med handicap