Kultur og fritid

Mennesker med handicaps deltagelse i kultur- og fritidslivet.

Deltagerstaterne anerkender retten for personer med handicap til at tage del i kulturlivet på lige fod med andre (…)
FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap

Der er forskel på, hvor meget fritid det enkelte menneske har, og på hvordan fritiden bliver brugt. Det gælder også personer med handicap. En undersøgelse fra VIVE viser, at personer med handicap i mindre grad end personer uden handicap deltager i kulturelle og sociale aktiviteter (for eksempel biograf, koncert, teater, café, bar, restaurant, diskotek med venner, kollegaer eller familie).

Graf der viser aktivitet i procent opdelt på handicap og type af handicap. Grafen viser, at mennesker uden handicap er mest aktive. Mennesker med større psykiske handicap er mindst aktive
Figur 1 Aktivitet inden for det sidste år i procent

Som man kan se i figur 1, har det stor betydning for, hvor ofte man går i biografen eller på cafe med vennerne, om man har et handicap, og hvilket slags handicap man har. Personer med et større psykisk handicap er mindre aktive end den øvrige grupper af personer med handicap. Personer uden handicap har mere social aktivitet end folk med handicap.

12,6 procent af personer med et større fysisk handicap oplyser, at god fysisk adgang har stor betydning for, hvilke kulturtilbud de vælger. Det gælder kun for 5,2 procent af personer uden handicap.

Mange bruger en del af fritiden på at deltage i forenings- eller organisationsmøder. Det kan for eksempel være deltagelse i sportsforeninger, fagforeninger eller handicaporganisationer. Det er gruppen af personer med større psykiske handicap, som er mindst aktive i foreninger eller organisationer.

Graf der viser hvor ofte mennesker med og uden handicap deltager i møder i foreninger og organisationer.  Mennesker uden handicap og mennesker med mindre fysisk handicap deltager næsten lige ofte i møder. Mennesker med større fysisk handicap og mindre psykisk handicap deltager lidt mindre i møder. Mennesker med større psykiske handicap er den gruppe, der mindst kommer til møder

Parasport Danmark er et specialforbund for personer med handicap under Danmarks Idrætsforbund (DIF). Parasport Danmark har cirka 400 medlemsklubber med tilsammen cirka 13.200 medlemmer. Parasport Danmark's klubber tilbyder aktiviteter inden for 33 idrætsgrene.

Der er omkring 122.000 mennesker med handicap i de danske idrætsforeninger, langt de fleste af disse personer dyrker idræt i almenidrætten, uden om Dansk Handicap Idræts-Forbund (DHIF).

Tilbage til oversigten Fakta om mennesker med handicap