Handicappedes retssikkerhed

HandicapRåd - særnummer januar 2001

Handicap, retssikkerhed og kommunal forskellighed - set ud fra en kommunal synsvinkel ved Jesper Fisker

Forside | Indholdsfortegnelse | Til bund | Forrige | Næste


Handicap, retssikkerhed og kommunal forskellighed - set ud fra en kommunal synsvinkel ved Jesper Fisker

Jesper Fisker er pr. 1/12-2000 kommunaldirektør i Hillerød Kommune. Hidtil har han været socialchef i Brøndby Kommune og tillige formand for Foreningen af Socialchefer i Danmark. Jesper Fisker talte om "Handicap, retssikkerhed og kommunal forskellighed - set ud fra en kommunal synsvinkel".

Jesper FiskerJesper Fisker lagde ud med retorisk at spørge, hvorfor vi ikke bare afskaffer det kommunale selvstyre, når det er så dårligt, som det fremgik af Holger Kallehauges indlæg? Men sagen er, at der også er gode elementer i det kommunale selvstyre. Kommunerne kan ikke betragtes som en sammenhængende masse; det kommunale selvstyre bygger på forskellighed, men forskelligheden er i nogle sammenhænge blevet for stor. Der skal indføres nogle instrumenter, som sætter et minimum for serviceniveauet, fx minimumsstandarder. Jesper Fisker mente i øvrigt, at minoritetsgrupperne i mange kommuner faktisk har stor indflydelse. Gruppen af handicappede har ikke en lav politisk gennemslagskraft eller en lav politisk prioritet.

Jesper Fisker konstaterede, at der er et konstant dilemma mellem individuel fleksibilitet og ensartethed. Alt kan ikke være ens og individuelt tilpasset på samme tid. Derfor er en retskultur ikke tilstrækkelig til at få retssikkerheden til at fungere. Retssikkerhed handler i lige så høj grad om indholdet i reglerne og ikke kun om formel retssikkerhed i form af fx klagemuligheder. For borgerne er ikke ens og har meget forskellige forudsætninger for at få glæde af den formelle retssikkerhed.

I kommunerne møder vi typisk fire meget forskellige klienttyper:

- De velfungerende, som selv kender og bruger reglerne.

- De dårligt fungerende, som generelt føler sig dårligt behandlet. De forstår ikke systemet og opfatter typisk mødet med forvaltningen som uretfærdigt.

- De beregnende, kernekunderne, som kender lovgivningen bedre end alle andre og udnytter systemet til det yderste.

- Endelig er der den gruppe, som ikke kan tro på, at retssikkerhed og offentlige myndigheder kan være to sider af samme sag. Til den sidste gruppe hører folk fra andre kulturer, som ikke tror på, at en offentlig myndighed kan kontrollere en anden.

Som svar på, hvad der kan gøres ved de store forskelle i kommunerne, nævnte Jesper Fisker, at klageinstanserne skal bruges, herunder Ombudsmanden og domsstolssystemet. Han mente også, at der kan sættes spørgsmålstegn ved tilsynsrådenes rolle. Hvis der skal foretages en øget retlig kontrol af kommunerne, skal det gøres på en anden måde end via tilsynsrådene. Visse steder har tilsynsrådene været brugt ved politiske beslutninger, og ikke alene som en kontrolmyndighed.

Der skal stilles krav til kommunerne. Borgerne skal kræve, at der findes servicedeklarationer. Hvis der ikke stilles krav til kommunerne, og kommunalbestyrelsernes magt i stedet undergraves, kan vi få et Wild West-samfund, som minoritetsgrupperne slet ikke kan være tjent med.
 


Forside | Indholdsfortegnelse | Til top | Forrige | Næste
Det Centrale Handicapråd Version 1 den 8. Januar 2001
Fremstillet med Statens Informations hjælpeprogram.
URL: http://www.dch.dk/nyhed/hcraad02001/index.html