Handicapbarometer går i luften

Institut for menneskerettigheder lancerer i dag Handicapbarometeret.
Handicapbarometeret består af en række data, hvor forholdene for mennesker med og uden handicap sammenlignes over tid. Der er 10 udvalgte områder, som forholdene for mennesker med handicap måles på. Områderne er udvalgt fra handicapkonventionen, og håbet er, at mål på disse områder kan inspirere ny politik til gavn for mennesker med handicap.

Tallene gør det også lettere at vurdere, om udviklingen går den rigtige vej omkring FN’s Handicapkonvention.

Uddannelse og vold
Handicapbarometeret viser, at mennesker med handicap på 9 ud af de 10 områder har dårligere forhold end mennesker uden. Det er områder som vold, uddannelse, beskæftigelse og diskrimination.

Et område, hvor tallene vækker særlig opsigt, er inden for vold. Mennesker med handicap udsættes oftere for vold – både fysisk og psykisk – end personer uden handicap. Andelen af personer med handicap, der har været udsat for fysisk eller psykisk vold er fra 2012 til 2016 steget fra 23 procent til 26 procent. I samme periode er andelen af personer uden handicap, der har været udsat for vold faldet fra 17 procent til 16 procent.

Også på uddannelsesområdet er tallene nedslående. Antallet af mennesker med handicap, der har en uddannelse er faldet fra 74 procent i 2012 til 66 procent i 2016. Det er 20 procent lavere end for mennesker uden handicap.

Det Centrale handicapråd har en finger med i spillet
Udviklingen af handicapbarometeret har været en inkluderende proces med en lang række deltagere fra danske ministerier, styrelser og handicaporganisationer samt forskere. Det Centrale Handicapråd har også deltaget og blandt andre været med til at udvælge de områder, barometeret skulle måle på.

Se Handicapbarometeret her

Onsdag, 13 december, 2017