Handicappedes retssikkerhed
HandicapRåd - særnummer januar 2001
Debat
Forside | Indholdsfortegnelse | Til bund | Forrige
Efter de lidt længere indlæg blev der lagt op til debat i et indbudt panel og med deltagerne i salen. Panelet bestod af tre politikere fra Folketingets socialudvalg: Karen J. Klint, Socialdemokratiet, Tove Fergo, Venstre, Knud Erik Kierkegaard, Det Konservative Folkeparti. Desuden deltog Søren Eriksen, formand for Amtsrådsforeningens socialudvalg.
Debatten blev indledt af et indlæg fra hver paneldeltager. Forinden havde ordstyrer Palle Simonsen bedt politikerne om at reflektere over dagens tema, og specielt blev de bedt om at tage stilling til, om kommunerne mangler en retskultur?
Søren Eriksen mener ikke, at centralisering og ensretning er løsning på retssikkerhedsproblemet, fordi de mennesker, der skal modtage sociale tilbud, er forskellige. Principløsheden i amter og kommuner skal synliggøres, og politikerne skal gøres ansvarlige, så de tvinges til at overholde lovgivningen og løse de fastsatte opgaver. Søren Eriksens råd til politikerne er, at der oprettes amtslige handicapråd efter den model, som Det Centrale Handicapråd fungerer efter. Så kan minoriteterne komme til orde. Centraladministrationen skal følge med i, om opgaverne ude i kommunerne er placeret på steder, hvor de kan løses. Hvorfor kan amtskommunerne ikke pålægge en kommune at skaffe orden i tingene? Amtet og kommunen har ofte et fælles ansvar for bestemte grupper af borgere, herunder handicappede. Søren Eriksen rundede af med at sige, at vejledende normer ofte er minimumsstandarder, som gøres til maksimumstandarder.
Karen J. Klint ville ikke betragtes som repræsentant for regeringen, men alene som medlem af Folketingets socialudvalg. Karen J. Klint mener ikke, at problemerne kan løses med refusionsordninger, organisation eller kommunesammenlægninger. Hun foreslog i stedet regionale møder mellem kommunerne, hvor retssikkerheden kunne diskuteres. Lovgivningen skal ikke indeholde alle detaljer, men må suppleres af vejledningerne. Ellers vil Folketinget blive både lovgivende og udøvende magt. Måske kunne det være en idé at offentliggøre de kommuner, der har dårlig sagsbehandling, på Internettet. Desuden skal erklæringer fra fagpersoner inddrages bedre. Den nøgne diagnose kan ikke bruges alene, men kun til at påbegynde en dialog med en klient. Sagsbehandlerne har svært ved at danne sig et fuldstændigt billede af klienterne, blot ved erklæringer og korte samtaler - de ser ikke, hvor dårligt fungerende en ansøger faktisk er i hverdagen. Der skal bruges mere tid på personlige fremmøder og flere midler på videreuddannelse af sagsbehandlerne, hvilket vil ske ved førtidspensionsreformen. Medarbejderuddannelse er også en del af retskulturen i kommunerne.
Knud Erik Kirkegaard sidder også i Folketingets kommunaludvalg, og havde dermed flere indgangsvinkler til dagens debat. Det kommunale selvstyre skal ikke begrænses. Knud Erik Kirkegaard nævnte, at udlægningen af særforsorgen har givet et betydeligt løft af forsorgen, og at dette er et eksempel på gavnligheden af decentralisering. Reglerne skal ikke gøres mere finmaskede. Det individuelle konkrete skøn skal være muligt.
Det er uacceptabelt, at kommunerne ikke overholder loven. Hvis tilsynsrådenes rolle ændres, så det juridiske tilsyn opprioriteres og den politiske rolle nedprioriteres eller afskaffes, så har man den controllerfunktion, som Holger Kallehauge efterlyste i sit oplæg. Tilsynsrådene skal kun give juridiske vurderinger. Hvis man virkelig vil have kommunalpolitikerne til at oppe sig på retssikkerhedsområdet, så skal de blot gøres personligt ansvarlige. Derudover skal lovene ikke træde i kraft, før det er praktisk muligt at gennemføre reglerne.
