Det Centrale Handicapråd

Forside | Om Rådet | Rådsmateriale | Årsberetninger | Nyhedsbrev | FN-standardregler | Udgivelser | Søg |


Nyhed

Arbejdet i DCH er sparket i gang

Det Centrale Handicapråd har holdt sit første møde, hvor medlemmerne mødte hinanden, blev tegnet og selv tegnede rammerne for udfordringer og løsninger på at bedre forholdene for mennesker med handicap.

Da de nye medlemmer af DCH trådte ind ad døren i Socialministeriet torsdag eftermiddag, blev de mødt af tegneren Jens Hage, som tegnede deres portrætter. Han var inviteret til at illustrere pointerne fra dagen og tegnede også socialminister Benedikte Kiær, mens hun bød velkommen til det nye råd.

Socialministeren indledte med at fortælle, hvordan hun ser frem til at DCH skal være med til at sætte en ny dagsorden på handicapområdet og at det er mere væsentligt end nogensinde før. Hun fortalte om sine forventninger at DCH skal påvirke debatten, være synligt og gav derefter ordet til rådets nye formand, Tue Byskov Bøtkjær. Han indledte med at præsentere sig selv og fortalte at han er direktør for HR, IT og kommunikation i virksomheden Foss i Hillerød. Ved siden af erhvervsarbejdet har han et stort, socialt engagement i emner som flygtninge og indvandrekvinder.

Det Centrale Handicapråd er Tue Byskov Bøtkjærs første projekt på handicapområdet. Derfor er han gået i gang med at bygge viden op om handicap med besøg på en lang række handicapinstitutioner, møder med interessenter på området og ved at blande sig i debatten, fortalte han.

Tue Byskov Bøtkjær bad medlemmerne præsentere sig for hinanden på et minut og efter denne korte præsentationsrunde, tog medlemmerne fat på diskussionen om, hvordan DCH kan skabe reelle forandringer for mennesker med handicap.

Der var enighed om, at Det Centrale handicapråd skal være en aktiv, synlig og saglig medspiller i debatten.
Tegning, der viser Det Centrale Handicapråd som en tennisspiller, der holder mange bolde i luften på samme tid.



Medlemmerne kommer fra forskningsinstitutioner, fra civilsamfundet, fra arbejdsmarkedets parter og fra handicaporganisationerne og derfor var der fokus på rådets muligheder for at samarbejde med og involvere andre parter og aktører i en fælles indsats for at fremme lige muligheder for personer med handicap. Der var også enighed om, at det vigtigt at der er fortrolighed mellem medlemmerne, så de kan finde nye vinkler på udfordringerne på handicapområdet sammen.
 
Mange temaer kom op at vende – blandt andet inklusion og farerne ved kassetænkning.
To tegninger som viser henholdsvist en gruppe som bliver omfavnet af en kvinde og ordet kassetænkning, hvor en mand er spærret inde i A-et.




Der blev også talt om normalitetsbegrebet, som bliver mere og mere snævert, og om behovet for bedre viden og dokumentation som grundlag for forbedringer.

Tegning, der viser en stor normaliseringhøvl, der høvler toppen af en række hoveder, så alle bliver ens.

Frem til næste rådsmøde 8. juni skal medlemmerne byde ind med temaer til arbejdsplanen. Her skal rådet også vælge næstformand og drøfte spillereglerne for arbejdet.

Til top
08.04.2011