Dejlige historier og ros til de lokale handicapråd

Godt gået, handicapråd! Sikke et flot arbejde I har gjort med at uddele handicappriser i jeres kommuner. Her i Det Centrale Handicapråd har vi hele december delt jeres historier om lokale ildsjæle, der har modtaget handicappriser. Jeg er blevet i godt humør, når jeg har logget på Facebook og læst om Kenny, der har oprettet et boksehold for psykisk sårbare unge, ponyen Tulle, der gør glæde med sine besøg på specialskoler og plejehjem, Hedensted Centeret, der har ansat adskillige mennesker med handicap, Faaborgegnens Efterskole, der har gjort en ekstra indsats for god tilgængelighed, fitnesscenteret i Kolding, hvor mennesker med udviklinghæmning får sved på panden til spinning og alle de andre skønne historier.

Historierne viser, at der er gang i en masse gode initiativer i kommunerne - historier, der ellers nemt kan blive glemt, når medierne skriver om konflikter og belastede budgetter. Det bliver man ikke ligefrem i julestemning af. De gode historier om ildsjælene lyser ikke blot op blandt nedslående nyheder. Historierne vidner også om, at mange handicapråd gør en indsats for at sætte handicap på dagsordenen i kommunerne, blandt andet ved at uddele handicappriserne. Jeg kan se, at det ofte er formanden for det lokale handicapråd, der overrækker prisen og giver rosende ord med på vejen. Jeg synes derfor, at det er på sin plads, at jeg nu roser alle jer formænd og jeres kollegaer for den indsats, I har lagt i at uddele årets handicappriser. Tak for det og rigtig glædelig jul.   

Dato: 

Onsdag, 21 december, 2016