Tove Fergo var glad for Holger Kallehauges indlæg, da det indeholdt eksempler på, hvordan man kan gøre noget ved problemerne. Det kan ikke være meningen, at borgerne skal henvende sig til folketingspolitikerne for at få at vide, hvilke rettigheder de har. Det er beskæmmende og pinligt for både lovgivningen og kommunerne. Det offentlige har fået opgaven med at varetage de svage gruppers interesser, men varetagelsen er ikke tilfredsstillende. Sagsbehandlerne overholder ikke basale forvaltningsretlige regler om aktindsigt og personligt fremmøde. Der er også problemer med manglende kvalifikationer og efteruddannelse af personalet i kommunerne. Det kommunale selvstyre skal ikke afskaffes, men personalet i de lokale forvaltninger skal være veluddannet og have kontakt med borgerne. Hun tilsluttede sig, at tilsynsrådene skal opprioritere de juridiske opgaver, mens kommunalbestyrelsen skal tage sig af det politiske.
Hovedstadens Sygehusfællesskab har indført en uvildig kvalitetskontrol af deres ydelser, og Tove Fergo vil foreslå i Folketinget, at dette også indføres på det sociale område. Hun mente også, at kommunalbestyrelsen skal være ansvarlig for sine handlinger.
Herefter fik salen ordet.
Karen Sejersdal fra Ankestyrelsen nævnte Ankestyrelsens undersøgelse af helhedsvurderingen i en række sager fra Vestsjællands Amt, og det så ikke for godt ud. Karen Sejersdal mente, at praksiskoordineringen er et redskab til at afhjælpe forskellene i sagsbehandlingen. En række borgere oplever ikke, at de får deres behov dækket ved mødet med kommunen, men flere retssager er ikke løsningen på det problem. Domstolene er egnede til at tage sig af principielle spørgsmål, mens det sociale ankesystem er indrettet til at afgøre enkeltsager og sikre ensretning af afgørelser. Hvis man ønsker, at domstolene kun skal tage sig af de principielle spørgsmål, og hvis man ønsker at klagesystemet, med dets mulighed for anvendelse af bisiddere mv. skal udnyttes optimalt, så bør det være sådan, at klagesystemet udnyttes til sidste instans, før man går til domstolene. Endelig nævnte Karen Sejersdal, at lovgiver bør overveje om retssikkerhedslovens § 69 fortsat skal opretholdes.
Poul Lüneborg fra Dansk Blindesamfund pegede på, at det oprindelige formål med retssikkerhedslovens § 69 var at begrænse klagesystemets mulighed for at gribe ind i den kommunale budgetmagt. Folketinget bør se på om bestemmelsen ikke sender et forkert signal til kommuner og amtskommuner. Poul Lüneborg nævnte også, at det er vigtigt, at man sikrer en højere grad af sagkyndig inddragelse i de sager, som drejer sig om handicappede. Den relevante viden om forskellig handicaptyper inddrages ikke, selvom der ikke kan gives et velbegrundet afslag uden inddragelse af ekspertviden. Kommunalpolitikerne og folketingspolitikerne opfordres til at indse nødvendigheden af uafhængige, uvildige controllere, som skal kunne gribe ind, inden tingene går galt.
Holger Kallehauge understregede, at det ikke handler om at ophæve det kommunale selvstyre. Selvstyret skal bare fungere bedre. De kommunale forskelle skal respekteres, men kommunerne skal også respektere, at afgørelser kan være forskellige, og at verden ikke går under, fordi en afgørelse bliver underkendt af en administrativ klageinstans. Holger Kallehauge var enig i, at domstolenes rolle ikke skal overdrives i sociale sager, men påpegede, at sagsbehandlingsfristerne får stor betydning, hvis en sag først kan indbringes for domsstolene, når den administrative rekurs er udnyttet. Det vil kunne tage meget lang tid at få sagen helt op gennem det sociale system. Endelig nævnte Holger Kallehauge, at vejledningen om metode til god sagsbehandling i pensionssager er udarbejdet af et konsulentfirma uden at være kontrolleret af nogen. Vejledningen blev betegnet som værdiløs og uværdig for klienterne, og han håbede den blive tilbagekaldt og omskrevet.
