Blogindlæg

Samfundets genåbning kræver solidaritet med mennesker med handicap

Sommerferien er slut, og samfundet er efterånden genåbnet. For de fleste betyder det et glædeligt gensyn med arbejdsplads og kollegaer. Men for mennesker med et psykisk handicap kan det være en udfordring at vende tilbage på jobbet.

Læs debatindlægget hos Jyllands-Posten

Af Liselotte Hyveled, formand for Det Centrale Handicapråd

Siden marts har vi alle været sammen om at forstå den nye samfundsindretning hver for sig. Hjemme og på egen hånd har vi indrettet en ny hverdag med digitale sammenkomster og arbejdsopgaver samt begrænset social kontakt. 

Nu er samfundet genåbnet og de fleste af os er tilbage til gammelkendte hverdagsrutiner: Sammen som arbejdsfæller på arbejdspladsen efter gældende corona-regler. For de fleste bliver gensynsglæden stor, idet mange forholdsvis let glider tilbage i vante rutiner. Men der vil være nogen, for hvem det ikke bliver lige så nemt at vende tilbage. 

 

Struktur og rutiner er afgørende for, at visse mennesker med psykiske funktionsnedsættelser oplever succes.
Liselotte Hyveled, formand for Det Centrale Handicapråd

 

Mennesker med psykiske funktionsnedsættelser såsom autisme, angst, OCD og ADHD har under corona oplevet en kæmpe omvæltning af det velkendte. Siden marts har udfordringen været at få en ny hverdag – hjemme og hver for sig til at fungere. 

Nu skal det hele så igen vendes på hovedet. 

Struktur og rutiner er afgørende for, at visse mennesker med psykiske funktionsnedsættelser oplever succes. Derfor er det vigtigt, at vi med samfundets genåbning tager hånd om de udfordringer, der følger med, når hverdagen igen ændrer sig.

Vi skal rumme forskelligheder
Hvilken vej skal jeg tage på arbejde? Med bus, bil eller cykel? Hvordan ser kontorlandskabet ud nu? Har jeg min vante plads? Er mine møder digitale eller face-to-face? 

Vi kommer alle med unikke forudsætninger for at deltage, og vi skal sammen imødekomme og respektere behov og begrænsninger. Vi skal passe på hinanden og rumme hinanden. Sammen skal vi favne de nye forandringer for at opnå en bedre og mere tryg genåbning for alle. 

 

Forhåbentlig står vi sammen om at sikre et mere fleksibelt arbejdsmiljø, der anerkender alle, uanset om dagsformen er til at arbejde hjemmefra eller i kontormiljøet.
Liselotte Hyveled, formand for Det Centrale Handicapråd

 

Eksempelvis har mennesker med autisme enestående evner til at specialisere sig, bevare fokus og arbejde systematiseret. Det har mange virksomheder med rutineprægede opgaver glæde af, såfremt kollegaer og ledere anerkender forskellighederne og støtter op om tilpasninger af hverdagens fællesskaber.

Forhåbentlig står vi sammen om at sikre et mere fleksibelt arbejdsmiljø, der anerkender alle, uanset om dagsformen er til at arbejde hjemmefra eller i kontormiljøet. Rigtig mange mennesker med handicap vil nemlig have glæde af at få medindflydelse på tilbageslusningen til jobbet i et tempo, der tager hensyn til den enkelte og med fuld forståelse fra kollegaer og ledere.