Nytårshilsen fra formanden

Sikke et år! Da jeg i februar blev spurgt, om jeg havde lyst til at sidde på posten som formand i Det Centrale Handicapråd, var jeg ikke et sekund i tvivl. Selvfølgelig ville jeg det. Det er skønt at kunne fortsætte arbejdet inden for det område, som interesserer mig allermest, og som jeg har arbejdet med hele livet, nemlig det sociale område.

Som formand har jeg i årets løb mødt en række engagerede og kompetente mennesker. Dem vil jeg gerne sende en stor nytårstak. Tak fordi I hver dag yder en stor indsats for, at mennesker med handicap kan leve et godt liv på lige fod med andre. 

En af de ting, der kan stå i vejen for, at mennesker med handicap kan leve på lige vilkår med andre, er desværre fordomme. I starten af 2016 præsenterede rådet en strategi for, hvordan man kan komme fordomme til livs på udvalgte områder. Strategien blev overrakt til daværende socialminister, Karen Ellemann, og vi har i løbet af året arbejdet med at føre en række af strategiens initiativer ud i livet. Der er gode tiltag på vej, som kan bane vejen for at flere personer med og uden handicap mødes på arbejdspladsen og i fritiden.

Vi ved, at fordomme bliver nedbrudt, når vi møder hinanden og er fælles om aktiviteter. Og vi ved, at det kan blive bedre. For eksempel tror hver anden dansker ikke, at en kvalificeret person med handicap kan varetage deres eget job, og 37 procent med handicap har følt sig uretfærdigt behandlet inden for det seneste år. Det viser en stor undersøgelse om danskernes holdninger til mennesker med handicap, som rådet står bag.

Disse resultater er ikke specielt opmuntrende, men de er der. Vi mangler generelt viden om og tal for livsbetingelserne for mennesker med handicap og det er en stor udfordring. Derfor er jeg glad for den socialpolitiske redegørelse, som udkom for første gang i juni 2016. Redegørelsen sætter tal på, hvordan det går på det sociale område, og tallene er første skridt mod bedre og mere målrettede indsatser. Redegørelsen vil blive et ende bedre redskab, hvis den bliver suppleret med data fra andre områder. Mennesker med handicap er jo ikke bare socialpolitik, men kan også have udfordringer med sundhed eller beskæftigelse. Tal fra andre områder vil give bedre sammenhæng og gøre det nemmere at pege på løsninger til gavn for mennesker med handicap.

Jeg kunne også godt tænke mig, at vi i løbet af det kommende år i højere grad begynder at diskutere livskvalitet og det gode liv. Der bliver ofte sat lighedstegn mellem livskvalitet og det at have et job. Men forskning viser, at denne ligning ikke altid går op. Livskvalitet er forskelig fra person til person, og man kan have et godt liv på mange måder. Vi skal sørge for at skabe gode rammer for alle – også for dem, der af den ene eller anden årsag ikke er i stand til at varetage et job.

En anden gruppe, som, jeg synes, det er vigtigt, at vi yder en ekstra indsats for, er unge med handicap. De har hele livet for sig, og der venter dem forhåbentlig en masse gode oplevelser. Det betyder meget for mig, at unge med handicap får mulighed for at leve et ungdomsliv og tage en uddannelse. Desværre er uddannelsesområdet presset, og der er risiko for, at unge med handicap bliver ekstra hårdt ramt af reformer og besparelser. Det vil være meget uheldigt, for jo mere uddannelse man har, desto større er chancen for at finde et job – og det gælder også for personer med handicap.

Der er altså rigeligt at tage fat på i det kommende år. Jeg glæder mig til de mange nye og spændende opgaver i 2017, og jeg er altid åben for input til, hvordan vi løser udfordringerne på bedste måde. En anden ting, som jeg ser frem til, er vores årsmøde 7. februar, hvor vi skal diskutere, hvordan vi kan bekæmpe fordomme over for mennesker med handicap. Jeg håber, vi ses!

Rigtig godt nytår!

 

                       Godt nytår fra Det Centrale Handicapråd

Dato: 

Lørdag, 31 december, 2016