Inden Palle Simonsen atter gav ordet til paneldeltagerne, spurgte han især folketingspolitikerne, om Ankestyrelsens indlæg gav anledning til initiativer fra deres side.
Søren Eriksen opfordrede til opgør med enkeltsagsdemokratiet, hvor drøftelser om generelle forbedringer ikke omtales i medierne, fordi det ikke er enkeltsager. Han oplyste også, at det har været forsøgt at holde regionale møder med kommunerne om retssikkerhed, men der er erfaring for, at kun meget få kommuner møder op. Angående brugen af ekspertviden henviste Søren Eriksen til, at Udviklingscenter for specialrådgivning undersøger sammenhængen i den ekspertise, som findes forskellige steder, og hvordan den bruges i sagsbehandlingen. Ved forhandlingerne om grundtakstfinansiering på det sociale område kom der eksempler frem på dårlig sagsbehandling, og indførelsen af uvildige konsulenter på socialområdet er nu ved at blive undersøgt. Søren Eriksen mente, det er en helt rigtig idé og opfordrede folketingspolitikerne til at arbejde for indførelsen af konsulenter.
Karen J. Klint ville hellere forebygge fejl end rette fejl. Derfor var hun ikke absolut for yderligere kontrollører. Der skal ske en adfærdsændring, og måske er der brug for andre dialogfora. Det er Karen J. Klints opfattelse, at de allerede eksisterende ressourcer i systemet kunne bruges anderledes i stedet for at indføre nye udgifter til konsulenter.
Knud Erik Kirkegaard ville gerne have, at ankesystemet bruges fuldt ud, inden sagen indbringes for domstolene. Han mente, der er behov for at få kigget på retssikkerhedslovens § 69, da den kan virke som et værn mod at få for mange sager i ankeinstanserne. Knud Erik Kirkegaard nævnte desuden, at politikerne kan lære af Ankestyrelsens undersøgelser, og han støttede også forslaget om uvildige konsulenter.
Tove Fergo mente ikke, der er behov for flere debatmøder. Det er at holde borgerne for nar. Ifølge Tove Fergo er Folketingets socialudvalg meget opmærksom på Ankestyrelsens undersøgelser, som viser, at kommunerne ikke lever op til lovreglerne. I den forbindelse nævnte hun problemer med, at kommunerne ikke udarbejder handleplaner, som de er forpligtet til efter servicelovens § 111. Derudover kommenterede Tove Fergo Jesper Fiskers meninger om de 4 klienttyper i kommunerne, som hun fandt var udtryk for en nedvurdering af borgerne. Man er ekspert i sit eget liv, og derfor skal der lyttes til den enkelte, og det bør være en helt naturlig ting fx at have bisidder med. Endelig støttede Tove Fergo indvendingerne mod § 69, og hun vil tage initiativ til, at socialudvalget ser på bestemmelsen.
Herefter gik ordet tilbage til salen.
Bente Flindt Sørensen, stiftamtmand i Københavns Amt, kommenterede tilsynsrådenes rolle. De har ingen politisk rolle. Det er et rent legalitetstilsyn - altså en juridisk vurdering af sagen. Men afgørelserne opfattes som politiske. Hun oplyste, at klage- og reformudvalget under Indenrigsministeriet foreslår, at der ikke længere skal sidde politikere i tilsynsrådene for at fjerne det politiske islæt. På det sociale område har tilsynsrådene en meget lille opgave: Der kan gribes ind, hvis der er ulovlig praksis i kommunerne, og hvis nævnenes eller Ankestyrelsens afgørelser ikke efterleves, kan tilsynsrådene pålægge kommunerne dagbøder, og så sker der hurtigt noget. Derudover skal tilsynsrådene påtale fejl i sagsbehandlingen, når sagerne indbringes for rådene. Med retssikkerhedsloven fik tilsynsrådene også til opgave at praksiskoordinere inden for amtsgrænserne, og det er noget, som der vil blive gjort mere ved fremover. Bente Flindt Sørensen tilsluttede sig, at § 69 er ødelæggende for systemet, som det fungerer i dag. Ankeinstanserne kan ikke gøre meget, hvis afgørelsen er truffet på baggrund af et skøn. Det vil være en lykke, hvis bestemmelsen forsvinder, så ankeinstanserne kan bedømme og ændre skønnet.
