Nyhed

DCH-formand: Regeringens udspil bringer os ikke i mål, men har vigtige fokusområder

Mogens Lindhard fremhæver fokus på de højt specialiserede indsatsers bæredygtighed, faglighed i visitation og finansiering som vigtige fokusområder i regeringens udspil ”Et liv med ligeværdige muligheder”. Han understreger, at finansiering skal være et kerneelement i de kommende forhandlinger - og en endelig aftale på området.

Social- og ældreministeriet offentliggjorde i går den længe ventede evaluering af det specialiserede socialområde. Samtidig kom regeringen med et udspil til en styrket specialisering for børn, unge og voksne med handicap eller sociale problemstillinger. DCH’s formand Mogens Lindhard udtaler i den forbindelse:

”Jeg vil gerne kvittere social- og ældreministeriet og regeringen for det konstruktive udspil, der nu er fremlagt. Selvom udspillet ikke bringer det specialiserede socialområde i mål, tænker jeg, at det vil være et godt afsæt for de videre forhandlinger på området.”

Han ser vigtige fokusområder i udspillet i forhold til at komme nogle af udfordringerne på området til livs:

”Det er vigtigt at sikre de højt specialiserede indsatsers bæredygtighed. Derfor er det godt, at der lægges vægt på at lade uddannelse, faglighed og kvalitet gå hånd-i-hånd, fordi det vil medvirke til at styrke specialiseringen - og dermed tilbuddene til borgerne,” siger Mogens Lindhard.

Han fremhæver desuden regeringens fokus på visitation - og herunder faglighed og opkvalificering:

”Regeringen lægger op til, at kommunale sagsbehandlere blandt andet skal hjælpes til at tilbyde det rette tilbud ved hjælp af nye faglige visitationsretningslinjer. Det er et meget vigtigt område, og et, jeg håber, man i de kommende forhandlinger vil fokusere på i endnu højere grad, end der lægges op til i udspillet.”

Mogens Lindhard understreger desuden, at finansiering er en vigtig forudsætning:

”I forhold til finansiering er der positive takter i udspillet - fx i forhold til at sikre rådgivningsfunktionernes grundfinansiering. Det er klart et skridt i den rigtige retning i forhold til at sikre de højt specialiserede indsatser. Grundlæggende er det vigtigt, at stabil finansiering bliver et tværgående kerneelement i de kommende forhandlinger – og ikke mindst den endelige aftale.”

Læs regeringens udspil her