Tema 3 - Sundhed

Sundhed er et højt prioriteret indsatsområde for Det Centrale Handicapråd, da meget tyder på, at sundhedstilstanden blandt mennesker med handicap halter bagefter i forhold til den øvrige befolkning.

En mand i kørestol er ved at udføre en træningsøvelse, hvor arme og brystmuskulatur trænes.

Gennem flere år har rådet arbejdet for en gentagelse af to undersøgelser fra 2014, som Statens Institut for Folkesundhed (SIF) udførte, ”Sundheden blandt voksne med udviklingshæmning” og ”Sundhedsprofil for voksne med helbredsrelateret aktivitetsbegrænsning og fysisk funktionsnedsættelse”.

De nye undersøgelser skal give et opdateret billede af helbredstilstanden for mennesker med blandt andet aktivitetsbegrænsning, funktionsnedsættelse eller udviklingshæmning. Disse undersøgelser vil give mulighed for at forbedre og udvikle både nuværende og kommende indsatser.

Det Centrale Handicapråd har i 2019 arbejdet for en udbredelse af ”sundhedstjek” for mennesker med handicap i alle kommuner. Baggrunden er et forsøg, gennemført i fire kommuner og foranlediget af en folketingsbeslutning i 2014 som opfølgning på de to SIF-undersøgelser, som dokumenterede dårlig sundhed for mennesker med handicap.

Forsøgets formål var at opspore sygdomme tidligere, så den rette behandling hurtigere kunne sikres, og Sundhedsstyrelsens evaluering fra 2019 viste et stort potentiale i at indføre årlige sundhedstjek for mennesker med handicap.

Tilgængelighed på sundhedsklinikker - et vigtigt fokusområde for Det Centrale handicapråd
  • Rådet har været i dialog med Danske Regioner for at igangsætte initiativer til forbedring af tilgængeligheden til sundhedskliniker, forenkling og ensretning af de komplicerede regler for befordring og befordringsgodtgørelse i forbindelse med sundhedsydelser, samt tiltag for at sikre mennesker med handicap bedre vilkår for deltagelse i nationale screeningsprogrammer.
     
  • Rådet har ligeledes rettet henvendelse til sundhedsministeren og opfordret til, at der iværksættes en generel undersøgelse af, hvilke barrierer der forhindrer personer med handicap i at deltage i de vedtagne screeningsprogrammer, og hvilke initiativer der skal sikre, at mennesker med handicap modtager et reelt tilbud om at deltage i dem. Arbejdet fortsættes i 2020.