Gunnar Evers fra Paraplegikerkredsen var enig i, at det er uhensigtsmæssigt at bruge domstolene til flertallet af ankesager. Han kritiserede derudover, at ankesagerne ikke har konsekvenser for kommunerne, som højst får en henstilling om, at loven skal overholdes.
Poul Ramsing fra PTU var stærkt utilfreds med, at så mange af sagsbehandlerne i kommunerne er kontoruddannet personale, som har fået korte efteruddannelser. Han håbede, at pensionsreformen medfører mange penge til uddannelse af personalet i forvaltningerne. Poul Ramsing påpegede derudover, at Højesteretsdommen på førtidspensionsområdet fra december 1999 endnu ikke har ført til de store ændringer i sagsbehandlingen.
Ville Budtz fra Socialministeriet oplyste, at dagens historier om borgerne ikke er ukendt i ministeriet. Ministeriet er i gang med et projekt kaldet "projekt retssikkerhed". § 4 i retssikkerhedsloven har skabt et udvidet retssikkerhedsbegreb, hvor borgerne skal inddrages i sagsbehandlingen og mødet mellem sagsbehandleren og borgeren skal være ligeværdigt. § 4 tages alvorligt både i ministeriet og i Ankestyrelsen, og betydningen af § 4 er noget af det Socialministeriets retssikkerhedsprojekt ser nærmere på. Projektet ser også på, om der kan opstilles parametre for lovteksten, så alle forstår det samme ved de enkelte paragraffer.
Herefter fik panelet ordet til afsluttende bemærkninger.
Søren Eriksen var modstander af at gøre diskussionen om retssikkerhed til en diskussion om medarbejdernes uddannelsesniveau. Der skal ikke skabes mistillid til medarbejderne, og Søren Eriksen kender ingen politikere, som ikke mener, at retssikkerhedsproblematikken skal løses.
Karen J. Klint kommenterede også kritikken af medarbejderne i kommunerne. Det drejer sig ikke kun om jura. Kommunikation og omgang med andre mennesker spiller også en rolle for sagsbehandlingen. Det er vigtigt, at også andre ministerier end Undervisningsministeriet er med til at bestemme, hvad uddannelser skal indeholde. Hun håbede, at ministeriet selv vil tage § 69 op til fornyet behandling i Folketinget.
Knud Erik Kirkegaard nævnte, at det kan være et problem at ansætte controllere til at kontrollere controllere. Han er enig i, at der ikke skal sidde politikere i tilsynsrådene. Endelig velsignede han arbejdet i Socialministeriet omkring lovenes forståelighed, og påpegede, at der også efter hans mening er mange velkvalificerede og engagerede medarbejdere i kommunerne.
Tove Fergo mente, at mange sagsbehandlere gerne vil hjælpe klienterne, men er frustrerede, fordi de skal overholde kommunens skuffecirkulærer. Og der er ikke åbenhed om, hvorfor sagsbehandlerne ikke kan hjælpe, når skuffecirkulærerne ikke er offentlige. Hun støttede derudover opkvalificeringen af personalet i kommunerne.
§ 4. Borgeren skal have mulighed for at medvirke ved behandlingen af sin sag. Kommunen og amtskommunen tilrettelægger behandlingen af sagerne på en sådan måde, at borgeren kan udnytte denne mulighed. (Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område)