Det Centrale Handicapråd

Forside | Om Rådet | Rådsmateriale | Årsberetninger | Nyhedsbrev | FN-standardregler | Udgivelser | Søg |


Nyhed

Formanden for Det Centrale Handicapråd og Socialministeren besøger handicapinstitutioner med ny teknologi

Socialminister Benedikte Kiær og formand for Det Centrale Handicapråd, Tue Byskov Bøtkjær, tager på fælles inspirationstur for at se, hvordan gode løsninger og ny teknologi hjælper mennesker med handicap.


Mandag den 4. april tager socialminister Benedikte Kiær på inspirationstur sammen med formand for Det Centrale Handicapråd, Tue Byskov Bøtkjær. Formålet er at opleve, hvordan gode løsninger og ny teknologi kan hjælpe mennesker med handicap.

Turen begynder kl. 9 hos Klub Kildebakken i Gentofte, hvor mennesker med udviklingshæmning og autisme bruger ny teknologi til blandt andet at redigere deres egen hjemmeside og til at kommunikere med venner og familie.
Derefter fortsætter turen til Helene Elsass Centret i Charlottenlund, som har udviklet et internetbaseret træningssystem for mennesker med Cerebral Parese – også kaldet spastikere.

Socialminister Benedikte Kiær: ''Alle har noget at byde på, men nogle gange kan et handicap stå i vejen for det. Vi har et ansvar for at gøre noget. For eksempel kan teknologien åbne nye muligheder, og det skal vi udforske og udnytte''.

Socialministeren og den nye formand for Det Centrale Handicapråd skal i løbet af dagen se på gode løsninger, som blandt andet skal give inspiration til arbejdet i det nykonstruerede centrale handicapråd, der for første gang har fået en erhvervsmand som formand.

Formand for Det Centrale Handicapråd Tue Byskov Bøtkjær: ''Det er vigtigt for mig at være med til at finde løsninger, der virker. Vi skal se på ressourcer hos mennesker i stedet for begrænsninger og gå fra holdning til handling i Det Centrale Handicapråd''.

Inspirationsturen går også forbi Hans Knudsen Instituttet i København NV.

Læs mere på Socialministeriets hjemmeside.

Til top
31.03.2011